RIGHT TO DREAM PARK: Det er aldrig sjovt at sidde ude på bænken og se sine holdkammerater blive kørt midt over.
Men sådan var det for 23-årige Mathilde Braithwaite, da AGF tirsdag aften i Farum tabte med 5-0. Hun kom ind efter pausen og spillede for en gangs skyld ikke som angriber, men fik i stedet chancen på højre wingback.
Fodfæstet manglede
Hvordan oplevede hun så første halvlegen fra bænken, FansAGF.dk snakkede med hende efter kampen;
– Det var selvfølgelig en hård første halvleg, hvor vi havde problemer med at få vores spil til at fungere. FC Nordsjælland kom ud med stor intensitet, og vi havde svært ved at finde fodfæste.
– Det røde kort ændrede dog kampbilledet i anden halvleg, hvor vi fik mere plads og kom bedre med i kampen. Men, når man ser på kampen som helhed, er det selvfølgelig ikke et resultat, vi kan være tilfredse med, forklarede hun indledningsvist.
En anderledes rolle

Foto: Sportsphotos.dk
Hun er i AGF oftest blevet brugt som angriber i 3-1-4-2-systemet, men mod topholdet fra FC Nordsjælland, fik hun chancen på højre wingback.
Kort efter sit indhop leverede hun et godt indlæg, som endte med en afslutning fra Dagmar Jørgensen, men hvordan syntes hun selv det gik;
– Jeg synes egentlig, det fungerede fint. Det var en lidt anderledes rolle, end jeg normalt spiller, men jeg fik mulighed for at komme mere ud på kanten og bruge nogle af mine offensive kvaliteter.
– Jeg kan godt lide at have plads foran mig og mulighed for at udfordre, så på den måde var det en position, jeg følte mig godt tilpas i, lød analysen fra hende.
Var egentlig kant
– Er det bare undertegnede der skal til optiker, eller passer den plads ikke bedre til dig og dine kompetencer?
– Jeg synes bestemt, at positionen passer godt til mine kvaliteter. Selvom jeg spillede wingback, var min rolle egentlig mere som en kant, hvor jeg havde fokus på det offensive.
– Det er en position, jeg tidligere har spillet meget, og hvor jeg kan bruge nogle af mine styrker, særligt min fart og evnen til at udfordre én mod én. Så det er helt klart en position, hvor jeg føler, at jeg har meget at byde på, lød hendes egen vurdering.
Gode situationer
AGF kom en spiller i overtal efter 50 minutter, da værternes Thea Petersen fik sin anden advarsel, syntes den 23-årige hurtigløber så, at gæsterne udnytte overtallet godt nok?
– Nej, jeg synes ikke helt, at vi lykkedes med at udnytte overtallet. Det røde kort gav os selvfølgelig nogle bedre forudsætninger for at sætte os på kampen, og jeg synes også, at vi i perioder fik skabt nogle gode situationer.
– Men vi manglede at være mere skarpe på den sidste tredjedel og få omsat vores overtag til nogle større chancer.

Foto: Sportsphotos.dk
Efteråret i A-Ligaen har overordnet set været en kæmpe skuffelse, nogen vil måske endda bruge ordet dundrende fiasko.
Fokus på det vi kan påvirke
Men hvor er det at holdet skal ud og finde den succesoplevelse, som man hungrer efter, Braithwaite havde naturligvis et bud;
– Det er klart, at det har været et svært efterår, og vi er selvfølgelig ikke tilfredse med de resultater, vi har fået.
– Men jeg tror, det er vigtigt, at vi fortsætter med at arbejde på de ting, vi kan kontrollere, og holder fast i troen på det, vi laver. Vi skal finde tilbage til nogle af de ting, vi ved, vi er gode til, og bygge videre derfra.
– Jeg tror på, at succesoplevelserne nok skal komme, hvis vi fortsætter med at arbejde i den rigtige retning, sluttede hun af over for FansAGF.dk
Det er som sagt på tirsdag at AGF skal i kamp igen, når oprykkerne fra FC Midtjylland gæster Ceres Park Vejlby, der er kampstart klokken 19.






