Anders Fedder Kristensen ser frem til en ny rolle i AGF

I sidste sæson førte han lillesøsteren ASA fra Ingerslev-området i A-Ligaen. Men en usikker fremtid i ASA, en meget tidskrævende dobbeltrolle arbejdsmæssigt og et attraktivt projekt i AGF gjorde, at vejen var banet for næste skridt i hans karriere. Nu skal han både være Head of Coaching og First Team Coach.

AW
Alexander Witved
21. juni 2026 · 10:15
Del
Anders Fedder Kristensen får et større ansvarsområde i AGF efter sommerferien / Foto: AGF.dk

VEJLBY: Det er egentlig uden for sæsonen for spillerne og trænerstaben i A-Ligaen, alligevel har FansAGF.dk været heldig og fået en interview-aftale med en af de personligheder der efter sommeren hos AGF.

Det er godt nok ikke en spiller, men en assisterende træner. Det er en onsdag og det er ud på eftermiddagen, men stadigvæk pænt varmt.

Undertegnede har derfor aftalt at mødes med ham på en af bænkene ved hallerne, men det bliver også til en gåtur op omkring kunststofbanerne.

Imødekommende

For der er meget at snakke om og den meget smilende og imødekommende Anders Fedder Kristensen fortæller gerne.

Normalt ville sådan en historie ikke have det store over sig, men et skifte fra ASA Aarhus til AGF, er alligevel noget særligt, noget anderledes.

FAKTA OM ANDERS FEDDER KRISTENSEN

ALDER: 33

PRIVAT: Far til Alba på 5 og Lauge på 2 år, danner par med Liva

SOM CHEFTRÆNER førte han i sidste sæson ASA Aarhus op i A-Ligaen efter at have været der i tre sæsoner

UDDANNELSE: Uddannet cand. scient. i biologi fra Aarhus Universitet

ARBEJDE: Har arbejdet med undervisning og formidling – først som gymnasielærer og sidenhen i Aarhus Kommune med fokus på børn og unge

FUNNY FACTS::

Freestyle rapper med egen virksomhed “Fætter Anders”

Læs mere

I den netop afsluttede sæson, førte han nemlig lillesøsteren fra arbejdsklubben i A-Ligaen.

Derfor kan det udefra også virke mærkeligt, at han vælger at skifte cheftrænerrollen ud med assist-rollen, hvilket han da også er enig i.

Han kommer til at savne klubben starter han med at fortælle, for der var et spændende projekt i gang, men der var flere ting i det, som han fortæller nærmere om her:

Særlig kultur

– Det er da meget svært for mig at slippe ASA. Over de sidste 3 sæsoner fik vi i fællesskab skabt en helt særlig kultur, hvor sportslig succes og socialt sammenhold gik hånd i hånd.

– Jeg havde da også set meget frem til forhåbentlig at skulle spille A-Liga med ASA, men det var faktisk meget usikkert, da vi risikerede tvangsnedrykning pga. utilstrækkelige faciliteter.

“Omkring A-Liga-holdet vil jeg komme ind med ny energi og tro på tingene. På det fodboldfaglige plan er jeg også sikker på, at jeg kommer til at bringe en masse spændende til bordet”

Anders Fedder Kristensen om hvad han skal bringe med sig til A-Liga-holdet i AGF

– Desuden var det helt andre forhold i ASA, særligt økonomisk. Som cheftræner var jeg aflønnet til mindre end en halvtidsstilling…

– Derfor havde havde jeg også et fuldtidsjob ved siden af jobbet i ASA, en meget krævende trænerfunktion, der tog de fleste aftener.

Interessen startede i 2025

– Jeg ønsker ASA alt det bedste fremover og håber, at de finder deres egen måde at udvikle sig på, samtidig med at de holder fast i klubbens DNA, indleder han dette interview.

– Hvornår hørte du så om interessen?

– Allerede op til sommeren 2025 tog AGF kontakt mhp. en anden rolle i klubben. I efteråret 2025, da Steen Petterson stoppede, blev jeg kontaktet omkring rollen som Head of Coaching.

– På det tidspunkt syntes jeg ikke, at timingen var lige så god. Jeg var et super spændende sted med ASA og ønskede samtidig at fortsætte som træner selv.

Vigtigt med First Team Coach

Hvilke overvejelser havde du så denne her gang?

– Da AGF igen tog fat i mig her i foråret, var timingen bedre. Samtidig var det afgørende for mig, at jeg også fik lov til at være omkring A-Liga-holdet som First Team Coach.

Anders Fedder Kristensen sluttede af med at føre ASA Aarhus i A-Ligaen, i den kommende sæson er de hans modstander
Foto lånt af Anders Fedder Kristensen

Nu har deres forår har været svagt, har du gjort dig nogle tanker om dette?

– Resultatmæssigt har de haft det utrolig svært, men der har også været flere fornuftige præstationer undervejs i foråret.

Svært med motivation

– Når man som hold først er blevet hægtet af medaljeræset og heller ikke har en nedrykning at frygte, kan det være svært at finde samme motivation og vilje i kampene.

– Jeg er sikker på, at det vender, når den nye sæson skydes i gang.

– Der er så utrolig meget talent i AGF – både på A-Liga-holdet og akademiet – og jeg glæder mig til at følge klubbens, holdets og individernes videre udvikling, fortæller han videre.

Vi har rejst os og bevæger os mod kunststoffet, hvor nogle hold er i gang med træne på begge baner.

Det er på banen længst ude mod Vejlby Centervej at han, når tiden i AGF starter, fire gange om ugen skal stå ved cheftræner Søren Kiilerich side.

Voksende ansvarsområde

– Hvad bliver forskellen for dig i din nye rolle kontra ASA, er det ikke svært at skulle “degradere” sig selv? – udefra kan det jo ligne at AGF frygter ASA og derfor henter dig, hvad tænker du om dette?

– Jeg mener ikke, at jeg degraderer mig selv. Med undtagelse af et enkelt år har jeg altid været cheftræner, så min rolle skifter naturligvis, men mit ansvarsområde vokser.

– En kombineret stilling som First Team Coach og Head of Coaching betyder, at jeg både får en kæmpe rolle ift. A-Liga-mandskabet og akademiet, hvor jeg skal arbejde med organisatorisk ledelse.

– Det bliver en spændende udfordring, som jeg glæder mig til at kaste mig ud i. AGF henter mig ikke for at svække ASA. Tværtimod ønsker AGF et endnu stærkere samarbejde med ASA, og det gør jeg også.

Hvad skal du tilføre/påvirke dette projekt?

Tro på tingene

– Omkring A-Liga-holdet vil jeg komme ind med ny energi og tro på tingene. På det fodboldfaglige plan er jeg også sikker på, at jeg kommer til at bringe en masse spændende til bordet.

– På akademiniveau skal jeg bidrage til en klar retning med struktur og udvikling af både spillere og trænere. Transition og scouting skal have stort fokus, og så skal der lægges en masse energi i at opretholde samt optimere på træningsmiljøerne.

Hvad er din relation til Søren?

Man oplever altid den nye assistenttræner med et smil på læben og som værende meget imødekommende –
Foto lånt af Anders Fedder Kristensen

– Jeg kender faktisk ikke Søren så godt endnu. Han var i ASA i en enkelt sæson lige inden mig – og inden da kender jeg ham blot af navn fra hans tid i AGF Ungdom.

– Men jeg har hørt rigtig meget godt om ham. og på den korte tid, jeg har kendt Søren, har jeg også selv fået et super indtryk af ham – både som fodboldtræner og menneske. Jeg er overbevist om, at vi får et rigtig stærkt samarbejde i AGF Kvindefodbold.

Rolig og reflekterende

Hvordan er du som træner, menneske og hvad stil fører du?

– Jeg vil beskrive mig selv som rolig, reflekteret og med godt humør. Jeg har et stort drive, og det falder mig naturligt at følge projekter helt til dørs, da jeg er meget målrettet.

– Jeg kan godt lide at have styr på tingene og gøre mig umage med selv de små detaljer hver eneste dag, men jeg er samtidig bevidst om ikke at gøre det mere kompliceret end nødvendigt.

– Kontinuitet betyder meget for mig. Jeg tror på, at den sundeste udvikling og de bedste resultater opnås som følge af tillid og stærke relationer.

Tydelig hvid tråd

Hvor langt tror du projektet ude i AGF kan nå?

– Bæredygtig talentudvikling har høj prioritet i AGF, og med en tydelig hvid tråd fra akademi til senior kan det blive rigtig spændende.

“På akademiniveau skal jeg bidrage til en klar retning med struktur og udvikling af både spillere og trænere. Transition og scouting skal have stort fokus, og så skal der lægges en masse energi i at opretholde samt optimere på træningsmiljøerne”

Anders Fedder Kristensen om hans opgave på akademiet og hvor der kræves stor fokus

Når man kender ASA så godt som Anders Fedder Kristensen, er der så spillere, han kunne fristes til at lokke med til AGF?

– I princippet har ASA mange dygtige og interessante spillere, men hvis vi ønsker et stærkt samarbejde imellem de to klubber, er det nok klogest at kigge andre veje denne sommer.

Er jordnær

Nu er han jo relativt ung i fodboldverdenen, har næsten kun været cheftræner hidtil, så hvad er ambitionerne fremover når det kommer til dette..

– Jeg er meget ambitiøs, målrettet og altid nysgerrig på at dygtiggøre mig. Samtidig er jeg også jordnær og giver mig 100 % til det, jeg er i.

– Jeg tror, det er vigtigt ikke altid at tænke fremad, men forsøge at få det bedste ud af nuet.

– Det sidste spørgsmål er selvfølgelig hvordan bliver det at stå over for ASA, som assistent for modstanderen?

– Det bliver specielt. Jeg har et godt forhold til klub, stab og spillere, så jeg er sikker på, at tonen bliver god, men når der først er fløjtet op, vil jeg selvfølgelig vinde – ligesom alle andre kampe.

Det gode makkerpar

Tiden er gået, ja vi har faktisk været i Vejlby i noget tid og hovedpersonen giver pænt hånden, siger tak for snakken og ser frem til masser af møder i Vejlby og på hjemmebanen.

Ham og Søren skal nok blive et rigtig godt makkerpar, det er fornemmelsen undertegnede går derfra med…

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag