Cecilie Johansen: – Vi skal ikke til Hjørring og opfinde den dybe tallerken

Kantspilleren har som resten af AGF K-offensiven haft svært ved at få gang i målene i foråret

AW
Alexander Witved
8. maj 2026 · 21:22
Del
Kantspilleren tog en snak med AGF-FANS efter torsdagens træning / Foto: Alexander Witved

VEJLBY, KUNSTSTOFFET: Hun er en af AGF K-mandskabets største profiler og en af dem der skal gå forrest, når holdet skal score mål. Det har knebet gevaldigt i foråret, hvor hun i perioder har haft svært ved at finde sin plads og i hjemmekampen tirsdag ikke havde succes med ret meget.

Men 25-årige Cecilie Johansen tror på sig selv, hun har indtil videre trukket den hvide trøje over hovedet 112 gange og har i alt scoret 22 mål og været i assistmagerens rolle 12 gange, hun kender sine styrker og mod Kolding K tirsdag oplevede man også en fodboldspiller der skulle af med noget, hvilket AGF-FANS tog en snak med hende om efter torsdagens morgentræning.

– Da du blev udskiftet i tirsdags, kom der et “FUCK!” ud af din mund, men det har undertegnet jo savnet i kampene, hvorfor er det kun dig der udbryder det?

Har ikke nogen “Tøfting-typer”

– Ja, jamen det er nok rigtig nok, men det handler jo nok om at man er forskellige som personligheder på et hold og det er nok rigtig nok at vi har ikke så mange “Tøfting-typer” hos os. Men det er jo også noget man skal tage stilling til som hold, fordi nogle gange kan der være behov for det og så skal man jo tage stilling til om man vil prøve at udfylde rollen.

– Men, der er også andre måder at gøre det på, for det er ikke altid den vej vi behøver at gå.

Under torsdagens træning var hun sammen med de spillere der spillede kamp tirsdag med i lidt skabelonstræning, hvorefter hun luntede et par runder rundt om banen, inden hun satte sig ned med holdkammeraterne og slappede af.

Prøv lige at sætte nogle ord på den forbandede tirsdagskamp mod Kolding K, offensivt virkede det ikke som om I var til stede?

For defensivt til værks

– Det er faktisk lidt svært for mig at sætte ord på, syntes jeg. Der sker nogen ting der kendetegner et hold der ikke har vundet en kamp i et stykke tid. For efter vi kommer i front inden pausen, jamen så syntes jeg at vi går for defensivt til værks fra starten af anden halvleg.

– Vi snakker ellers i pausen om vi skal spille mindre risikofyldt, og det tror jeg her på bagkant af kampen, var den forkerte tilgang, fordi Kolding K netop er et hold der mestrer det duel-prægede spil. Det u-rytmiske spil, det er de bedre til end os, det er det de træner på.

Kontrol havde været bedre

– Tror på en eller anden måde at vi skulle have forsøgt at fortsætte med at holden på jorden, forsøgt at kontrollere den, så kan det godt vi ville få sværere ved at skabe chancer langs jorden, fordi de står kompakte og det er sværere at komme igennem.

Cecilie Johansen scorede på straffespark i tirsdagens kamp mod Kolding i Vejlby
Foto: Allan Høgholm

– Men altså det har været vores spil i denne sæson, hvis det giver mening.

– Så har I på lørdag en udekamp mod Hjørring, et hold der forårsmæssigt er ligeså svagt kørende som jer, hvordan ser du den?

– Jeg tror på at der er virkelig meget at hente for os. Det er jeg slet ikke i tvivl om, men vi skal leverer markant bedre end vi gjorde i tirsdags, det er der heller ikke nogen tvivl om. Men det skal vi bare generelt, hvis vi skal noget med fra A-Ligaen.

– Men vores hjemmekamp hernede viste os, at vi helt sikkert kan udfordre dem, så det skal vi tro på. Derudover er det faktisk ganske rart, at der så hurtigt efter nederlaget tirsdag, er en kamp igen. Så vi har noget nyt at fokuserer på.

– Du er kantspiller, hvorfor fungerer det ikke for jer? I tirsdags er du eksempelvis efter din anfører Vendelbo og du er også godt oppe i nakken på en Kolding K-spiller, da du vil have bolden fra hende. Er det en succesoplevelse i savner eller hvad tænker du?

– Der er helt sikkert noget i fodbold med, at når det først kører jamen så falder tingene også lige til ens fordel. Det siger jo alt i kampen, at to minutter før straffesparket i starten af anden halvleg, er Guldbæk tæt på at score, det handler så meget om marginaler.

– Vi bliver simpelthen nødt til at tro på, at det vi arbejder med på træningsbanen er det rigtige og så er det vigtigt at bliver ved med at forsøge at gøre tingene skarpere. For der er jo tydeligvis noget vi ikke får gjort godt nok.

Mere forberedelse

– Så der er noget i at være lidt mere kyniske og være endnu mere forberedte når vi modtager bolden. Vi ligner nogle gange i kampene, spillere der ikke ved hvad vi skal med den. Det er noget på egen kappe, så det handler om hvad vi spillere har i sinde at gøre med bolden når vi får den.

– Modtagelsen, behandlingen og hvad retning skal den afleveres i. Der er naturligvis også et selvtillids-spørgsmål, men det er altså noget man godt kan arbejde med, for desto mere bevidst er om hvad jeg gerne vil når jeg modtager bolden, jamen desto mindre betyder selvtillid.

– Vi kan godt forberede os ud af det.

Stærk indlægsfod

– Men er modstanderen for godt forberedt på dig, altså de ved hvad du kommer med og hvordan de skal håndterer det?

– Jamen det er lige meget, for jeg ved godt hvad jeg så skal gøre. Jeg ser mig selv som en fodboldspiller der godt kan udfordre på forskellige områder. Jeg ved eksempelvis at min indlægsfod er en styrke, så ikke kom nok frem i tirsdags.

– Men altså jeg kan både spille i mellemrummet og være den brede kant, så altså jeg har variationen i mit spil. Derudover bliver jeg bare ved med at gøre mit bedste, at bidrage og blive ved med at udfordre, selvom tingene ikke lykkedes med det samme. Det er min styrke og altså fortsætte med at have modet til det.

– Det er det holdet har brug for og det er det jeg har brug for.

– Så Hjørring-kampen bliver vendepunktet?

– Det er det vi skal tro på og det er der også god grund til at formode at det bliver. De har altså heller ikke haft en god forårssæson, så det skal vi bestemt tro på at der er muligheder for.

Hvad formoder du de kommer med?

– Vi er ikke dårlige…

– Jamen de er naturligvis velforberedte på os og har de set Brøndby K-kampen så ved at de vi altså ikke er dårlige. De ved formentlig også hvad det er for områder vi gerne vil ramme, hvilken side vi er mest dominerende i og så videre.

– Men det samme gælder altså modsats, vi kender dem også rigtig godt og ved hvad de kommer med. Men det gælder alle kampe, at kendskabsgraden er så stor, så alle kender hinanden. Det handler i bund og grund om at være klar på dagen og gøre sine ting ordentlig og med kvalitet og derfor skal vi også se indad.

– For vi skal ikke op på banen i Hjørring og opfinde en dyb tallerken, det skal vi altså også lige huske på.

AGF-FANS GÆTTER PÅ FØLGENDE START-11’ER LØRDAG I HJØRRING (4-1-4-1):

Maya Dybro, Elvira Nejmann, Sofie Vendelbo, Julie Mathiasen, Sofie Jørgensen, Ea Rasmussen, Clara Littrup, Johanne Guldbæk, Signe Baattrup, Cecilie Johansen og Signe Holt Andersen

Kampen vises på TV2 Play og har kampstart kl 14

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag