33-årige Nicolai Poulsen efter 25 minutter imod Vendsyssel: – Det har jeg sukket længe efter…

Midtbanespilleren var med fra start fredag, hvor han virkelig nød at være tilbage på grønsværen. Nu skal der bygges på, men det er alt for tidligt at snakke om hvornår han skal spille turneringskamp igen

AW
Alexander Witved
2. oktober 2026 · 21:41
Del
Nicolai Poulsen var med fra start og fik 25 minutter. Han dirigerede og det var tydeligt, at her var en meget glad fodboldspiller, der har savnet at være på grønsværen / Foto: AGF.dk

FREDENSVANG: Der var en glæde og en lettet mine hos Nicolai Poulsen, da han efter fredagens træningskamp mod Vendsyssel, hvor det blev til små 25 minutter, endelig skulle snakke med medierne igen.

Det har han ikkegjort længe, for de sidste mange måneder er primært blevet brugt i fitnesscenteret og mange fans har da også stillet sig selv spørgsmålet, vendte han overhovedet tilbage.

For 33-årige Nicolai Poulsen har ikke trukket den hvide trøje over sit skaldede hoved siden den 3. maj.

Det var i den kamp at James Bogere var manden bag det afgørende mål i 2-1-sejren over Sønderjyske.

Drilske akillessener

Det er midtbanespillerens akillessener der har drillet og holdt ham ude i lange perioder.

Men fredag middag fik han altså godt 25 minutter sammen med holdkammeraterne, da de mødte Betinia Liga-holdet Vendsyssel FF i en træningskamp på Fredensvang.

Det endte som bekendt med en århusiansk sejr på 2-1. Men det vigtigste, den rutinerede terrier på midtbanen fik spilletid:

– Jeg synes overordnet set, at det gik ganske godt. Vi havde aftalt på forhånd, at jeg skulle spille de her 25 minutter, og det var dejligt at være tilbage.

Nicolai Poulsen var efter opgøret mod Vendsyssel meget glad for igen at få spilleminutter. Han forklarede at han havde glædet sig som en lille dreng og at han ikke mærkede nok til akillessenerne længere
Foto: Alexander Witved

– Det har jeg sukket og længtes efter i rigtig lang tid.

– Det har været en frustrerende periode for mig personligt, så det var skønt at kunne spille med i en fodboldkamp igen, indledte han efter træningskampen uden for omklædningsrummene over for FansAGF.dk og de øvrige fremmødte medier.

God følelse

Så en kvart kamp en fredag, hvor solen skinnede og der var mødt pænt med tilskuere op ved bane 1, jamen det betød mere end som så for Nicolai Poulsen;

– Jeg havde en god følelse derinde. Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at det er et stykke tid siden, at jeg har spillet, men jeg er også bevidst om, at den fornemmelse får jeg kun via kampminutter.

– Det er ikke noget, jeg kan træne mig til. Så kampen i dag var rigtig gavnlig i forhold til mit personlige forløb.

Vil give sit til holdet

– Så håber jeg i det hele taget, at min tilstedeværelse til træning, og nu også i kamp, kan være med til at skubbe folk i den rigtige retning. Jeg vil gøre mit til at give noget til holdet, kom det fra Poulsen.

I øvrigt kunne Nicolai Poulsens tilstedeværelse mærkes inde på banen, selv deroppe fra balkonen hvor medierne, inklusive FansAGF.dk’s udsendte stod og fulgte kampen.

I perioder af de 25 minutter han var på banen dirigerede han tydeligt med holdkammeraterne, jo han er skam på vej tilbage.

Men er han så smertefri nu, det var jo et af de interessante spørgsmål, som han kunne svare på efter kampen;

“Jeg har opdaget, at jeg egentlig er ret så glad for det, jeg laver. For det har været hårdt ikke at være inde på banen, men jeg har samtidig så skønne børn, der er sunde og raske, og en dejlig kone, ja et godt liv, kan man vel beskrive det som.“

Nicolai Poulsen efter sit lange skadesforløb, efter fredagens træningskamp

Nu handler det om hele kroppen

– Ja, det er jeg faktisk, smilte han.

– Det er faktisk ikke så meget akillessenen mere, der har været problemet. Men mere det her med at få hele kroppen med. Sådan er det, når man har siddet ude i så lang tid.

– Så selve akillessenen er rigtig positiv. Nu handler det så om at få masser af træninger ind, nogle kampe, så følelsen kommer tilbage. Jeg er et godt sted lige nu, og skal bare bygge på dag for dag.

Men hvornår skal man så regne med at han igen kommer i kamptruppen og måske endda på banen for AGF i eksempelvis Superligaen?

Det er sådan her fansene kender Polle. Som ham der konstant ligger i knæhaserne på modstanderen og bare har styr på den defensive midtbane. Her fra et opgør i sidst sæson, hvor FCN’s Nicklas Røjkjær oplevede hvor irriterende midtbanespilleren kan være
Foto: Sportsphotos.dk

Folk skal kunne mærke ham

– Jeg tager det lidt som det kommer, fordi forløbet har været så langt. Jeg vil give mig fuldt ud til træning, folk skal kunne mærke, at jeg er tilbage på banen, og at det betyder noget for mig at spille fodbold igen.

– Det er det mind-set, jeg har lige nu, forklarede han.

Nicolai Poulsen kan nu se frem mod en ny træningsuge, hvor der skal trænes hårdt og have bygget på sin krop, der langt om længe virker til at at være klar til at spille fodbold igen.

Det efter en meget hård tid uden for fodboldbanen og i fitnessrummet og det samme han stærke ord på, da han først fik åbnet op;

Et wake-up-call

– Det har selvfølgelig været en frustrerende tid, men også en lærerig tid. Det har været lidt af et wake-up-call i forhold til at sætte pris på rigtig mange ting, både generelt i livet, men også forhold til det erhverv, man har.

– Jeg har opdaget, at jeg egentlig er ret så glad for det, jeg laver. For det har været hårdt ikke at være inde på banen, men jeg har samtidig så skønne børn, der er sunde og raske, og en dejlig kone, ja et godt liv, kan man vel beskrive det som.

– Så det har virkelig sat tingene i perspektiv for mig, fortalte han meget analyserende.

På den baggrund kunne han også sætte de knap 25 minutter på banen, meget i relief;

– I det lys er 25 minutter måske ikke så meget, men for mig har det virkelig været en stor dag. Jeg har glædet mig som en lille dreng til at spille mod Vendsyssel, og jeg håber, at jeg snart kan komme til at hjælpe holdet igen, kom det fra Poulsen.

Den voldsomme kamp

Cheftræner Jakob Poulsen var naturligvis også glad for at se Nicolai Poulsen på banen efter kampen;

– Det har været en voldsom kamp, som han har været igennem. For et år siden kørte vi ham igennem en halvsæson, hvor han ikke nødvendigvis havde det supergodt, men han klarede den og hjalp os rigtig meget i det efterår.

Jacob Poulsen var glad for at have Nicolai Poulsen med på banen igen. Især ovenpå hans voldsomme skadesforløb, men hvornår han kommer i betragtning til spilletid igen, det kunne han ikke sige. For der er jo hård konkurrence om pladserne
Foto: Sportsphotos.dk

– Desværre så kom han aldrig i gang i foråret. Så blev det besluttet, at han skulle have lov til at få tid. Så det er dejligt at se nu, at det trods alt er lykkedes at få ham tilbage, og jeg tror egentlig også, at han kunne have spillet mere end den halve time i dag, forklarede cheftræneren.

Tager det stille og roligt

Om han så allerede er i spil til den meget vigtige bundkamp mod Sønderjyske om lidt over en uge, det kunne cheftræneren ikke sige;

– Det tror jeg faktisk ikke engang selv, at jeg ved endnu. Vi må se, hvordan det spiller an de næste par dage. Så har vi god og lang uge i næste uge.

– Men det er klart, at vi tager det stille og roligt med Polle. Der er ikke nogen grund til at stresse ham igennem for at ødelægge ham igen, sluttede Jakob Poulsen.

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag