TILGANG: Han kom på tavlen i den sidste hjemmekamp i sidste sæson, da han scorede til 4-1 i AGFs 6-2-maltraktering af Viborg, men dengang var det kun på lejemål fra svenske Malmö FF.
Fredag meddeler AGF ud via deres hjemmeside, at Sebastian Jørgensen der også har en fortid i Silkeborg, nu er købt fri og har skrevet under på en kontrakt der binder ham til århusianerne frem til 2030.
AGF havde en købsoption med i aftalen og efter at fodbolddirektøren har forhandlet om prisen, er det nu lykkedes at hente offensivspilleren til Århus.
Gennembrud i Silkeborg
Før sin tid i svensk fodbold fik Sebastian Jørgensen sit gennembrud i 3F Superligaen i Silkeborg IF, hvor han spillede 129 kampe med 32 mål og 24 oplæg til følge inden han i sommeren 2023 skiftede til Malmö FF.
I sommeren 2025 kom han så til AGF og er indtil videre noteret for 27 3F Superliga-kampe.
Cheftræner i AGF, Jacob Poulsen glæder sig da også over, at Sebastian Jørgensen der primært har dækket 10’eren hos århusianeren, nu er hentet permanent.
Stærke offensive kvaliteter
– Sebastian er en dygtig spiller med stærke offensive kvaliteter, som han så sent som i vores sidste kamp viste med en flot kamp og et mål.
– Selvom han nok gerne havde spillet flere minutter i den forgangne sæson, så viste han sine kvaliteter flere gange og han har været en fornøjelse at have i AGF og i truppen.
– Han har et stærkt blik for de afgørende aktioner og er med sin teknik og forståelse i stand til at gøre en positiv forskel på et fodboldhold, og vi glæder os over, at han fortsætter hos os og jeg ser nu frem til at arbejde videre med ham i de kommende sæsoner, udtaler cheftræneren i AGF, Jakob Poulsen.
Sebastian Jørgensen og resten af AGFs trup møder ind igen efter sommerferien i den kommende uge.




