RISSKOV: Det er en særlig dag, denne onsdag i maj, hvor undertegnede har taget bilen og er kørt mod det østlige Århus, for FansAGF.dk har fået lov til at komme ud og interviewe en sand legende. En stor personlighed der for 40 år siden blev bedt om at overtage et fodboldhold, der kun manglede at vinde et mesterskab.
Han havde dengang i 1986 kun på meget kort tid til at gøre holdet klar til sæsonen og han gjorde det samtidig med, at han havde et fuldtidsjob ved siden af som regnskabschef, et job han også kun havde haft i relativ kort tid.
I dagens Danmark lyder det jo helt utroligt og det sker nok heller aldrig igen, hvilket undertegnede da også sidder og tænker på, mens bilen kører igennem vejen i Risskov og til sidst ender ud foran vores hovedperson, Jens Harmsens indkørsel.
Auraen
Huset ligger i et roligt kvarter og det er med stor ydmyghed og respekt, at man bevæger sig op mod døren. Der er stadigvæk den dag i dag en aura over ham, tænke sig hvad han i en alder af 34 år præsterede dengang i 1986. I en tid hvor medier kun var en tv-station, hvor opmærksomheden var på et helt andet niveau end i dag og hvor træningen som regel var henlagt til aftentimerne.
Men efter at have banket på, går der ikke mange sekunder før at døren åbnes. Han ligner jo sig selv, både fra de gamle tv-klip og fra billedet på Brøndby Stadion hvor han stod sammen med Lars Lundkvist, holdets anfører. Han er måske blevet lidt tyndere, ikke specielt gråhåret, men rolig og meget venlig og imødekommende, da han byder velkommen ind.
Efter at have taget jakken af, sætter vi os ud i udestuen, der har den smukkeste udsigt. Her nyder Harmsen sit otium og her skal han den næste times tid, kigge 40 år tilbage.
– Hvordan er det for dig at være i vælten i medieverdenen, efter så mange år? Er det noget du bryder dig om, eller hvad tænker du om det?
Foto: Alexander Witved
Stor og vigtig
– Jeg vil ikke sige at det er noget jeg godt kan lide, men jeg syntes jo også historien om AGF i år er så stor og vigtig, så hvis jeg kan bidrage med noget til klubbens historie, så vil jeg gerne det. Jeg er jo formand for legendeudvalget og der har vi jo 96 legender i AGF, som er udnævnt af klubbens bestyrelse, så hvis det kan være med til at fortælle den gode historie om AGF, jamen så vil jeg gerne det, indleder Harmsen.
– På et lavt niveau, naturligvis.
– Lad os gå tilbage i tiden, eller rettere 40 år tilbage. I 1986 bliver du jo bragt ind som cheftræner for AGF, fortæl historien om det og fortæl forløbet op til;
– Jamen for gå helt tilbage til starten, så stopper jeg min karriere i 1981, i en alder af 29 år. Så blev jeg træner for AGFs daværende andethold, der lå i Danmarksserien og assistenttræner for Poul Erik Bech der var førsteholdstræner for det daværende 1. divisionshold, det der i dag er Superligaen.
– Det var jeg så i fire år, hvor jeg altså havde ansvaret for andetholdet og vi vandt det danske mesterskab for Danmarksserie-hold i både 1983 og 1985. Jeg underviste på handelsskolen på det tidspunkt, jeg underviste i regnskabsvæsen og driftsøkonomi og den kombination med at undervise og træne om eftermiddagen, som man gjorde dengang, kunne jeg rigtig godt lide. Det gjaldt i øvrigt også førsteholdet.
Opfordringen
– Men jeg fik en opfordring fra en af mine venner, der var økonomidirektør i firmaet Damstahl der hørte til i Skanderborg, om ikke jeg ville ud og være regnskabschef i deres selskab og det endte jeg med at sige ja til. Det betød så også at jeg måtte indstille min trænergerning.
– Men så sker der det, at jeg jo bliver ansat derude i oktober 1985. Jeg havde godt nok fået tilbudt forskellige trænerjobs i Jylland, men havde pænt sagt nej tak, for det havde ingen interesse. Jeg var så egentlig trådt ud af AGFs træner-system i 1985, men blev så alligevel kontaktet af dem omkring 1. marts 1986, om ikke jeg ville være deres nye cheftræner.
– Var det spillerne eller klubben der henvendte sig, for de historier der sidenhen har været, har gået på at det var spillerne der henvendte sig…?
“Jeg kunne jo så selv træne holdet ud på eftermiddagen ved en 16-17.00-tiden, efter jeg havde fået fri, for jeg skulle trods alt køre fra Skanderborg”
Jens Harmsen om hvornår han trænede holdet
– Det er også rigtig på en måde, for det var nu i første omgang bestyrelsesformanden der med opfordring fra spillertruppen spurgte om jeg ville overtage cheftrænerrollen, fordi de måtte skille sig af med Jürgen Wähling. Jeg har aldrig fået at vide hvorfor, men jeg har heller ingen interesse i at vide det, forklarer han om det der skete dengang.
– Men i første omgang sagde jeg, at det troede jeg ikke var muligt, da jeg kun havde været ansat et halvt år hos Damstahl. Men jeg fortalte så min chef, at jeg havde fået tilbudt rollen som cheftræner og om det måske kunne lade sig gøre. Hvis ikke, så var det fint, så blev jeg naturligvis hos Damstahl.
Havde et fuldtidsjob…
– Men hans holdning var, at så længe jeg kunne passe mit job som jeg hidtil havde passet det, så var det ingen problem, at jeg blev cheftræner i AGF. For man skal jo huske på, at jeg altså havde et fuldtidsjob. Det var sådan det var dengang. Det var sådan set en problemstilling jeg gik og overvejede, for jeg kunne jo ikke træne om formiddagen og i den periode i 1986 var man jo lige begyndt med kontraktfodbold og der var altså en fem-seks spillere. Men de skulle altså trænes om formiddagen.
– Jeg kunne jo så selv træne holdet ud på eftermiddagen ved en 16-17.00-tiden, efter jeg havde fået fri, for jeg skulle trods alt køre fra Skanderborg. Det spurgte jeg chefen om lov til og det gav han mig, så længe jeg passede mit civile arbejde. Om det var om natten, de sene eftermiddagstimer eller tidligt om morgenen, det havde han tillid til at det kunne jeg selv styre, forklarer Harmsen videre.
“Jeg vidste hvad jeg skulle gøre med dem taktisk og det betød at vi ikke skulle starte fuldstændig forfra, som man skulle, hvis der var kommet en ind udefra”
Jens Harmsen om de taktiske overvejelser
– Jeg gik og overvejede det, men da det var spillerne der gerne ville have mig og ikke omvendt, så tænkte jeg, at så kunne det godt gå, for et års tid, for så havde de mulighed for at finde den rette afløser. Jeg endte med at sige ja, men jeg havde nogle krav; For jeg skulle have en assistenttræner der kunne træne om formiddagen og her faldt valget på Vince McNiece, en træner jeg kendte fra Frederikshavn der var en 2. divisionsklub dengang.
Skulle ikke starte forfra
– Som målmandstræner havde vi legendariske Henry From. Ham havde jeg selv tidligere hjulpet med at få et trænerjob, så ham kendte jeg rigtig, rigtig godt. Men så var kabalen begyndt at gå op i en højere enhed og turneringen begyndte ugen efter. Heldigvis kendte jeg jo spillerne fra min tid som træner for andetholdet, fordi første- og andetholdet trænede sammen i de fire år, så det gjorde jo tingene meget lettere.
– Jeg vidste hvad jeg skulle gøre med dem taktisk og det betød at vi ikke skulle starte fuldstændig forfra, som man skulle, hvis der var kommet en ind udefra.
– Så, altså hvis vi kunne få tingene til at hænge sammen, så ville jeg gerne hjælpe AGF, for det var jo min klub. Jeg havde været medlem i 26 år og var altså kun 34 år. Jeg havde været forsvarsspiller i klubben og spillet på diverse ungdomslandshold (juniorlandshold, og yndlingslandshold og Ligalandsholdet).
– At jeg dengang havde slidt meget på mig selv som forsvarsspiller, har også indvirkning på mig i dag, hvor jeg jo ikke er helt ung, konstaterer han roligt, siddende i en stol.
– Men altså 10 dage før, havde jeg det første møde med spillerne…
– Et spillermøde dengang, må have været noget anderledes end i dag. Hvad var din tilgang til spillet og hvordan gik man op i tingene?
Valgte ikke som de andre
– Man gik skam meget op i det. Dengang var det foretrukne system 3-5-2 i mange klubber, det valgte vi som udgangspunkt bare ikke. For John Stampe, der jo var et koryfæ i klubben, var absolut bedst som sweeper og ikke som en midterforsvar. Han duede ikke som midterforsvar grundet højden og hurtigheden. Han var hurtig, men ikke sammenlignet med de andre hurtige angribere i rækken.
– Så ved det allerførste møde med spillerne, sagde jeg pænt goddag og fortalte at jeg havde sagt ja til at være cheftræner, på opfordring fra dem og håbede det kom til at køre. Dernæst fortalte jeg at jeg ville have en anførergruppe på tre, nemlig aksen fra målet og op til angrebet. Det betød Troels Rasmussen i målet, Stampe i forsvaret og Lars Lundkvist i angrebet.
– Jeg havde dog den ændring, hvilket jeg havde snakket med Stampe om på tomandshånd, og det var at Lundkvist skulle være anfører. Grunden til den beslutning var, at John skulle bruge sine kræfter på sit eget spil og ikke på at diskutere med dommeren og ikke dirigere alt for meget på hele banen. Han skulle koncentrere sig om forsvaret, men ikke længere fremme. Længere fremme var det Lars Lundkvist’ opgave.
– Men John skulle kun fokusere på sit eget spil! Han var en fantastisk fodboldspiller, det må der ikke herske tvivl om, og jeg tror faktisk at han blev glad for beslutningen, for han havde alt for mange opgaver om ørerne.
Måske en fejl
– Når man kender personen John Stampe, var han så tilfreds med den beslutning?
– Jamen, i starten var han også i tvivl om det ville gå, men der forklarede jeg ham bare, at det ikke var hans ansvar. Det var mit og hvis denne beslutning skulle vise sig at være forkert, var det mit problem og mig der havde valgt forkert.
“Men jeg tog en snak med ham og forklarede at fik man en advarsel for en grov tackling var det fair nok, for man kan risikere at komme for sent i en tackling, men skulle man få en advarsel for at brokke sig, det ville jeg ikke have. Det var simpelthen for dumt. For det giver os et problem i måden vi spiller på, hvis vi skulle undvære ham grundet karantæne. Så jeg fortalte ham, at han skulle holde sin kæft!“
Jens Harmsen om hans snak med koryfæet John Stampe
– Når man hører historierne fra dengang og om hvordan John Stampe styrede tingene, så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad gjorde du som cheftræner, for at holde ham i kort snor?
– Dengang spillede vi jo en atypisk turnering, sammenlignet med i dag, for der var 26 kampe, men vi spillede kun syv-otte kampe i foråret grundet slutrunden i Mexico. Resten af kampene, 17-18 stykker, spillede vi i efteråret. Men lige da efteråret begyndte, var vi begyndt at få nogle dumme advarsler, især John. Ikke at det var nogle grove frispark, for det kan jo ske, at man kommer for sent, men det var fordi han brokkede sig. Specielt over for dommerne.
Advarslerne
– Men jeg tog en snak med ham og forklarede at fik man en advarsel for en grov tackling var det fair nok, for man kan risikere at komme for sent i en tackling, men skulle man få en advarsel for at brokke sig, det ville jeg ikke have. Det var simpelthen for dumt. For det giver os et problem i måden vi spiller på, hvis vi skulle undvære ham grundet karantæne. Så jeg fortalte ham, at han skulle holde sin kæft!
– Det gik faktisk også meget godt, eftersom vi kom tættere og tættere på at det kunne ligne et dansk mesterskab. Men så sker der det, hen af efteråret, at vi var jo ubesejret i 24 ud af de 26 kampe og det var vel og mærke 24 kampe i træk. Det var jo lige noget der passede mig. Men så skete der det i en kamp i efteråret hvor Stampe fik en advarsel for at brokke sig, at den udløste en karantæne, og så alligevel ikke, for det var en karantæne jeg gav ham.
– Jeg havde fortalt alle spillerne, at jeg ikke ville have de fik advarsel for at brokke sig og generelt bare at bruge mund. Hvis man fik en advarsel for dette alligevel, spillede man ikke med i den næste kamp. Uanset om den var officiel eller intern. Det magede sig så således, at den efterfølgende kamp fra den hvor John havde fået den advarsel, var en pokalkamp mod Skovbakken i Vejlby. Der måtte jeg bruge noget tid på at forklare ham, at han skulle ikke spille torsdag aften, for det var jo om søndagen han fik den.
Respekten
– Han havde jo ikke fået karantæne af DBU, men det havde han altså fået af mig. Så spurgte han mig; “Hvad gør du hvis I taber uden mig på holdet?” Så sagde jeg: “Så taber vi, men jeg har vundet respekten!”. Det var det vigtigste for mig. Han var naturligvis ked af det, men kunne sagtens forstå min handling. Især når jeg havde forklaret det over for alle spillerne. På den måde havde han ingen særstatus.
“For mig var det vigtigste at vi vandt på hjemmebane og fik uafgjort på udebane. Det ville føre til meget”
Jens Harmsen om de resultatmæssige overvejelser i 1986
– Der er jo fodboldspiller, som eksempelvis Henrik Dalsgaard, der kan kaste langt og de egenskaber må man ikke tage fra dem, det er jo en gave at have, men at brokke sig til dommerne, det er for dumt og jeg kan huske at han fortalte mig at han havde fået en advarsel for at fortælle en dommer; “At på Århus Stadion bestemte John Stampe…” Han havde helt sikkert grint af det i dag (han døde i 2013, æret være hans minde).
– Hvad var dine kompetencer som træner?
– Mine kompetencer var at da jeg blev assistenttræner i 1982, så tog jeg DBU’s trænerkurser. Dengang hed det 0, 1, 2 og 3. Så var der også det der hed elitetræner. Det tog jeg dog ikke, for jeg havde taget de fire træneruddannelser i 1982, 1983 og 1985. Det var så det. Da jeg så blev spurgt om jeg ville være cheftræner, så havde de undersøgt om jeg kunne få dispensation, det fik de så under den forudsætning at jeg skulle på elitetrænekurset i sommerferien 1986. Det gjorde jeg så.
Handlede om resultater
– Hvad var din tilgang som træner? Jeg kan ikke forestille mig at du gik op i boldbesiddende fodbold og antal afleveringer og lignende, så hvad fokuserede du på?
– Det er gået over i nogle ting, som jeg ikke forstår. Simpelthen fordi jeg er for gammel og gammeldags. For mig var det vigtigste at vi vandt på hjemmebane og fik uafgjort på udebane. Det ville føre til meget. I dag vil det ikke føre noget som helst med sig, fordi de i dag spiller om tre point og så var man ikke engang kommet med i slutspillet. Det syntes jeg i øvrigt er rigtig fint. Altså at man spiller om tre point.
“Det var en af grundene til at jeg ændrede anfører. Fordi Lundkvist var en mere stille type. Han var uddannet lærer og han lyttede, så derfor var det ham jeg ville kommunikere med, når det drejede sig om holdet. Men hvis det drejede sig om forsvaret, var det Troels eller John jeg kommunikerede med og hvis det var midtbanen eller angrebet, så var det Lundkvist“
Jens Harmsen om hvorfor han valgte Lars Lundkvist som anfører
– Dengang havde jeg det så sådan, at vi måtte ikke tabe, så hellere spille uafgjort på udebane og på hjemmebane skulle vi vinde. Vi ville også forsøge at spille offensivt på udebane, men det afhængig af modstanderen, hvem var det man stod over for. Fire kampe før sæsonen var færdig, kunne vi allerede blive mester, vi skulle bare vinde ude over Herfølge.
– Dengang i Herfølge var i det øvrigt Jan Lauridsen der blev matchvinder og han var jo kommet over til os fra håndbolden i sommeren forinden, hvilket jo i dag også virker helt uhørt. Håndboldspillere har jo nogle helt andre muskulaturer end fodboldspillere, men det lykkedes jo alligevel dengang.
Den stille type
– Hvad var det for nogle typer du kom ind til på holdet, hvad var det for nogle egoer? I dag har man jo ikke de højtråbende typer som en Stampe, med det hierarki, gjorde du dig overvejelser om det?
– Ja, meget. Det var en af grundene til at jeg ændrede anfører. Fordi Lundkvist var en mere stille type. Han var uddannet lærer og han lyttede, så derfor var det ham jeg ville kommunikere med, når det drejede sig om holdet. Men hvis det drejede sig om forsvaret, var det Troels eller John jeg kommunikerede med og hvis det var midtbanen eller angrebet, så var det Lundkvist.
– Men i spillede meget direkte fodbold, kunne jeg forestille mig, med de typer?
– Ja det gjorde vi og over fløjene. Hvis man skulle sammenligne nogle af spillerne fra dengang med i dag, så ville en Henrik Dalsgaard minde om en Bjørn Kristensen. Begge to er og var typer der gik med frem, specielt ved hjørnespark. Stampe skulle helst blive tilbage den gang, men det skal en Dalsgaard ikke, fordi han er virkelig dygtig på rigtig mange parametre.
Vellidte typer
– Jeg syntes også at kunne se en Lars Lundkvist i en Patrick Mortensen eller omvendt. Fordi de begge igen var og er vellidte typer af spillerne. Man kan eksempelvis se at når Patrick Mortensen kalder til samling i en rundkreds, så lyttes der, det gjorde de også dengang til Lundkvist uden for banen.
“Der var jo ikke kunstgræs dengang, så banerne måtte man ikke bruge før 1. april. Så vi trænede på grus. Det gav selvfølgelig noget andet end på græs, for der var man mere let, fordi det var noget andet at løbe på. Dengang løb vi ned omkring stadion oppe fra Fredensvang og tilbage igen, enten for at løsne op i muskulaturen eller der kunne være noget konditionstræning i det“
Jens Harmsen om træningsforholdene i 1986
– En Per Beck Andersen fra 1986 kan sammenlignes med en Tobias Bech i dag. Lidt flagrende fra højre kanten. Per Beck var hurtig og han kunne godt lide at drible og det kan Tobias Bech også i dag, men med al respekt for Per, så har Tobias i dag et bedre spark, tror jeg. Det kan man i hvert fald se ved nogle af hans mål.
Det stabile fodbold
– En Jan Bartram der på ingen måde skal sammenlignes med Gift Links i hverken højde eller drøjde, er er stor forskel. Men deres venstreben ser jeg næsten som værende identiske. Den der papegøje ind i feltet, hvor angriberne som kan komme ind og enten sparke eller heade på mål. Der syntes jeg også der er noget lighed. Men ellers er det andre typer, spillet er blevet langt hurtigere og tempoet, det handler om kondition. Det nuværende AGF-hold spiller fantastisk fodbold, på et højt plan. Men også et stabilt plan. Hvilket er vigtigt.
– Det var også et nøgleord for mig, stabilitet; for vi måtte ikke tabe. Det var for dumt at vinde 5-0 i den ene kamp og så tabe 0-3 i den næste. Så det handlede om at blive ved med at tro på egne evner, ud fra det man havde.
– Hvordan var banerne dengang, sammenlignet med i dag?
Trænede på grus
– Der var jo ikke kunstgræs dengang, så banerne måtte man ikke bruge før 1. april. Så vi trænede på grus. Det gav selvfølgelig noget andet end på græs, for der var man mere let, fordi det var noget andet at løbe på. Dengang løb vi ned omkring stadion oppe fra Fredensvang og tilbage igen, enten for at løsne op i muskulaturen eller der kunne være noget konditionstræning i det.
– Men dengang havde vi en enkelt holdleder, Herluf Westergaard, en fysioterapeut og en læge. Man kan slet ikke sammenligne med de stabsmedlemmer man har i dag, men sådan var det dengang og vi klarede os med det.
“Slet ikke så meget. Alle kampe i dag bliver jo optaget og vist på tv, sådan var det på ingen måde dengang, hvor der kun var en tv-station der viste det, at man kunne op tage det eller være heldig at få nogle billeder af det“
Jens Harmsen om tv-dækningen i 1986
– I dag er dødboldstræner, konditionstræner og meget andet og det er ikke nævnt som noget negativt, for det er vejen frem, hvis man vil opnå resultater. For det bliver mere og mere specialiseret.
Brødrene Christensen
– Beskriv forberedelserne til kampene dengang…
– Dengang var det jo også noget andet i forhold til forberedelsen til kampene. Jeg havde hver torsdag aften møde med anførergruppen, fordi jeg havde fået brødrene Christensen (Erik og Kaj, red.) til at spionere for mig i forhold til kommende modstandere. Ordet lyder negativt, men det var jo måden man kunne forberede sig på, i forhold til at skulle møde eksempelvis OB.
– Jeg havde rigeligt at bruge tiden på i forhold til truppen og planlægning, så kunne jeg få nogen til at kigge på modstanderens taktik, hvilke spillere var gode og hvordan var deres dødbolde. Det var jo vigtigt at vide før og ikke først når kampen var i gang.
Nogen havde ikke fjernsyn…
– Hvor detaljeret var man dengang, sammenlignet med i dag eksempelvis?
– Slet ikke så meget. Alle kampe i dag bliver jo optaget og vist på tv, sådan var det på ingen måde dengang, hvor der kun var en tv-station der viste det, at man kunne op tage det eller være heldig at få nogle billeder af det.
– Hvordan forberedte du dig så som træner?
– Jeg havde en aftale med en af brødrene, afhængig hvem der var ude og se vores kommende modstander, at mandag aften enten snakkede vi i telefon eller vi mødtes et sted og snakkede sammen. Dengang trænede vi ikke om mandagen, kun restitutionstræning, så spillerne kom først om tirsdagen.
– Så der om mandagen kunne jeg allerede begynde at fastlægge træningen for den uge, frem mod den kommende modstander, som jeg lige var blevet briefet om.
Skabelonerne
– Hvor lang tid brugte man på forberedelsen dengang?
– Vi afsatte ca. en time, for jeg kendte dem jo i forvejen og vidste at de var meget omhyggelige. Det var også rigtig godt, men jeg skulle jo også lige hjem og forberede mig bagefter. De havde som regel lavet nogle skabeloner af det de havde set, så det var rigtig brugbart for mig, så at jeg ud fra det kunne planlægge træningen.
– Man mandagen var kun restitutionstræning for dem der ikke havde job, tirsdag blev der virkelig høvlet igennem og onsdag var det mere taktisk træning og torsdag spillede vi så en intern træningskamp. Det var ugens vigtigste kamp. Jeg har altid haft en mistanke om at en af grundene til at de ville have mig, var fordi jeg som andetholdstræner altid besejrede dem og de blev skide sure på hinanden. For hvorfor gjorde den ene ikke det i kampene og hvorfor gjorden anden ikke noget andet….
Fodtennis trænede teknikken
– Men grunden til at de altid vandt, var jo også fordi de ville vise førsteholdstræneren om han hed Poul Erik Bech eller Wähling at de kunne altså også bruges. Men samtidig var de interne kampe også på et højt niveau og det skulle jo overføres til om søndagen. Det nyttede jeg ikke noget at man leverede en tynd gang sød suppe fodbold om torsdagen, for så kunne kampen jo ikke bruges til noget.
– Om lørdagen dengang hyggede vi, blandt andet med rigtig meget fodtennis, for så trænede vi også det tekniske, det var helt vildt godt.
“Jeg prøvede at overbevise ham at det var bedre med spilletiden hos os, i stedet for at spille dernede, men han var ikke til at stikke i. Men altså han var jo en fantastisk fodboldspiller og jeg forstår så udmærket at han smuttede“
Jens Harmsen forsøgte at tale en ung Flemming Povlsen fra at tage til Spanien
Anderledes kontakt med medierne
– Hvordan var samarbejdet med medierne dengang? Så de jeres træninger og hvad med byens og deres opbakning?
– Det kan slet ikke sammenlignes med dengang. Jeg havde en aftale med Stiftens journalist Knud Esmann og Morgenavisen Jyllands-Postens Ivan Philipsen, at de måtte ringe til mig mandag aften mellem kl. 8 og 9, hvor de kunne stille alle deres spørgsmål. De ville naturligvis gerne have noget til en optakt senere på ugen, men jeg kunne ikke give dem ret meget, da sletter ikke nogen taktiske overvejelser eller en startopstilling. Jeg ville jo ikke afsløre noget som helst.
– I mister jo Flemming Povlsen tidligt i den sæson, kan du ikke fortælle lidt om det?
– Jo, altså jeg og min kone Lena, kom jo privat sammen med Flemming Povlsens svigerforældre, så jeg prøvede jo dengang at overtale ham til at blive i AGF, så han kunne hjælpe os med at vinde mesterskabet, i stedet for at tage til Spanien og Real Madrid Castilla, madrilenernes reservehold. Jeg prøvede at overbevise ham at det var bedre med spilletiden hos os, i stedet for at spille dernede, men han var ikke til at stikke i. Men altså han var jo en fantastisk fodboldspiller og jeg forstår så udmærket at han smuttede.
Ville gerne slutte ubesejret
– Hvordan var Århus dengang? Man kunne jo bare se i søndags….
– Jamen da vi kom hjem dengang, mener jeg at vi var i Ridehuset. Jamen forud for kampen var de ude og hygge sig, fordi de mente at de trængte til det, efter den hårde træning jeg havde udsat dem for. Nu skulle de have lov til at slippe tøjlerne løs, men vi var jo ikke færdige med turneringen og der var fire kampe igen og vi var ubesejret i 22 af dem og jeg ville gerne gå ubesejret igennem hele turneringen, for det betød meget for mig.
– Det ville være dansk rekord og jeg troede ikke på at det ville ske foreløbigt igen og muligvis kun få gange, så det var noget jeg virkelig var optaget af.
“Jeg syntes jo det er fantastisk godt og en fantastiske jubilæumsgave holdet giver klubben med de 40 år“
Jens Harmsen om “jubilæumsgaven” fra holdet til klubben
– Du var et stort konkurrence-menneske?
– Ja det var jeg og det lykkedes også i de to første kampe, jeg kan ikke huske modstanderne, men vi startede vist med en sejr og så en uafgjort, men derfra var der ikke mere på tanken, der var udsolgt. Men jeg var alligevel irriteret over at vi ikke kunne tage det sidste med. For så havde vi jo været konger den dag i dag. Vi havde været det første hold til at gå igennem turneringen uden at tabe.
Jubilæumsgaven
– Nu har man jo langt om længde vundet det mesterskab, som man har snakket om i 40 år, tror du det betyder at 86-holdet ryger mere i baggrunden nu, eller hvad tænker du om det?
– Jamen det mesterskab man lige har vundet, er på så højt et plan, derfor er det en anden generation der vil huske mesterskabet fra 1986, sammenlignet med dem der vil huske det i søndags. Jeg syntes jo det er fantastisk godt og en fantastiske jubilæumsgave holdet giver klubben med de 40 år, det havde været noget anderledes hvis det var 33 eller 42. Det er jo også blevet omtalt meget, at der er gået 40 år. Jeg tror ikke på at omtalen havde været den samme, med 33 eller 26 år, så det betyder bestemt også noget.
Foto: (@Dennis Jacobsen, Gonzales Photo/Ritzau Scanpix)
– Mange kan naturligvis huske det, men mange fans i dag har jo ingen fornemmelse af hvordan det var i 1986 og det kan jeg sagtens forstå. Det er stort, men man kan ikke sammenligne det, for 86-holdet var også stort og blev også hypet dengang, men slet ikke som det gøres i dag. Overhovedet ikke på samme måde. Jeg så forleden dag at fansene lå og sov på Åboulevarden, det var ikke sket dengang.
– Hvordan var dækningen dengang?
– Jamen dækningen var jo markant anderledes. Der var sikkert nogen der ikke havde et fjernsyn og i dag er mediebilledet jo stik modsat. Der er et hav af kanaler, der var én kanal dengang. Hvem husker ikke kommentatoren Niels Christiansen.
Ingen interview
– Du er jo selv med på optagelserne fra dengang, hvor Dr1 var med til kampen mod Herfølge, hvordan husker du at det blev arrangeret?
– Bestyrelsen havde spurgt mig om DR-TV måtte komme og filme på turen over til Herfølge og det havde jeg sagt ja til. De skulle sidde forrest og spillerne bagerst og de skulle ikke gå rundt og interviewe nogen. De kunne gøre hvad de havde lyst til, når kampen var færdig, hvis vi havde vundet derovre. Havde vi omvendt ikke vundet, havde jeg nok også skærmet dem lidt. Herfølge var altså et stærkt hold dengang, det skal man ikke undervurdere.
“Mange kan naturligvis huske det, men mange fans i dag har jo ingen fornemmelse af hvordan det var i 1986 og det kan jeg sagtens forstå. Det er stort, men man kan ikke sammenligne det, for 86-holdet var også stort og blev også hypet dengang, men slet ikke som det gøres i dag. Overhovedet ikke på samme måde. Jeg så forleden dag at fansene lå og sov på Åboulevarden, det var ikke sket dengang”
Jens Harmsen om fansenes fejring i 2026 af mesterskabet
– I TV-indslag, starter du starter med at sige “Goddag d’herrer…” kan du huske det?
– Jeg så det forleden dag og undrede mig over hvorfor jeg sagde det… Men det var naturligvis fordi bestyrelsen sad oppe foran. Bestyrelsesformanden var jo med og der var en der hed Børge Mælkemand, han fulgte klubben i tykt og tyndt og blev brugt på mange forskellige områder. Så sad spillerne som sagt nede bag i bussen.
Den taktiske beslutning
– Kan du huske kampen i Herfølge dengang?
– Jeg husker noget af det. Det jeg husker mest, er også noget jeg faktisk er ked af at have gjort, primært på den pågældende spillers vegne. Vi er foran og skal have trukket nogle minutter og dengang havde man ikke tillægstid, så når der var spillet 45 minutter, blev der fløjtet af. Vi var jo foran med 1-0 og den skulle bare køres hjem og jeg ønskede ikke at satse og håbe på en 2-0-scoring, for vi skulle bare vinde. Hvis vi spillede mod venstre, tog jeg højre back ud, for han stod længst ovre og det var Karsten Christensen og han skulle bare gå stille og roligt.
– Det handlede kun om én ting og det var at trække tiden, det fik han også at vide da han kom ud, for han var da lidt ked af det, men det handlede ikke om andet end det taktiske og om at vinde et mesterskab. Vi trak et par minutter og de skulle ikke have mulighed for at gøre noget som helst. Karsten Christensen var mere angrebsbetonet og derfor tog jeg ham ud. Jeg kan ikke huske, hvem jeg satte på banen.
– Du stoppede efter sæsonen i AGF, hvordan var det, for det må have været et hårdt forløb…?
– Det var en hård omgang og det var heller ikke lykkedes, hvis ikke jeg havde haft en forstående hustru. Nogle vigtige mennesker på sidelinien som brødrene Christensen, min assistent og en god læge og massør. Vi var et godt team og ligesom det de har i dag, fungerede det bare perfekt.
“Det handlede kun om én ting og det var at trække tiden, det fik han også at vide da han kom ud, for han var da lidt ked af det, men det handlede ikke om andet end det taktiske og om at vinde et mesterskab“
Jens Harmsen om hvorfor han i Herfølge udskiftede en ærgerlig Karsten Christensen i slutminutterne
Trænede sønnen
– Savnede du det efterfølgende?
– Jamen det blev da lidt tomt, fordi der var så meget hype omkring det og derfor sagde jeg ja til at tage sønnemands trænerjob to aftner om ugen, hvor vi trænede en hel eller en halv time, så havde jeg stadigvæk en lille smule fornemmelse for det, men det var jo slet ikke som det jeg havde været igennem. Så kunne jeg koncentrere mig om det nye liv. Jeg fik et par henvendelser i forhold til at blive cheftræner andre steder, men det ønskede jeg ikke.
– Slutteligt har du jo fem børnebørn, hvoraf de to ældste spiller fodbold?
– Jeg forsøger at se dem begge. Nora på U/13 i AGF og Ida på U/12 i VRI. Til kampe og det gør mig altid glad at se dem spille fodbold, slutter den glade bedstefar.