VEJLBY, KUNSTSTOFFET: Hendes betydning er der ingen i AGFs A-Liga-trup der kan tage fejl af, forud for tirsdagens møde med topholdet FC Nordsjælland på Ceres Park Vejlby.
Midtbanespilleren Ea Rasmussen gør måske ikke det store væsen af sig uden for banen, men inde på banen er hendes betydning enorm.
Mestrer at læse spillet
Hun er enorm god til at gøre det hele simpelt og så mestrer hun ganske enkelt at læse spillet og er ofte langt foran de andre, i forhold til hvordan hun placerer sig.
Hendes betydning bliver helt sikkert også vanvittig vigtig tirsdag aften, når hun skal forsøge, sammen med Lærke Tingleff, at lukke ned for gæsternes stærke offensive kort.
Det bliver ikke nogen let opgave, men hvis der er en der kan, så er det 25-årige Ea Rasmussen.
Kurven opadgående
Hun tog en kort snak med FansAGF.dk efter søndagens træning og her satte hun ord på den formkurve holdet er inde i;
– Stemningen i truppen er god. Vi føler vi er på en opadgående kurve, men vi er også meget bevidste om, at vi skal lægge yderligere på de næste par uger, indledte hun rolig og meget afklaret.
Hun kunne derudover forklare at der er lagt en meget klar plan for opgøret, hvor hun dog kunne sætte nogle overordnede ord på, hvad der bliver vigtige;
Skal være på!
– Vi har lagt en plan for hvordan vi skal forsvare os imod dem. Men helt generelt handler det om at vi er på.
– Er kyniske i og omkring feltet og også truer dem den anden vej, så vi holder dem fra vores mål, var hendes videre analyse.
Men hvad er hendes opskrift så på hvordan man undgår at Tigrene fra Farum fortsætter det målshow, som de eksempelvis havde mod FC Midtjylland, hvor de vandt med 4-1;
Fysik og duelstyrke
– Vi skal som jeg sagde før være kyniske – og det gælder i begge felter. Så skal vi bringe en masse fysik og duelstyrke ind i kampen.
– På den måde kan vi forhåbentlig kan slå deres spil i stykker så meget som muligt og derefter selv tage fat i bolden i de perioder, hvor vi har mulighed for det, sluttede hun.
Om hun får ret, ser vi tirsdag aften klokken 19.




