VEJLBY: Jeg var vel i starten af 20’erne, da jeg første gang tog forbi Skæring og så det daværende HEI-mandskab i Elitedivisionen for kvinder spille på en elendig fodboldbane, gemt væk bag hække og lignende og nej forholdene var på ingen måde som de er i dag.
Der var ikke de krav som der er i dag og kvindefodbolden var vitterligt ikke noget som man tog seriøst. Det gjorde damerne selv og de trænede og leverede varen.
DE VAR SUVERÆNE mestre i årevis og det lå ikke lige først for, at nogen skulle overhale dem. Det var dengang at Fortuna Hjørring var ærkerivalerne med næsten 1000 tilskuere til hjemmekampene i det nordjyske.
Foto: Sportsphotos.dk
Angriberen Lene Jensen dyrkede boksning ved siden af fodbolden. Troels Bech, den nuværende OB-sportsdirektør var cheftræner for en kort stund og han udtalte i den forbindelse; “at det er nemmere at træne disse kvinder, for de lytter og brænder så meget for det og ligger bare timer i det“… ja, man var tilmed godt repræsenteret på A-landsholdet.
Det er med andre ord mange år siden og ja, tingene har ændret sig, bare ikke synet på kvindefodbolden.
MEDIERNE DÆKKER DET stadigvæk kun sporadisk, kommentatorerne til kampene får sjældent en op af stolen eller sofaen. Dommerne ligner i flere tilfælde nogen der ikke gider, men skal, fordi de er sat på til det.
Tilskuerne dukker ikke op i hobetal, fordi det ikke er interessant og fordi kvaliteten på banen bare ikke er der. Det på trods af at store navne kommer hjem fra udlandet og rent faktisk hæver niveauet i A-Ligaen.
Men undertegnede har været der i alle årene. Fulgt det på afstand, holdt øje med HEI’s udvikling over VSK Aarhus og nu til AGF og derfor påståes det også, at når undertegnede roser eller kritiserer, så er der baggrund for det.
DET ER IKKE BARE ord der fyger igennem luften, der er en form for viden bag det. Der er overvejelser igennem alle historierne og dækningen forsøges gjort så seriøst, at man som læser gerne skulle se frem til næste historie.
Foto: Sportsphotos.dk
Spørgsmålene følger naturligvis også med. Fra alle dem der ikke forstår interessen. Fra alle der ikke finder kvindefodbold særligt spændende og alligevel, skal der hele tiden skrives historier som gør at læserne igen har lyst til at skrive FansAGF.dk på nettet og gerne rette fokusset mod kvinderne.
Det gør naturligvis også at der fra undertegnedes side er en frækhed til at kritisere spillere, lave hurtige bedømmelser og udfordre tilskuere til træningskampe eller til en fredagskamp mellem Aarhus Fremad og AaB.
HER STOD EN FLOK drenge og talte tilfældigvis om dette fanmedie – årsagen kendes ikke – men min ældste søn reagerede, relativt stolt. Der blev lyttet til deres snak og på et tidspunkt tog undertegnede ordet. De snakkede nemlig om at “mediet dækker også noget så ligegyldigt som kvindefodbold!”
Det overraskede dem, at skribenten var til stede til denne Betinia-Liga-kampe og da først vi havde snakket om det i et par minutter, blev konklusionen, at det var røvsygt og samtidig imponerende, at nogen gad dække det, altså vitterligt bruge tid på det.
Søndag kl. 11.30 var man så klar igen. AGF spillede hjemmekamp mod Kolding, det burde være en sikker sejr, for præstationen ugen før i Vorup mod ASA, den kunne man umuligt gentage. Det handler simpelthen om respekt for de timer man ligger på træningsbanen og det faktum, at man altså ikke ønsker at ydmyge sig selv.
Foto: Sportsphotos.dk
LAD DET VÆRE SAGT med det samme; præstationen blev for at det ikke skal være løgn endnu værre endnu. Første halvleg godkendt og ikke mere end det. Stadigvæk ledte man efter konceptet og nogle spillere der vitterligt turde skyde på mål, endsige havde lyst til at prøve fra distancen.
Undertegnede sad længe og prøvede at regne formationen ud, men endte op med at det måtte være en 3-2-4-1-formation. En formation som Manchester City introducerede i sidste sæson
Efter første halvleg sad man og brugte pausen på og forventede, at nu måtte Kolding IF knække over og nu ville værterne køre en sejr hjem, forhåbentlig på et par mål.
ALTSÅ, DET VAR DET man tænkte var realistisk. De havde haft to forsøg fra Silke Lynge Larsen og Mathilde Braithwaite, men mareridtet der ventede, havde man ingen fornemmelser for. Denne mandag kan der stadigvæk ikke sættes ord for det, man så i de sidste 45 minutter!
Der var absolut intet der fungerede. Intet. Ingen ledere der trådte i karaktér, hov det var også et problem imod ASA. Ingen der lavede det der frispark og sagde stop, nu skal vi altså i gang d’damer, nu kan det være nok – sætningen er skrevet her før! – nej, man stod faktisk bare og så på og tog imod.
Gæsterne var flinke og udnyttede chancerne og slog til, hver gang mulighederne var der. Det kunne være blevet langt værre end 0-4 og ingen kunne have brokket sig.
DERMED HAR HOLDET ikke vundet siden 2025. Krisen er stor og tydelig og det er svært at se hvordan løsningen ser ud.
Dengang for 25 år siden, var der et hold af fodboldspillere der vitterligt vandt noget. Vindere der trådte i karakter og et hold der hev titler ind i en grad, så det næsten virkede grådigt.
Søndag eftermiddag lå en flok fodboldspillere med AGF-trøjer på grønsværen på Ceres Park Vejlby og lignede spørgsmålstegn. Om de stadigvæk er der, denne mandag eftermiddag skal være usagt, men lige nu og her, tænker man sig tilbage til dagene med HEI…