9’er-duellen: Klassiker eller kaos

FansAGF.dk’s gæsteekspert, kommer her med et bud på de to angribere, som formentlig kommer til at kæmpe om spilletiden i efteråret

AW
Alexander Witved
11. september 2026 · 19:09
Del
Hvad vælger cheftræneren; Janni Serra eller James Bogere, det er spørgsmålet som eksperten her stiller... / Foto: Sportsphotos.dk

FREDENSVANG: Da AGF ikke hentede en ny angriber i transfervinduet, står efteråret på en åben duel mellem Janni Serra og James Bogere.

Ingen af dem kan vide sig sikre på en startplads, da Jakob Poulsen åbenlyst vælger ud fra modstanderen.

Fordelen er taktisk uforudsigelighed, mens ulempen er, at de to kræver helt forskellige relationer på holdet.

Serra er klassikeren. Et fysisk stærkt fikspunkt og en boksspiller, der er afgørende mod et lavtstående forsvar.

Janni Serra er den klassiske targetman, der kan afslutte på den indlægsstyrke, der er kommet i holdet i denne sæson – Foto: Sportsphotos.dk

Bogere er kaos. Den mobile og energiske dybdeløber, der udnytter pladsen mod højtpressende hold.

Uden bold arbejder de også forskelligt. Serra er fokuseret på at lukke pasningsmuligheder ned, mens Bogere jager boldholderen direkte.

Serras afventende stil kan se tung ud, men den er lige så taktisk værdifuld som Bogeres eksplosive pres.

Bogeres tilstedeværelse med og uden bold er den mest spektakulære, og kombineret med flotte scoringer og stor personlighed har han taget Aarhus med storm.

I praksis har han dog kun scoret ét Superligamål i syv kampe. Janni Serra er nu på tre mål i fire kampe, men tyskeren kan ikke prale af samme love storm.

Serra bedre end Paddy?

Måske har tyskeren faktisk fået lidt mere modvind, end han har fortjent.

For selvom der er mange parametre, hvor han datamæssigt ikke topper i Superligaen, så har han også ageret som reservespiller med alt, hvad det indebærer.

I sidste sæson stod han bag Patrick Mortensen, men scorede alligevel tre gange. I praksis brugte han 177 minutter per mål.

James Bogere er den energiske angriber, der kan stresse modstanderen og udnytte de bagrum og huller, der kan opstå hos modstandere, der gerne vil lægge spillet højt.
Foto: Sportsphotos.dk

Til sammenligning skulle Paddy bruge 255 minutter per mål. Det betyder, at hvis Serra havde holdt samme statistik med samme minutter på banen som sin angrebskollega, var det blevet til 13 mål.

Det havde rakt til en tredjeplads på topscorerlisten.

Når Serra allerede nu har matchet sidste sæsons målhøst, kan det naturligvis være et udtryk for en tilfældighed. Der var bare ikke så meget tilfældigt over de to scoringer mod Silkeborg.

De kom, fordi han er en angriber, der lever af de indlæg, som der er kommet mere potentiale i, ikke mindst takket være Frederik Emmery.

Fortsætter det, kan det meget vel vise sig, at det er Serra, der ender med at trække det længste strå og blive det førstevalg, som de færreste havde set komme…

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag