Jønsson efter kollaps i Baku: – Vi hælder det hele ud med badevandet

AGFs erfarne midtbanespiller pakkede ikke tingene ind, efter at holdet havde fået en ordentlig snitter i Baku og tabt med 4-0

AW
Alexander Witved
11. august 2026 · 21:24
Del
Der var ingen undskyldninger fra Jens Jønsson efter nederlaget, hvor han mente at de skulle holde deres kæft / Foto: Sportsphotos.dk

MASAZIR, BAKU: Den gjorde ikke bare lidt ondt, den gjorde rigtig, rigtig, meget ondt. For drømmene var begyndt at blomstre på Fredensvang, ovenpå den flotte, men lidt heldige 2-1-sejr i den første kamp mod Sabah FK fra Aserbajdsjan.

Men tirsdag aften kollapsede århusianerne så og det satte midtbanespilleren Jens Jønsson ord på efter kampen til Viaplay:

– Min følelse er, at vi har gået en hel uge og trænet, og så hælder vi det hele ud med badevandet. Så beder man jo selv om det, indledte en målløs Jens Jønsson til Viaplay.

Til at tale med

Den tilbagevendte Århus-dreng, mente egentlig ikke at de aserbajdsjanske mestre var de danske mestre overlegne, men efter et nederlag som dette, var der ingen undskyldninger.

– Vi kommer for langt ned og stå, og vi har masser af tid. De er jo mere end til at tale med, og så er de jo ikke bedre.

– Jeg skal ikke pege fingre, for de kører os rundt. Vi bør være bedre, men det er vi ikke, så vi skal bare holde vores kæft, lød vurderingen slutteligt fra Jens Jønsson til Viaplay.

Næste europæiske udfordring for Jønsson og holdkammerater hedder formentligt portugisiske Benfica, der i deres første opgør mod skotske Hearts vandt med 6-1.

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag