ESTÁDIO DA LUZ: Det var forståeligt, hvis AGFs cheftræner, Jacob Poulsen efter halvandet minut af torsdagens opgør i Europa League, stod med en meget dårlig fornemmelse i kroppen.
For der kom århusianerne nemlig bagud med 1-0, da Rafa Silva i to forsøg bragte de portugisiske storfavoritter tidligt i front..
Resten af halvlegen var groft sagt et mareridt for gæsterne, der havde svært ved at afmontere det pres som værterne diskede op med.
Uafklarede i boldomgangen
Det erkendte cheftræneren da også efter kampen, da han stillede op over den skrevne presse:
– Jeg synes, vores præstation i første halvleg førte til, at vi gav dem for mange af de ting, som vi vidste, de var gode til. Der var for mange gange, hvor vi var uafklarede i vores boldomgang, og nogle gange, hvor vi smed den på nogle dumme steder, indledte han over for blandt andet Bold.dk.
Med ovenstående hentydede han sikkert til de gange hvor Colin Rösler enten tabte bolden i feltet eller Mouhammade Camara spillede bolden hen til sin keeper, der var tæt på at koste mål.
De åbne situationer
Dernæst fortsatte han:
– Det lykkedes måske okay i nogle pres-situationer, hvor der var noget lavt forsvarsspil. Vi fik fat i bolden, men så mistede vi den igen i de der åbne situationer, og der er de bare vanvittigt farlige.
– De havde vel nok chancer til mere end de mål, de scorede i første halvleg, erkendte Jakob Poulsen.
Han kunne dog også finde positive ting at tage med fra 3-1-nederlaget, der trods alt kun blev til et 3-1-nederlag.
Er i live…
– Vi er i live, hvis man kan sige det sådan. Det er ikke sikkert, at vi skulle have været det efter første halvleg. Men det er vi.
– Vi er nede med to, og det er vanskeligt. Det er et europæisk tophold, som vi spiller imod. Men nu kan vi trods alt tage imod dem om en uge. Hvem ved, om vi kan score det første mål.
– Så kan det være, at det åbner op, analyserede Jakob Poulsen videre til Bold og den øvrige danske presse efter kampen i Lissabon.
Anden halvleg blev som bekendt ikke det mareridt, som de første 45 minutter var. For der kom styr på gæsternes bagerste geledder og faktisk tog de sig rigtig godt ud.
Lukkede godt af efter pausen
Den præstation vil cheftræneren se mere af:
– Anden halvleg var flot. Det var sådan, vi skulle have spillet hele kampen rent defensivt. Vi lukkede godt af, og vi gav ikke ret meget væk, sluttede han.
AGF får chancen for at vise sig endnu bedre frem på torsdag kl. 20 i Randers, når Benfica gæster Cepheus Park til returkampen




