Et kæmpe bjerg skal bestiges for AGFs A-Liga-mandskab

XL VORUP PARK: Det burde vel egentlig være ret ligetil. Efter træningskampen mod Fortuna Hjørring ugen før, havde AGFs A-Liga-mandskab vist at de var klar til opgøret i den nye sæson af A-Ligaen.

Men så skete der det forunderlige, at kampen begyndte.

Pludselig var det alvor og pludselig var det som om at det der prægede holdet i foråret, hvor man ikke vandt en eneste kamp tog over inde på grønsværen.

For selvom man startede med et hjørnespark, der ikke mundede ud i noget, var det i øjenfaldende hvor nemt oprykkerne, lillesøsteren fra Frederiksbjerg løb op i højresiden og lagde et indlæg.

GODT NOK HAR AGF ikke de samme centrale forsvarsspillere som sidste sæson. Sofie Vendelbo er nu i FC Midtjylland og Julie Mathiasen er taget til Sverige.

Men afløserne, Laura Guldbjerg og Julie Poulsen har altså rigelig med erfaring til at skulle kunne håndtere et hold som ASA, det kunne man bare ikke se.

Målet var et kludemål, en tilfældig tå, uden chance for Marie Gade, men derfra startede så 45 minutter, der var svage, men trods alt med optimisme. Men i gang kom gæsterne fra Vejlby ikke.

DER VAR INGEN der tog initiativ, tog kontrol, ingen der hev de andre op. Ingen der sagde nu gør vi sådan her.

Det hjalp så heller ikke ret meget, at værterne i bedste Lech Poznan-stil efter 10 minutter lavede et langskud, der dog aldrig må gå ind. Men nede med 2-0 og mareridtet fra sidste sæson, havde åbenbart fæstnet sig hos gæsterne.

End ikke reduceringen af banens bedste AGFer, Clara Littrup, på et hovedstød formåede at vække AGFerne, de fortsatte med ikke at være der.

“Hvor var ildskaben. Hvor var kraftudladningen der gjorde, at man som tilskuer fik en fornemmelse af, at nu skulle det være. Den kom aldrig. Det gjorde den heller ikke i sidste sæson”

Nogle af manglerne i kampen

Skræmmende, at et hold med så stærke profiler, som konstant snakker om at de så gerne vil det her og nu må de vise det på banen, i den grad forsvandt ud af kampen. Opgivende, ja groft sagt ligeglade.

FAKTISK VAR DET Clara Littrup der var med i de ting mandskabet fra Vejlby skabte i hele kampen.

Først kom hun alene igennem, men skød på ASAs målmand, så forsøgte hun sig med en bande og 24 minutter efter pausen, jamen der forsøgte hun sig fra distancen.

Det var altså en af truppens unge kræfter, på bare 20 år, der denne lørdag var holdets bedste.

Det var hvad gæsterne, dem der på papiret og i forhold til setup, præsterede. Nuvel, banen var en katastrofe, men hvor var ilden.

Hvor var ildskaben. Hvor var kraftudladningen der gjorde, at man som tilskuer fik en fornemmelse af, at nu skulle det være. Den kom aldrig. Det gjorde den heller ikke i sidste sæson.

TO ADVARSLER BLEV det til, i min optik er det for lidt. For jeg savnede en eller to spillere der gik ned med fuldt gardin og sendte et signal om, at den ydmygelse man var i gang med at opleve, ikke var acceptabel. Den kom bare aldrig.

Så kan man snakke om man er i krise og man kan snakke om at forberede sig på den kommende rundes hjemmekamp mod Kolding.

“Signe Holt Andersen, lederen og boksspilleren der skal score målene, forsøgte sig med løb ned på midtbanen, men heller ikke dette tændte noget hos holdkammeraterne”

Én forsøgte sig, men det hjalp intet…

Men fra undertegnedes side, må det her handle om noget helt andet; hvor meget vil de her spillere det her, hvor er sulten og lad os få nogle signaler fra profilerne.

EA RASMUSSEN PÅ midtbanen forsøgte sig i perioder, hun fik også en advarsel, men ellers forsvandt troen stille og roligt.

Signe Holt Andersen, lederen og boksspilleren der skal score målene, forsøgte sig med løb ned på midtbanen, men heller ikke dette tændte noget hos holdkammeraterne.

Cecilie Johansen, nyudnævnt anfører var en gigantisk skuffelse. Opgivende, helt og aldeles væk i store perioder. Det er ganske enkelt uacceptabelt når man er anfører.

SJÆLDENT SÅ MAN returløb og sjældent så man en spiller, der troede på at hun kunne gøre en forskel.

Lidt billedet på foråret, hvor hun også forsvandt oftere og oftere. Signe Baattrup, kreatøren, som igen, igen skuffede stort. Hun vil så meget, men har det så svært.

Kan ikke finde ud af hvordan hun skal sætte tingene op og når man modstanderne mere og mere læser hende, har hun ikke noget modsvar.

Det falder tilbage på bænken, hvor manager Søren Kiilerich også snart skal til at vise noget. Siden hans ankomst har man ikke prøvet at vinde.

DET HELE SKAL gerne være positivt og optimistisk! Men hvad er det der er positivt lige nu, hvordan skal man kunne smile efter sådan en ydmygelse…

Det kunne være dejligt, hvis man også fra bænken oplevede at den pæne facade forsvandt og oplevede lidt irritation, for at signalere at noget er helt og aldeles galt.

Med præstationen i går, ligner det i den grad et hold der skal kæmpe for undgå en bundplacering. Men, det burde det hold her bare være bedre end.

Men hvem er det der skal gøre det. Bedømt på kampen i går, har undertegnede svært ved at se det.

Søndagens hjemmekamp mod Kolding IF er lige pludselig en af de vigtigste længe for AGF og deres projekt.

FOR HVIS MAN skal blive ved med at se mulighederne og beholde den optimistiske tilgang til dette her hold, skal der ske kæmpemæssige ændringer på søndag.

Er der krise? Ja, meget stor krise! Det kommer som følge af ringe resultater og en pinlig præstation a la den lørdag.

Det er nu spillerne skal vise, at de kan mere end bare tale om at næste gang kommer det, de skal vise det og lige nu, virker det som et kæmpe bjerg der skal bestiges…