VEJLBY, KUNSTOFFET: Lad det være sagt med det samme, både spillere og træner er klar, forud for kampen på søndag kl. 12 hjemme på Ceres Park Vejlby, når mastodonten i dansk kvindefodbold, topholdet HB Køge kommer på besøg.
En modstander der i det omvendte opgør uden problemer besejrede et tæt på skræmt AGF-hold og som modsat værterne, har et DM-guld at kæmpe for.
Men derfor lægger værterne sig ikke ned og en af dem som er klar til at drille , kunne meget vel blive unge Sofie Lundberg, som FansAGF.dk snakkede med efter torsdagens formiddagstræning.
De bør ku drilles
Hvad forventer hun af kampen mod Svanerne fra Køge?
– Det bliver en svær kamp, men også et opgør hvor det bør være muligt for os at drille dem lidt, nu hvor vi jo ikke selv har det store at spille for, indleder hun.
Gør hun selv og holdkammeraterne så sig nogle specifikke tanker om de mange landsholdsspillere de skal op imod?
– Nej, det gør vi os ikke rigtig nogle tanker om. Det handler mere om hvad vi som hold kan gøre.
– Hvordan finder I de manglende procenter, som I hele tiden snakker om?
Man er kommet tættere på
– Jeg føler at vi i de seneste par kampe er kommet tættere og tættere på, eksempelvis med mit offside-mål senest, men det handler groft sagt om at vi skal have prikket hul på bylden.
– Det tror jeg sagtens kan ske på søndag. De har jo meget at spille for og det giver os bare den ekstra energi, at hvis vi kunne drille dem, kunne det jo være fedt endelig at få en sejr.

direkte fodbold og at det bliver en kamp hvor der skal kæmpes
Foto: AGF.dk
Hvad regner den offensive kantspiller så med at de bringer…?
– Jamen direkte fodbold, det skal vi være forberedt på. Så bringer de mange med i feltet og er gode på deres omstillinger. Så vi skal blive bedre til at forsvare tingene færdigt og så skal vi kæmpe alt hvad vi har lært.
– Jeg forventer det bliver en arbejdskamp. Så vi skal stå tæt og kompakt i vores organisation, slutter kantspilleren.
Cheftræner Søren Kiilerich har også stor respekt for søndagens modstander. Men nu har han i foråret jo også talt om at få procenter over på AGFs side og meget andet, hvordan undgår man som hidtil kun at præstere én god halvleg?
Kræves to gode halvlege
– Vi skal mod HB Køge helt sikkert have to gode halvlege og det er samtidig så sjovt at skulle møde et hold der skal præstere og vinde guld. Selvfølgelig har de alt at vinde, men de har også alt at tabe og vi mangler sejren. Vi mangler internt på holdet den der sejr og det er det vores fokus er på.
– Den må gerne komme på søndag mod Køge, men den kan også komme mod Brøndby. Men som du selv siger, skal vi have sejren skal vi præstere bedre end en enkelt halvleg.
– De er rækkens mest effektive hold, de er direkte og meget kyniske, de spiller uden risiko og vi skal forsøge at sætte nogle situationer op som de ikke er vant til. Men vi skal også være kyniske, for vi kan ikke fortsætte med at have en xG på mellem 1,5 og 2 og så ikke score nogle mål.
– Men jeg oplever så mange ting fra træningsbanen jeg ikke vil komme ind på her, men som gør mig fortrøstningsfuld, så derfor er jeg som altid meget optimistisk, forklarer cheftræneren.
Nadim er klasse
– Forbereder I jer specifikt på Nadia Nadim?
– Vi forbereder os på de fleste af de spillere som HB Køge har og finder ud af hvem de er. Men Nadia Nadim er en fantastisk fodboldspiller og altså at hun har kunnet holde det her niveau, når du ser hende spille mod Hjørring, er hun hele tiden klar på at løbe dybt, hun er hele tiden klar til at få bolden fejlvendt.
– Så naturligvis forbereder vi os på hende, men det gør vi på hele deres hold, for vi skal vide hvad de kan og kommer med og være forberedt på dette, slutter cheftræneren.




