KOMMENTAR, AGF: Det er det endelige punktum der skal sættes, når AGF søndag aften klokken 18 møder Viborg på et totalt udsolgt Ceres Park Vejlby i sidste runde af Superligaen, sæson 2025/2026. Men det er også et historisk punktum og samtidig kan det også være sidste omgang med kliken, for flere af spillerne i den nuværende trup.
Inden kampen vides det ikke, hvor mange af de spillere hvis kontrakt udløber, reelt fortsætter efter sommerferien og derfor er det store spørgsmål, om det er et farvel til spillere som Eric Kahl, Henrik Dalsgaard, Felix Beijmo og Patrick Mortensen, bare for at nævne dem med kontraktudløb og hvad med Kevin Yakob, Kristian Arnstad, Gift Links og Tobias Bech?
Yakob og Arnstad skal til VM og kan her vise sig flot frem, Bech har vist sig frem som topscorer i klubben, er det spillere der gerne vil prøve sig af andetsteds og hvad beløb skal der i så fald på bordet…

Foto: Sportsphotos.dk
Hvad med Superligaens bedste back, sydafrikanske Gift Links. Nok holdets allervigtigste spiller i hele sæsonen, en spiller der ganske enkelt har rykket sit bund-niveau så meget, at han aldrig leverer en dårlig kamp og samtidig er en spiller, der hvis muligheden for et udlandseventyr skal opnås, formentlig skal afsted til sommer.
Hvad med lejesvendene Rasmus Carstensen fra tyske 1. FC Köln og og Sebastian Jørgensen der umiddelbart skal hjem til svenske Malmö FF? Den ene har været skadet i noget tid efterhånden, den anden har haft meget svært ved at spille sig ind i startopstillingen, fordi holdets topscorer sidder tungt på hans foretrukne plads.
Er Paddy på vej væk..?
De svar har kun fodbolddirektør Carsten V Jensen og umiddelbart virker det ikke som noget man har forrygende travlt med at få styr på. Svenskerne Kahl og Beijmo har formentlig sat deres agenter på overarbejde i udlandet, for at se hvad der er af muligheder. Henrik Dalsgaard har fået et kontrakttilbud, men hvad med sulten, er den stadigvæk stor, eller vælger han at stoppe med dette historiske mesterskab.
Så hvad er det vi ser frem mod og hvad vi skal realistisk set forvente?

Foto: Alexander Witved
Hvad med anfører Patrick Mortensen… Han vil intet melde ud, kun at han ikke er færdig med fodbold, så spørgsmålet er om fremtiden er i Århus eller han måske kunne lokkes til Lyngby, nu hvor han jo har købt hus i Dragør? Det er spekulationer, men anføreren har været henvist til bænken mange gange i denne sæson og spørgsmålet er, om der er mere at hente i AGF. En topscorertitel og et historisk mesterskab er jo fantastisk…
Tager Polle kampen op…
En spiller der er lidt glemt i alt dette, er midtbaneprofilen Nicolai Poulsen, der har været skadet i det meste af foråret og derfor på ingen måde har fået den spilletid, som han nok selv havde forventet. Hvor er han i den her kabale? Er han så langt nede i køen i forhold til de faste startere, at han ser sig om efter mere spilletid andetsteds eller tager han kampen op efter sommerferien?

Foto: Alexander Witved
Spørgsmålene er mange og samtidig er det positive for AGF i denne sæson, at flere og flere unge spillere byder sig til. Unge Luca Callø har leveret stærkt hos lille broderen Aarhus Fremad i den næstbedste række, Oscar Haugstrup, Frederik Emmery, Jacob Andersen, Stefen Tchamche og Tómas Kristjánsson har leveret aldeles godkendte præstationer når de har fået chancen, så fremtiden ser også fornuftig ud, men hvad gør det for klubbens lyst til at købe ind?
Helmig akkompagnere Malaga
Der er rigtig mange svar der står i det uvisse og vi får med stor sandsynlighed ikke svarene søndag aften. For denne aften skal bruges til at nyde pokaloverrækkelsen, når anfører Patrick Mortensen skal hæve DM-trofæet. Fansene skal hylde holdet, akkompagneret af Thomas Helmig, der vil spille for i Malaga og så er spørgsmålet naturligvis, hvad bliver det for en kamp?
Hjemmeholdet har intet at spille for, gæsterne kæmper om medaljer og spørgsmålet er om det skinner igennem på banen, hvor cheftræner Jacob Poulsen på forhånd har snakket om at spare spillere, men naturligvis har lovet at stille med et slagskraftigt mandskab.

torsdagens træning klar til at gå i gang med en øvelse
Foto: Alexander Witved
FansAGF.dk var tilstede ved torsdagens åbne træning, hvor der ikke blev spillet på to mål, blot lavet få øvelser. Dog kunne det konstateres at Kevin Yakob trænede for sig selv og at Janni Serra og Rasmus Carstensen var i fitnessrummet.
Småskavankerne
Fredag trænede holdet også og her var Århus Stiftstidende til stede og de kunne konstaterer at det ligner flere ændringer. Det fortalte de senere på dagen i deres podcast, Det Hvide Snit.
For både Jesper Hansen, Henrik Dalsgaard, Kevin Yakob og Patrick Mortensen har været presset og døjet med småskavanker i et stykke tid og det kunne ligne at Mads Hedenstad, Frederik Tingager, Sebastian Jørgensen og James Bogere får chancen i sæsonens sidste kamp.
Hvordan den endelige startopstilling ser ud ved vi søndag klokken 17.
AGF’s formodede startopstilling til kampen mod Viborg i 32. runde af Superligaen (3-4-3):
Mads Hedenstad – Eric Kahl, Frederik Tingager, Felix Beijmo – Frederik Emmery, Magnus Knudsen, Kristian Arnstad, Gift Links – Tobias Bech, James Bogere og Sebastian Jørgensen



