En god start på den lange landsholdspause, kunne være en sejr i Horsens….

FREDENSVANG: Man kan faktisk godt blive lidt overrasket, når man op til søndagens meget vigtige kamp i Horsens, endnu ikke har kunnet mærket på AGFerne, at de er sådan rigtigt nervøse.

Måske handler det om at de er inde i en god periode. Tabte knebent med 2-0 i Farum, hvor et manglende rødt kort kunne have gjort en forskel og måske givet et andet resultat.

Måske var det 6-1-sejren ude i Betano Pokalen onsdag aften, hvor Danmarksserie-mandskabet Boldklubben Skjold i egen hule fik en opvisning af Frederik Emmery.

Men virkeligheden er også bare, at AGF, de danske mestre, skal til at bruge en sejr. Holdet har formået at samle på uafgjorte og nederlag i denne sæson, men sejre er det ikke blevet til.

Jo, én enkelt gang i Champions League-kvalifikationen hjemme mod Sabah FK, men det var så også dette. Derudover har der manglet fremgang på resultattavlen.

Men er det så okay ikke at være bekymret. At tro på, at det venter lige rundt om hjørnet…

For en sejr kommer til at give en vanvittig ro og en forløsning og pludselig ser det hele lidt mere lyst ud, et nederlag og så er bunden for alvor og grum og man er for alvor isoleret med mandskaber, men reelt burde være stærkere end.

Uanset resultatet søndag eftermiddag på Hybel Arena i Horsens, så går der mange uger, grundet en meget lang landsholdstermin, før holdet igen skal i aktion, denne gang imod Sønderjyske.

Tænke sig hvad det opgør kan blive, afhængig af søndagens resultat.

Så, hvorfor er det at de tror at sejren kommer i Horsens.

For værterne søndag er ikke dårlige. Har en tidligere AGF-træner som cheftræner, ligger okay lunt i tabellen og har rigmænd i ryggen der køber ind til højre og venstre, så selv et managerspil må overgive sig og melde fortabt.

De har puttet ekstremt mange penge i Gule og lige nu ligger klubben der, hvor der ikke burde være nedrykningsfare rundt om hjørnet, men det kunne jo ske, hvis mandskabet tabte til et sultent AGF-hold.

Spillet har ikke været dårligt inde på banen for mestrene, lad os starte med at være ærlige om dette.

Det er selvfølgelig en smagssag som man er tilhænger af mange berøringer, spil der går fra siden og tilbage, fremfor det direkte fodbold.

Det er groft sagt forudsigeligt. Fornyelsen er begrænset og aktørerne har svært ved at finde løsningerne.

I de første tyve minutter eksploderer de, tror på det og spiller sig frem til noget, men så går luften af ballonen.

Man vil så gerne bruge wingbacksene, havde 10’erne til at byde op med enten langskud eller opfølgning på returboldene inde i feltet. Ingen af delene sker bare.

10’erne har slet ikke haft den tur i den, som det man så i efteråret og boksspilleren har knap nok været farlig. Men det er vejen frem søndag igen.

For mestrene har ikke ændret på deres tilgang fra sidste sæson, til gengæld har de været nødt til at ændre på andre ting og det er der forskellen dukker op.

Samtidig står marginalerne ikke kø og bolden vil bare ikke ind over målstregen, selv i de allermest oplagte situationer.

Lige nu mangler der vindere. De vindere som i sidste sæson ville gør alt for at blive dansk mester.

Henrik Dalsgaard-typen der var glad for at blive månedens spiller to gange i rap i en meget sen fodbold-alder, for han kunne ane noget større i det fjerne og gik efter det; han blev dansk mester!

Patrick Mortensen, der måske ikke bidrog med mål, men samlede holdet og som samtidig gjorde enten James Bogere eller Tobias Bech god.

Sådan en type er der heller ikke længere i truppen. Der er heller ikke en Felix Beijmo, der bare løb og løb og bidrog med kvalitet i alt hvad han foretog sig.

Det fortæller 15 indkasserede mål i denne sæson alt om. Det defensive anker mangler nu og det kommer til at tage pænt med tid, før det igen indfinder sig.

Alligevel har truppen bygget en tro på noget og det er naturligvis, at de er på rette vej på banen, selvom resultaterne ikke viser det.

For med en Frederik Tingager på vej tilbage til at få skabt roen i forsvaret, samtidig med at man faktisk har leveret godt i de fleste af kampene i denne sæson i Superligaen. Problemet har overordnet bare været, at kvaliteten i boksen og i forsvaret har manglet.

Det er naturligt, når man endnu ikke har kunnet stille med det samme forsvar to kampe i rap og de spillere man har brugt, har været meget unge og manglet lederskab og erfaring.

De har forsøgt at gribe chancen, men det er bare ikke lykkedes. De har fået brugbar erfaring til fremtiden, det kan bare ikke bruges nu og her.

De har ikke Tingagers overblik, ro, evnen til at lægge de præcise afleveringer. Evnen til at kompensere overblik for hurtighed og en naturlig aura over sig, bare de gør deres entré på træningsbanen.

Det burde svenske Eric Kahl og norske Colin Rösler have. Kahl har da også leveret nogenlunde, men slet ikke med den kvalitet og ro som i sidste sæson. Han er så også ude med en skade nu.

På midtbanen har man også manglet roen. Knudsen har ikke haft samme betydning som i sidste sæson, selvom han reelt har leveret på det nogenlunde samme niveau.

Med landsmanden og anfører Kristian Arnstad ved siden af ham, da det er chefens ønske, men problemet er bare, at det ikke er der han er stærkest.

Det er længere fremme. Han skal have frihed til at udfolde sig, det har han altså ikke på midtbanen.

Alternativerne på midtbanen Jens Jønsson og Markus Solbakken har ikke for alvor overbevist Jakob Poulsen om at de skulle spille og så begynder balladen.

For længere fremme har man heller ikke kunnet finde konstellationen der gjorde boksspilleren god i denne sæson og som samtidig kunne bakke op med mål.

Det som Jakob Poulsen påpegede inden sæson blev nødvendigt, hvis holdet skulle levere.

Tobias Bech er desværre en skygge af sig selv. Løbepensummet og arbejdsraseriet kan man ikke tage fra ham.

Men man er ikke i tvivl om hvorfor at new zealandske Callum McCowatt er hentet ind, for Bech ikke har leveret.

Så kunne Bech eventuelt byde op til dans i front, hvor hverken Serra, Bogere eller Tchamche har vist sig at have klassen nu og her.

Men da Tobias Bech fik chancen som falsk ni’er tog han ikke imod den. Pludselig sidder han på bænken.

Det har Sebastian Jørgensen gjort. Grebet chancen. Han er ikke den højtråbende, men leverer det han skal.

Overblik, god til at læse spillet, men præstationerne svinger alt for meget. Han lægger dog op og leverer indimellem mål.

På wingbacksene har Frederik Emmery slået sit navn fast. Problemet er bare, at det ved samtlige hold i Superligaen.

Få ham lukket ned og du har reelt lukket resten af AGF-holdet ned. Modsat er sydafrikanske Gift Links ude med en skade og det betyder at Rasmus Carstensen, Jacob Andersen og Mikael Anderson kæmper for at få lov til at vise sig frem.

De har skiftevis leveret lidt i perioder. Anderson hentet hjem i sommers og han mangler at komme i gang.

Carstensen gør det i perioder, men brænder også alt for meget og laver tåbelige fejl der koster mod eksempelvis Silkeborg.

Jacob Andersen er fremtidens mand, men også her svinger præstationerne, om end han gør sit bedste, der mangler bare det sidste.

De var der i sidste sæson, lederne og dem der holdt holdet oppe, når det var nødvendigt, men arvtagerne har haft svært ved at levere på samme niveau og konsekvensen ses i bunden.

Det betyder at man nu klynger sig op af håbet om, at islandske Daníel Léo Grétarsson og Frederik Tingager kan stabilisere forsvaret og så burde resten jo komme af sig selv.

Om det medfører flere mål vides ikke. Men det at de kan lukke af i defensiven, betyder at de kun skal bruge få mål oppe foran og så kan man jo håbe at Callum McCowatt får gang i det, han leverede i Silkeborg.

Hvad næste kapitel i historien om AGF indeholder finder vi ud af søndag klokken 16, når der fløjtes op på Hybel Arena i Horsens.