TRANSFERS: Man kunne godt tro at der blev gang i transfervinduet, når man ser på AGFs præstationer i A-Ligaen i dette forår, hvor holdet primært har lidt nederlag og så spillet to uafgjorte.
Men forventer man at der bliver åbnet for den store tegnebog, så kan man som fan af A-Liga-mandskabet, godt blive ret skuffet.
Efter torsdagens morgentræning, fangede FansAGF.dk cheftræner Søren Kiilerich til en snak om dette og her pakkede han ikke noget ind:
Den kedelige udmelding
– Vi er stolte af den trup vi har vil jeg starte med at sige, så man skal ikke regne med at vi laver de helt store handler, det er en kedelig udmelding det ved jeg godt, men ærlighed kommer man længst med.
– Men vi har altid øje på det danske marked for talenter og vi er glade for de spillere vi har, og ser også lyst på de unge spillere der render rundt i vores akademi.
– Men vi er også en klub der henter spillere vi kan udvikle og dernæst sælge videre, det er vores overordnede strategi, så hvis du forventer at vi henter et kendt navn, så må jeg skuffe dig.

Foto: AGF.dk
– Nu henter I jo ASA Århus’ snart forhenværende cheftræner, Anders Fedder Kristensen ind som som ny First Team Coach & Head og Coaching i klubben, kunne man så ikke mistænke Jer for at kigge i retning af lillesøsteren, når I eventuelt skal forstærke Jer, de er jo lige rykket op?
Begrænset antal kontrakter
– Den tanke kan jeg ikke tage fra dig, hvis du går rundt med den, men så simpelt er det bare ikke. For vi har altså et begrænset antal kontrakter og det er altså ikke alle fodboldspillere der bare passer ind hos os. Så nej, fordi Anders kommer til klubben, betyder det ikke at der sker mere på den front, forklarer cheftræneren.
Indtil videre har man forud for næste sæson sagt farvel til forsvarsspillerne Elvira Nejmann og Laura Kjærsgård.



