Højt humør i Vejlby, hvor manageren også deltog i øvelserne…

Stemningen i spillertruppen på træningsbanen har naturligvis taget et nøk opad, ovenpå en rigtig god periode, spillemæssigt for AGF.

AW
Alexander Witved
24. september 2026 · 12:31
Del
Signe Holt Andersen observerer mens der bliver gået til den under træning. Der var stor kvalitet og nåh ja, manageren var også med... / Foto: Alexander Witved

VEJLBY, KUNSTSTOFFET: Stemningen var som altid god og så havde den alligevel fået et nøk opad, da AGF’s A-Liga-mandskab torsdag morgen trænede ved kunststofbanerne ved Idrætshøjskolen, to dage efter nederlaget til FC Nordsjælland.

Den tid hvor FansAGF.dk overværede træningen, blev der blandt andet spillet i rundkreds og her deltog manager og cheftræner Søren Kiilerich også. Det var ganske underholdende.

I hvert fald der blev der fra hans side råbt og skreget flere gange og det var ikke kun for veludførte ting, skal det siges…

Manager og cheftræner Søren Kiilerich deltog i en øvelse torsdag og udefra så det underholdende ud. Han ville gerne have bolden hele tiden, som det forbillede han jo skal være, men det skal samtidig bemærkes at der kommer mange sjove reaktioner fra ham, både når han modtog og spillede bolden
Foto: Alexander Witved

Efter endt træning, den varede en time, tog FansAGF.dk’s udsendte en snak med rutinerede Signe Holt Andersen;

Formkurven skal fortsætte

– Kan du mærke det i kampene, at I har gang i en opadgående formkurve?

– Det synes jeg, vi har set godt ud i de seneste par kampe og man kan tydeligt se, at formkurven er opadgående og det er vores intention, at det skal fortsætte, smilede hun som altid og udstrålede en fantastisk ro.

– Mærker du også det på træningsbanen?

– Absolut! Der har faktisk undervejs i det her lange forløb uden sejre, været et okay humør ude på træningsbanen. Men den opadgående formkurve har da i den grad hjulpet, så den har da fået et nøk opad, hvilket jo bare er dejligt.

Har ikke en foretrukken plads

– Udefra set virker det som om at Mie Lerche er førstevalget i 3-2-3-2-formationen og så kæmper du og Mathilde Braithwaite om hvem der skal starte ved siden af hende. Hvordan ser du på den konkurrence?

– Der må jeg være ærlig og indrømme, at det har jeg ikke har tænkt nærmere over. Nu har jeg jo også været ude i noget tid med en skade og dermed heller ikke været i spil til kampene.

Det er sådan her vi kender Signe Holt Andersen, som målscorer. Men faktisk betyder det ikke noget for hende, om hun spiller i boksen eller som hængende angriber, hun er klar og manageren bestemmer hendes rolle
Foto: AGF.dk

– Derudover mener jeg jo selv, at jeg kan dække flere positioner, så om jeg spiller i boksen eller hvorhenne, forholder jeg mig ikke så meget til, forklarede den erfarne krøltop.

– Hvor vil du helst spille på banen? I boksen eller på 10’eren?

– Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke har en foretrukken plads. Jeg trives lige godt begge steder, så det er op til Søren (Kiilerich, cheftræner, red.) hvor han vil bruge mig. Jeg er bare klar.

Selvom det er et stykke ude i fremtiden, er næste opgør for De Hviie en tur til Fyn på tirsdag, hvor et andet hold der også har haft lidt svært ved at få point venter. OB har eksempelvis en målscore på 5-18, så hvad tænker Signe Holt Andersen om den kamp?

Midtbanespilleren Lærke Tingleff jagter bolden i højt løb ved torsdagens morgentræning. Generelt var tempoet og kvaliteten af træningen rigtig god og man kunne mærke, at de er klar til også at jagte sejr i Odense på tirsdag
Foto: Alexander Witved

– For at være helt ærlig, syntes jeg at OB er et hold der er svære at blive kloge på. Det er sådan lidt op og ned med dem, men som du selv siger, ligger de nede i bunden af tabellen af en grund.

– Men det er et hold der går til den i kampene og gør alt hvad de kan, for at undgå at modstanderen får gang i deres spil.

Vær optimistisk

– Nu er I jo inde i en rigtig god periode, hvad angår resultater. Hvordan undgår man så at det pludselig går galt igen, eksempelvis mod OB?

– Man skal lade være med at tænke på, at det kan gå galt. Man skal som udgangspunkt være optimistisk og ikke gå rundt og være bange for at tabe.

– Vi skal gå på banen og spille vores eget spil, jagte de tre point og så ikke skænke det en tanke, at det kan gå galt. For begynder vi først at tænke i de baner, jamen så er chancen også desto større for at det går galt.

En kamp af gangen…

– Der er stadigvæk et stykke vej op til de sjove pladser, er det noget I tænker over, forud for kampen mod OB?

– Nej, det gør vi ikke. Vi fokuserer udelukkende på den næste kamp, som er udekampen mod OB. Det er en kamp, hvor vi meget gerne skulle have tre point, så det er der vores fokus er lige nu.

Bedømt på teknikken i øvelsen i rundkredsen, kan OB få rigeligt at se til tirsdag. Så skal AGF bare huske at parkere cheftræneren på bænken inden kampstart…

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag