FREDENSVANG: Transfervinduet er som bekendt et afsluttet kapitel, men det er snakken langt fra hos fansene, som på ingen måde forstår, hvorfor AGF ikke investerede i en 9’er.
Godt nok har klubben angribere/boksspillere i form af tyske Janni Serra, James Bogere fra Uganda og Stefen Tchamche, der er egen avl, men det er jo ikke målscorere, der ligefrem har brændt banen af og sparket døren ind på Fredensvang i opstarten.
Angriberne har scoret
Men sandheden er, at de faktisk har bidraget med mål i denne sæson hidtil i Superligaen.
Serra har bidraget med tre mål, hvoraf to af dem kom i hjemmekampen mod Silkeborg i seneste runde, mens Bogere scorede et enkelt i hjemmekampen mod OB.
Læg dertil at Bogere også har lavet to i Europa.
Derfor var det nok heller ikke så overraskende, at udmeldingen var positiv fra cheftræner Jacob Poulsen, da han onsdag, på ugens mediedag, skulle sætte ord på holdets angrebsmuligheder.
For han mener faktisk at de bidrager med meget forskelligt, når og hvis kampene kræver det, hvilket kan blive en fordel for AGF;

Foto: AGF.dk
God med ryggen til mål
– Janni er en mere klassisk AGF-angriber. En større, lidt mere stationær type, som er god med ryggen til mål og er en trussel specielt på høje indlæg ind i feltet.
– James er modsat lidt mere bevægelig og Stefen er så en blanding af de to, lagde cheftræneren indledningsvist sin analyse ud med over for FansAGF.dk og den øvrige fremmødte presse i lokalerne på Fredensvang.
For alt er ikke negativt. Det giver nemlig cheftræneren muligheder for at ændre undervejs, hvis det er nødvendigt;
Giver muligheder
– Det giver nogle muligheder alt efter kampbillede. Vi kan starte med et udtryk og ændre, hvis kampen kræver noget andet af os, forklarede han opfølgende.

Foto: Sportsphotos.dk
Dernæst sendte han roser i retning af den dobbelte målscorer fra søndagens opgør, tyske Janni Serra for bare at kæmpe videre – også når modgangen rammer, eller transfermøllen arbejder på højtryk:
– Det er sådan det er at være fodboldspiller. Hvert eneste vindue ved du, at klubberne kigger, og det kan være, de kigger på din position.
Har prøvet det før
– Det kan være, der kommer noget ind, det kan være, der ikke gør. Som en forholdsvis rutineret spiller som Janni heldigvis er, så har han prøvet det før, fortsatte cheftræneren og tilføjede samtidig:
– Det fede ved Janni er, at han virkelig gerne vil. Han giver den gas, og nogle gange spiller han, andre gange gør han ikke.
– Der er ikke noget piveri. Han ved bare, at når han får sin mulighed, så skal han forsøge at tage den. Det må man jo sige, han har gjort de seneste par gange.
Det er ikke nogen stor hemmelighed, heller ikke på Fredensvang, at man siden sommerens opstart, har ledt efter en afløser for Patrick Mortensen.
Åben kamp om 9’eren

Foto: Sportsphotos.dk
En der kunne ligge i boksen og lave mål. Tobias Bech er forsøgt, James Bogere har fået chancen, men efter sine to scoringer i sidste runde, kunne det ligne, at den høje tysker pt er et godt bud på et muligt førstevalg:
– Der har været en åben kamp om, hvem der skal være førsteangriber. Der har været relativt stor succes omkring nierne.
– Bogere og Serra har lavet seks mål tilsammen, så de har haft ganske stor effektivitet i forhold til spillet minutter. Det er ikke der, vi har manglet målene fra.
En my foran
– Jannis præstationer de seneste kampe har jo gjort, at han måske er en my foran de andre lige nu, sluttede cheftræner Poulsen analysen omkring angrebspositionen for denne gang i AGF.
Om tyskeren eller det ugandiske angrebs-talent, der jo netop er blevet udtaget til landsholdet igen (læs mere om det i nyhederne), starter inde søndag, må tiden vise.
Et tredje bud kunne naturligvis også være Stefen Tchamche. Lige meget hvad skal AGF i hvert fald forsøge at hente sæsonens første sejr i Superligaen, når holdet i Farum på Right to Dream Park møder topholdet FCN.
Det er søndag kl. 18




