For en sjælden gangs skyld skulle der synges sejrssang i Vejlby i A-Ligaen hos AGF…!

CERES PARK VEJLBY: Det var historisk, da AGF i A-Ligaen lørdag middag tog imod oprykkerne fra FC København.

Det var første møde mellem kvindeholdene for de to klubber og samtidig var det altså et opgør mellem to bundhold, der havde vidt forskellige dagsordener forud for kampen.

Hjemmeholdet, jagtende sæsonens første tre point og gæsterne inde i en god periode med to sejre i rap, heriblandt en vital derby-sejr i Brøndby.

Det lugtede på forhånd af en nervøs kamp, hvor det første mål kunne blive afgørende.

Men det lugtede også af, at hvis De Hviie tabte ville afstanden for alvor være kriminel i forhold til et muligt håb om top-6, for så ville afstanden pludselig være ni point.

Modsat ville en sejr og meget gerne en storsejr, pludselig åbne op på flere områder.

Lad det være sagt på forhånd, man skulle virkelig være kæmpe AGF-fan for at mene, at hjemmeholdets sejr var sindssygt fortjent og at gæsterne aldrig var i nærheden af noget som helst.

Det handlede i bund og grund om skarphed foran målet. For igen var der mange gaver og usikkerhed i forsvaret!

Det mente eksempelvis Sofie Jørgensen bare ikke, da undertegnede snakkede med hende efter kampen, den købes bare ikke fra mediepladserne.

Jovist, AGF skabte chancer, opsøgte heldet og marginalerne når det gjaldt. Omvendt så vågnede oprykkerne op til sidst og der begyndte det også at gøre ondt.

Undertegnede sad i hvert fald ikke og var sikker på noget, før Sandi Putros fløjtede af!

For forsvaret og defensiven er Søren Kiilerichs absolutte akilleshæl på dette AGF-hold.

I perioder lå afleveringerne da nogenlunde.

Men alt for ofte endte det med lange bolde, der ikke ramte en medspiller og i enkelte situationer, kunne gæsterne med få afleveringer splitte forsvaret.

Her så især Laura Guldbjerg og Milla Højløkke Ahrenholt desværre ikke så alt for godt ud.

Det gjorde de heller ikke, da AGF efter at have brændt en stor chance ved Mathilde Braithwaite, var tæt på at give et mål væk i den modsatte ende.

En helt fri Dana Leskinen fra FC København kom til en kæmpe chance ved bagerste stolpe, i en situation hvor Silja Weinell viste stor overblik hos gæsterne med en perleaflevering, på kanten af feltet.

I den situation priste man sig lykkelig for at Marie Gade var hurtig og vågen i målet. I anden halvleg reddede Marie Gade dem også i flere situationer, hvor de alt for nemt blev overspillet af gæsterne.

Det var hjemmeholdet der var farligst før pausen.

Kom foran på et straffespark begået mod Mie Lerche og omsat af Cecilie Johansen og senere takkede midtbanespilleren Lærke Tingleff for gaver, da hun pludselig fik foræret bolden af Lucy Roberts.

Det er fejl, som århusianerne selv plejer at være garant for, var det nu dem der fik æren af og midtbanespilleren takkede og scorede.

Men, så savnede man at værterne fik slået sømmene i kisten. At man fortsatte.

Det gjorde man bare ikke. Jovist, Mathilde Braithwaite kom frem til et par chancer, blandt andet fordi FCK-forsvaret snorksov og var fuldstændig nonchalant i deres boldomgang.

I disse situationer savnede man ganske enkelt skarphed fra hurtigløberen.

Braithwaite tilfører meget, arbejder meget, men hvor savner man noget kynisme i afslutningerne.

At det var to bundhold denne lørdag kunne også tydeligt ses på oprykkerne, som havde svært ved for alvor at blive farlige, men når de så blev det, så var der muligheder.

Især i anden halvleg, hvor de fik reduceret og så pludselig tog en virkelig hadet person ved dem.

De kom frem til muligheder og brændte dem heldigvis, men tænke sig hvis nu skarpheden havde været der.

Det havde været så ærgerligt, fordi man ikke fortsatte ved 4-0. For man scorede jo to gange efter pausen.

Først ved Sofie Jørgensen og så ved anføreren igen. Hvorfor blev man ikke ved. Hvorfor fortsatte man ikke med at true målet.

Det blev til et forsøg ved anføreren. Det er, undskyld undertegnede, ikke godt nok, når man havde mulighed for virkelig at hale ind på oprykkeren.

Tænk hvis man pludselig havde endt op med at smide det hele væk. Det skulle overhovedet ikke være blevet spændende.

De skulle slet ikke have haft en unødvendig tro på at de kunne få noget med.

For sejrens betydning kan slet ikke beskrives nok. Nok i virkeligheden årets vigtigste resultat for holdet.

Fire mål, en succesoplevelse og så mod en direkte konkurrent, der tilmed var inde i en god periode. Det må og skal give et gigantisk selvtillidsboost.

Så tager undertegnede gerne imod stikpillerne efter kampen, de var berettiget, men så skal der også følges op på resultatet.

Man skal jo ikke glemme, at man stadigvæk er sidst, har en meget negativ målscore og at næste modstander altså er FCN.

Det bliver på ingen måde en ligeså svag modstander der den 22 gæster Vejlby. Tigrene er ikke ligeså ineffektiv en modstander som de blåklædte var lørdag.

Men her skal AGF så også ind og vise, at de faktisk tager ved lære af deres defensive fejl.

Men ros skal der denne lørdag lyde til bedste AGF’er, Ea Rasmussen og ved siden af hende Lærke Tingleff for deres enorme løbearbejde på netop midtbanen.

Måske scorede Cecilie Johansen tog gange, men hvor løber Rasmussen bare meget.

Det ser indimellem nemt og lidt dovent ud, det skal man ikke tage fejl af!

Hun placerer sig rigtigt, slipper altid rigtigt af med bolden og formår hele tiden at rydde op.

Som at se en Magnus Knudsen hos mændene. Virkelig en stærk præstation, måske i virkeligheden en lidt undervurderet præstation og det lover godt for fremtiden.

Det gør det også for wingbacksene, der i den grad melder sig på banen for tiden. Anføreren bliver bare ved.

Konstant klar på sin plads, klar til at udfordre, klar til enten at ligge indlæg eller skyde på mål. Det klæ’r hende, at hun for alvor er ved at finde sig til rette og lige nu bærer hun dette hold.

Sofie Jørgensen har spillet på i forsvaret og på wingbacken, lad os for guds skyld fortsætte med hende på wingbacken.

Selv trænerbænken skal have ros. Ja, det lyder utroligt, når det kommer fra undertegnede, men man må virkelig rose Kiilerich og kompagni, når de formår at blive ved med at putte gejst og tro i spillerne.

Det gav en stærk anden halvleg i Herning og det gav tre point i middags, nu er spørgsmålet så bare, kan man følge op og levere det samme mod FCN.

Men, det er heldigvis først og ti dage.

Lad os slutte dagen af med at kigge på stillingen i A-Ligaen og vide at AGF igen er med, hvem havde troet det for uger siden, ikke undertegnede i hvert fald.

Derudover skal der også lyde en ros til de unge fans der på modsatte side af den tribune hvor medierne var placeret gav den gas hele vejen igennem.

Det var fedt og en fornøjelse. Derudover skal spillerne afslutningsvis have ros for at præstere at hive sig selv op.

Måske sidder alt ikke lige i skabet, men tre point er tre point og kan betyde rigtig meget for den kommende uge på træningsbanen og forhåbentlig gøre at troen vokser inden kampen mod FCN.

Derfor slutter vi af med sejrssangen; “Hvem var det der vandt i dag, hvis holdet kan huske det, håber vi at de skal synge den igen på næste tirsdag…”