HYBEL ARENA: Nej hvor gjorde det ondt, det var der ikke nogen tvivl om, da cheftræner Jakob Poulsen efter 2-2-kampen i Horsens, udtalte sig til AGF’s egen tv-kanal AGF Play TV efter kampen.
Her var det meget tydeligt, at den her præstation ramte ekstremt hårdt;
– Stemningen er rigtig dårlig, og ja det føles som et nederlag. Ingen tvivl om det. Vi fører 2-0 så langt hen i kampen, så skal man vinde. Det er meget skuffende, indledte han.
– I har masser af chancer i løbet af kampen, måske kan man tale om marginaler, men hvorfor ender I ikke med tre point?
Mulighederne var der
– Ja, ja, altså i første halvleg havde vi nogle gode muligheder, som vi selvfølgelig skulle have scoret på, ingen tvivl om det.
– Men det der gør at vi ikke tager fra Horsens med tre point er, at de gange vi har bolden på Horsens banehalvdel, fokuserer vi for meget på at lave en chance mere.
– I stedet for at sætte spillet ordentligt op, få skubbet op og være klar på det der kunne ske bagefter.
– Til sidst i kampen, giver vi for mange indlæg væk ved vores eget mål og så er der altid en risiko for at det ender sådan her.
– Kigger man på starten af denne sæson, efter de første ni kampe, er det så gået som man kunne have forventet? Betyder det noget at kunne tage et point med, eller er det hele bare en stor øv-følelse?
Virkelig dårlig følelse
– Det ene point er tæt på umuligt at glæde sig over i dag. Det er en virkelig dårlig følelse man står med, for vi føler jo at vi igen har fejlet.
– Selvom der var meget godt set over de 90 minutter og vi havde meget god kontrol over det meste af kampen. Men det betyder ingenting, når man ikke formår at gøre det færdigt, så gør det ondt.
– Kommer den her lange landskampspause belejligt for jer, for nu kan I jo trods alt trække stikket i nogle dage?
Pausen er tiltrængt
– Hvis vi havde vundet i dag, havde det været noget sjovere at gå ind til den pause, for så havde man følt at man havde fået sat et ønsket aftryk på.
– Men omvendt tror jeg der er rigtig mange der har brug for den, mentalt specielt. Men nej hvor ville vi gerne have haft tre point i dag inden landskampspausen, forklarede han videre til AGF Play TV.
Efterfølgende blev han på TV2 Sport X også bedt om at udtale sig om han kiggede i retning af top-6 eller hvordan han så på den situation efter 2-2-kampen;
Glem top-6
– Lige nu skal vi slet ikke have øjnene rettet mod top-6 eller lignende, der skal vi ganske enkelt fokusere på at få nogle point, længere er den ikke, forklarede han.
Næste gang hans mandskab har mulighed for dette, er når holdet den 12.oktober på udebane møder den absolutte bundprop Sønderjyske, der søndag noget overraskende vandt 4-2 over Randers. Der er lige nu seks point op til top-6.




