CERES PARK VEJLBY: Det kan lyde grotesk, men hvis man på forhånd havde set overskrifterne, er 0-2-nederlaget til topholdet FC Nordsjælland tirsdag aften i Vejlby meget billigt sluppet for bundholdet i A-Ligaen.
For de fleste, inklusive undertegnede, havde på forhånd frygtet at det ville blive en massakre på Ceres Park Vejlby.
Tænk bare på at de rødklædte Tigre kom til Århus med en vanvittig stime på udebane og tidligere på sæsonen ydmygede og destruerede oprykkerne fra FC København med 9-1.
Det var vi dog aldrig i nærheden af tirsdag aften.
Foran omkring 450 tilskuere vidste AGF’erne godt på forhånd, at de ville være oppe mod overmagten og det var de også.
Teknisk er FCN holdet vanvittigt stærkt, afleveringerne sidder der bare og deres evne til at sætte deres direkte modstander er ganske enkelt uhyggelig.
Flere gange sad man ikke mindst i første halvlegen og var vildt imponeret over hvordan de fandt rum på banen, hvor det ikke burde være muligt.
Hjemmeholdet virkede som et sæt kegler på træningsbanen og alligevel stod de imod. De stod virkelig imod.
Ikke med kønt og poleret fodbold, det ville også være urealistisk.
Men de fightede, sparkede bolden væk, lavede frispark når det var nødvendigt, forsøgte konstant at få tempoet ud af kampen og viljen til at ville levere var der i samtlige 90 minutter.
Ganske enkelt imponerende, når det fra start til slut var tydeligt, at den kvalitet som gæsternes spillere besad, ikke er noget, som nogen af AGF’erne når i nærheden af.
Men så arbejder man. Man giver ikke op. Selvom man som eksempelvis forsvarsspilleren Laura Guldbjerg i perioder i første halvleg blev sat af de vanvittigt hurtige offensive profiler hos gæsterne.
Men hun bed det i sig. Blev ved. Måske er hun ikke hurtig, men de fik ikke lov til at blive ved.
Foto: AGF.dk
Hun trodsede og arbejdede og fightede. Det kalder på respekt og viser at hun ville gøre alt hvad hun kunne for, at gæsterne ikke lavede målfest.
Det var ikke hende de skulle løbe om hjørner med!
Det kom de heller aldrig til. Spillede sig da frem til chancer, i perioder pænt store chancer, men hjemmeholdet holdt ikke op med at spille.
Det var ikke de kendte opgivende attituder der blev fundet frem, nej de viste sig faktisk aldrig. Der blev sendt signaler.
Signaler af stolthed og vilje. At i Vejlby giver AGF bare ikke op. Måske er man et bundhold, men man giver alt.
At de offensivt ikke rigtig skabte alverdens, jamen det er forudsigeligt.
Cecilie Johansen kom til en afslutning og hun var også ophavsmanden til et indlæg som Mathilde Braithwaite var tæt på at nå, men tirsdag aften var fokus et andet sted.
Hvis man gik for højt op, eller satsede det mindste, var Tigrene klar og det viste de, da de scorede til 0-2. En omstilling via et hjørnespark fra værterne.
Det gik hurtigt og så var kampen lukket.
Indtil da, havde de da skabt muligheder og brændt dem eller skudt dem langt forbi mål, ikke mindst til stjernen over dem alle, Safi.
Men man sad bare stadigvæk ikke og ventede på det bombardement som nordsjællænderne er kendt for at praktisere.
Mest af alt fordi hjemmeholdet stod imod. Jovist de blev udfordret, kunne ikke altid være med, lavede tekniske og personlige fejl.
Men helt ærligt, det havde alle andre end FCN-spillerne gjort tirsdag aften, for det er det niveau de er på.
Foto: AGF.dk
Men værterne, blev ved. Sparkede langt, trak luft ind.
Rejste sig når det gjorde ondt i duellerne og nærkampene, forsøgte at sætte chancer op når mulighederne bød op til det og var ellers parat i defensiven, når næste angreb tordnede frem.
Så kan det godt være, at de i denne sæson har oplevet mange skuffelser, men man sad alligevel tirsdag aften og var imponeret og stolt af at være AGF-fan.
Stolt af at spillerne virkelig viste indstillingen og mentaliteten og på intet tidspunkt viste det, der tidligere på sæsonen har kendetegnet holdet.
Hvad det betyder i næste uges udekamp i Odense, det ved vi ikke.
I aften er det også ligegyldigt, for der tænker vi tilbage på en smuk tirsdag aften hvor de frivillige blev hædret.
På banen husker vi en aften hvor spillerne fra AGF gav alt, det er fremtiden og derfor er troen på at der stadigvæk kan opstå flotte resultater til stede.
Det blev altså ikke overskrifter om at man blev maltrakteret og ydmyget, men i stedet at man tabte knebent efter en stærk holdindsats.
Det havde man ikke troet for bare få uger siden…