VEJLBY: Det er nok ikke mange af FansAGF.dk’s læsere der har undgået at bemærke, at A-Liga-mandskabet i denne sæson ikke ligefrem toppræsterer.
Holdet ligger suverænt sidst i rækken, hvor de inden weekendens kamp mod oprykkerne fra FC København faktisk er seks point efter og faktisk også har en pænt dårligere målscore.
Så hvordan ser en af holdets lynhurtige angribere så på situationen.
Dette fanmedie snakkede torsdag med Mathilde Braithwaite, der som navnet antyder er lillesøster til den tidligere landsholdsspiller, Martin Braithwaite, efter træningen, for at høre hvordan hun har oplevet den lange periode uden sejre;
Frustrerende periode
– Det er selvfølgelig en frustrerende periode, fordi vi ikke har fået de resultater, vi gerne vil have. Når det så er sagt, synes jeg, at vi har mange gode perioder i kampene.
– Det handler om, at vi skal blive bedre til at holde fast i disse over længere tid. Jeg føler, at vi er på vej i den rigtige retning, og vi har selvfølgelig troen på, at vi nok skal få det vendt, indledte hun.
I sidste weekend leverede holdet så det der må betragtes som sæsonens bedste præstation, selvom man på ny tabte i Herning på MCH Arena.
Skabte gode muligheder
Nederlaget lød på 2-1, men AGF havde fortjent langt mere end dette. Holdet og især de offensive spillere kom frem til afslutninger og havde en udstråling især efter pausen, der ikke er oplevet tidligere i sæsonen;
– Jeg synes at kampen mod FCM viste rigtig mange positive ting. Vi skaber flere gode muligheder og kommer frem til de situationer, vi gerne vil.

Foto: Sportsphotos.dk
– Så er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke får mere ud af dem. Men for mig er det vigtigste, at vi bliver ved med at skabe chancerne, for så tror jeg også på, at målene og resultaterne nok skal komme.
Mod oprykkerne fra FCM, så det også ud til at holdet var gået væk fra spillestilen med de mange pasninger og i stedet fokuserede på langt mere direkte fodbold, hvilket i følge Mathilde Braithwaite, også er en fordel for hende og den form for fodbold der passer til hendes styrker;
Kan true mere i dybden
– Jeg synes i hvert fald, at der er nogle ting i vores måde at spille på lige nu, som passer rigtig godt til mine styrker.
– Jeg får mulighed for at bruge min fart og true mere i dybden, hvilket er nogle af de ting, jeg gerne vil bidrage med offensivt.
– Samtidig synes jeg, at vi som hold begynder at finde en god balance i vores spil, så det er helt klart noget, jeg føler mig godt tilpas i.
Her på FansAGF.dk er der allerede lavet analyser i retning af, at holdet formentlig skal kæmpe i nedrykningsspillet.
Måske kan det endda i værste fald ende ud i kvalifikationsspil mod B-Liga-holdene. Kampe der afgør om holdet overhovedet skal være med i A-Ligaen i næste sæson.
For tidligt at melde dem ude
Så grelt mener Braithwaite dog ikke at det er;
– Der er stadig mange point at spille om, så jeg synes, det er for tidligt at se os selv ude af top 6. Vi tror på, at vi kan nå kvalifikationsspillet, og vores fokus er derfor på os selv og på at fortsætte den positive udvikling, som vi føler, vi er i, forklarede hun videre.
Man kunne jo mene, at med seks point op til FCK, ville morgendagens bundbrag, der i øvrigt dømmes af Sandi Putros, er sæsonens allervigtigste pt, men sådan ser hurtigløberen altså ikke på det;
Den skal vindes
– Alle kampe er vigtige for os lige nu, og FCK-kampen er selvfølgelig ingen undtagelse. Vi ved, at vi har brug for de tre point, så vi går ind til kampen for at vinde.
– Samtidig handler det om at bygge videre på de positive ting, vi har vist i de seneste kampe, sluttede hun over for FansAGF.dk’s skribent og virkede meget optimistisk inden lørdagens kamp hjemme mod oprykkerne.
Senere fredag kommer der en optakt til kampen, der spilles i Vejlby lørdag kl. 13




