Det er forståeligt hvis de 198 kilometer fra Vejlby til Farum kan føles rigtig lange tirsdag….

VEJLBY: Det er forståeligt hvis busturen fra Vejlby til Farum, tirsdag over middag føles meget lang.

For selvom AGF i den omvendte kamp, faktisk leverede en god kendt præstation, endte holdet alligevel med at tabe med 0-2.

Derfor skal man nok krydse alt hvad krydses kan, hvis holdet tirsdag aften skal slippe fra mødet med Tigrene med noget der minder om et resultat.

Grundspillet er godt nok langt fra færdigt endnu, men virkeligheden er at De Hviie længe ikke har lignet et mandskab der kom til at gøre sig gældende i top-6.

Kvaliteten har for ofte manglet i afgørende situationer.

Man har ganske enkelt ikke været farlige nok og man har lukket alt for mange mål ind. Af den grund kan man så stille spørgsmålet; hvorfor skulle de få noget med fra Right to Dream Park tirsdag?

Der har været en udvikling omkring holdet i denne sæson, selvom det rent resultatmæssigt ikke har kunnet ses.

For relationerne begynder langsomt at sidde der og det samme gør det meget offensive system, som man har indført.

3-1-4-2-systemet ville normalt ikke være noget man anbefalede at benytte af et mandskab i AGF’s situation.

Men siden anden spillerunde er det blevet benyttet og stille og roligt begynder der at komme en lille snert af udvikling over spillet og mandskabet.

I forsvaret er to ud af tre kort sikre. Foruden målmand Marie Gade er det venstre centerforsvarer Silke Lynge Larsen, der er selvskrevet og det samme er 20-årige Milla Højløkke Ahrenholt.

Til gengæld er den højre centerforsvarer fra kamp til kamp ofte det store spørgsmål.

Laura Guldbjerg er ikke den hurtigste, men evner oftest at placere sig rigtigt. Modsat er Julie Poulsen det interessante supplement og hun kan samtidig også bruges på midtbanen.

I Farum må det formodes, at de rødklædte fra første fløjt tager kontrol over kampen og med det spil de viste i Vejlby, kan man kun håbe på at ineffektiviteten fortsætter.

De kan vågne op om natten og spille deres pasningsfodbold og så har de enkelte spillere, der ganske enkelt er for gode til A-Ligaen.

Derfor bliver en af nøglerne tirsdag aften, om Ea Rasmussen kan komme ind og få fat en prop i fra starten af.

Dertil kan man så stille spørgsmålet om ikke også Lærke Tingleff, hvis hun er klar, skal ind og supplere, for ellers kan defensiven komme på overarbejde.

I front er spørgsmålet de to 10’ere og hvem manager Søren Kiilerich vælger til boksen.

Mie Lerche er efterhånden selvskrevet og så er spørgsmålet om ikke arbejdsnarkomanen Signe Holt Andersen ryger derind også, medmindre man vil gå med Mathilde Braithwaites hurtighed.

Braith har ikke længe ramt niveauet og savner at få scoret. Hendes hurtighed er ikke til at tage fejl af, men det virker som om man i AGF har svært ved at bruge hende rigtigt.

På den offensive midtbane er det spørgsmålet om ikke Sofie Lundberg får chancen og det enten alene eller sammen med Lærke Tingleff.

Problemet for den tidligere FCN-spiller, Lundberg er, at hun ikke for alvor har vist det der gør hende selvskrevet til start-11’eren.

Hun kan nogle ting, ingen tvivl om dette. Men lidt ligesom hos herrerne, hvor en Frederik Emmery i perioder har haft tendenser til at forsvinde ud af kampene, gælder dette også for Lund.

Teknisk er der noget at arbejde med, men hun skal ganske enkelt sammensætte en kamp, hvor man siger der var det.

Det har ikke været der endnu og derfor har hun også skiftet meget mellem en startplads og bænken.

Det er altså i morgen aften at AGF drager den lange tur til Farum. Op til den kamp kan man her på fanmediet se frem til et spændende portrætinterview med Milla Højløkke Ahrenholt.

Ellers må vi håbe at holdkammeraterne har lyttet til Ea Rasmussens optakt, hvor hun pointerede, at man skal turde gribe momenterne og presse højt, ellers kan det blive meget lange 90 minutter i Farum…