Når spillerne tilsyneladende ikke ved hvad den taktisk plan er, må problemet jo være et andet sted…!

Man kunne se det i tomheden hos angriberen Mie Lerche da hun blev skiftet ud i lørdagens lokalbrag mellem AGF og ASA. Ord var overflødige.

Det var de dog allermest i beskrivelsen af de første 45 minutter, der var så ringe, at man fra mediepladserne sad og undrede sig over, om der overhovedet var lagt en taktik og hvad den så egentlig var.

For spillerne på banen viste absolut intet, der gjorde at de burde have en hvid trøje på. Hvis der sad nogle blandt de godt 600 tilskuere i første halvleg og så op til disse spillere, så blev de godt nok skuffet.

Bagud efter tre minutter, i en situation hvor det så så afsindigt nemt ud, da gæsterne fra Frederiksbjerg spillede sig igennem i AGF’s højre side.

Der var vitterligt ikke nogen der brød ind og nåh ja, målet kom efter at AGF’erne tabte bolden, der var bare ingen der var i nærheden af at vinde den tilbage!

Det var opgøret, hvor premierenederlaget i Vorup skulle revancheres. Der var lagt i gryden til en spændende gryderet, med tacklinger, håneret og meget andet.

De Hviie skulle vise, at de havde lært af den kamp. Hvad de end havde lært, har vi stadigvæk her mange timer efter kampen er overstået, endnu ikke fundet ud af. For ALT gik galt inde på banen.

Man må og kan stille spørgsmålstegn ved hvad det er trænerteamet har tænkt, når man kan fejle så kraftigt i så vigtig en kamp.

Hvorfor skal der kontinuerligt ændres på så mange pladser. Hvor er lederne, dem der skal gribe taktstokken, dem der skal råbe de andre op.

Dem der skal hive fat i de andre og udstikke ordre. Dem var der ingen af.

Signe Holt Andersen var angriber, men løb rundt kampen igennem og vandt nærkampe, forsøgte at levere varen, var med i de få ting hjemmeholdet skabte, men hvad hjalp det, når de øvrige ikke steppe op.

Cecilie Johansen, anføreren, lagde flere gode afleveringer og havde også holdets farligste forsøg, men ellers skete der bare ikke nok.

Ea Rasmussen, målscoren var på overarbejde, så rigtig, rigtig skidt ud ved gæsternes 1-2-scoring og virkede som en spiller, der som opgøret skred frem gav op.

Forståeligt, for der var ingen der hjalp hende. De to i front var mere passive end aktive. Løb rundt som to individer, der på ingen måde anede hvad de skulle foretage sig.

Mathilde Braithwaite har et antrit og er meget hurtig, men var en skygge af sig selv.

Mie Lerche, da hun blev skiftet ud, jamen man havde intet set fra hende.

Men forsvaret, det var der den var hel og aldeles gal!

Julie Poulsen, så virkelig skidt ud ved det første mål, mens Laura Guldbjerg og Milla Højløkke Ahrenholt, puha hvor en første halvleg.

Altså de løber og træner sammen dagligt, det kunne man godt nok ikke se. Panik, usikkerhed, lammelse.

Hvor var det uhyggeligt så mange fejl man præsterede i én halvleg. Godt nok er man et bundhold, men man må gerne ligne at man har et koncept og det var ikke til at se i første halvleg.

Desværre peger det også uden for banen.

For hvad er egentlig tanken om måden dette AGF-hold skal spille. Spillerne ved det jo tilsyneladende ikke, men får de egentlig hjælp?

Hvordan kan man levere så ringe en første halvleg og der virker ikke til at være en konsekvens. Ingen træner der tydeligt viser frustrationer, ingen spillere på banen der råber og skriger.

Det er okay at I ikke mener der er brug for det, men i den situation holdet er i lige nu, jamen der kunne det være dejligt hvis nogen stillede sig frem og råbte højt.

Jovist, anden halvleg var da bedre. Man kom frem til chancer, men det gjorde gæsterne også Vanvittigt nemt endda.

Igen reddede Marie Gade når det gjaldt.

Men så kan man igen undre sig over, hvorfor Silke Lynge Larsen skulle op og spille på Sofie Jørgensens plads, når de to i denne sæson har været garant for at der skete noget offensivt og Lynge Larsen har været med til at stabilisere defensiven.

Derfor var der mange der floppede lørdag, men spillerne var ikke de værste. For hvis man ikke er tændt forud for så vigtig en kamp, så er der andre steder, hvor den er endnu mere gal.

Som en forælder udtalte til undertegnede efter kampen; “Hvor er det synd for min datter, at de spillere hun ser op til, ikke får den støtte udefra, som de skal!”

Man kan jo ikke sige, at det er forkert. Det viste kampen lørdag alt om.

Sæsonen handler kun om én ting nu for AGF og det er om at være klar til kvalifikationsspillet og der duer halvlege og tilgangen til kampen som den var lørdag på ingen måde.

Glem alt om at de er byens bedste hold på kvindesiden, for der er ASA dem overlegne lige nu og de er kun oprykker.

For AGF handler det om én ting, og det er at finde ud af hvad der skal ske med dette hold.

For hvis ikke man finder ud af det og får sat en klar dagsorden og en realistisk målsætning for resten af efteråret, kan det sagtens være at lørdagens flop ikke er det sidste og så er Århus på kvindesiden pludselig rigtig, rigtig rød…