Nu skal erfaringerne fra Europa bruges, sæsonen er kun lige begyndt d’herrer…

Sæsonen er stadigvæk ung, men tendenserne har i en for lang periode, været meget nedadgående. Nu er det på tide at de forsvarende danske mestre viser, hvorfor de endte med guldet!

AW
Alexander Witved
13. august 2026 · 20:58
Del
God stemning efter den første kamp mod Sabah FK i Randers. Desværre forsvandt smilene og skuffelserne var enorme, da returkampen endte med 0-4. Nu skal AGF vise at de har lært af disse kampe / Foto: Sportsphotos.dk

DET GJORDE ONDT tirsdag aften, det kan der vist ikke være to meninger om, da AGFs drømme om muligheden for at komme med i gruppespillet i Champions League forsvandt, da holdet på udebane tabte med 4-0 til Sabah FK.

Det var som sådan ikke at holdet røg ud af kvalifikationen til Champions League der gjorde ondt, for spørgsmålet er nok når det hele kommer til stykket, hvor meget man egentlig som AGF-fan troede på det.

Det var mere måden det skete på og måden begge kampe mod de aserbajdsjanske mestre generelt var foregået på. Der manglede nemlig noget, noget der ikke var typisk AGFsk!

Da holdet for nogle måneder siden blev dansk mester, var det med en tro på egne evner. Ikke bare når de udtalte sig til medierne, men også når de leverede inde på grønsværen.

Sebastian Jørgensen scorede et af meget få mål i sidste sæson, i afklapsningen af Viborg i sidste runde. Det er nu rigtig meget fortid, men spillerne virker ikke mentalt til at være sådan rigtig kommet i gang endnu
Foto: Sportsphotos.dk

DER VAR EN UDSTRÅLING og en vilje, en mentalitet og en indstilling. Alt der blev skudt på, fandt på en eller anden måde ind i nettet og samtidig med dette, arbejdede alle for samme sag.

Det virkede for nu, som om at dette var fortid for dette AGF-hold!

Selvfølgelig har man sagt farvel til nogle profiler. Men, man har altså også fået tilgang af nogle.

Samtidig skulle man mene at muligheden for at præstere i Europas fineste klubturnering burde give en fråde om munden og en motivation efter at gøre alt hvad man kunne, for at komme derhen.

Det er bare ikke sket hidtil. Der var muligvis lidt af i det Poznan, men hverken i hjemmekampen mod polakkerne eller i de to kampe mod Sabah FK, var der antydningerne af et dansk mesterhold, der skulle vise omverdenen at mesterskabet ikke var en tilfældighed.

SAMTIDIG MÅ MAN OGSÅ erkende, at det ikke kun har været i Europa, men også i Superligaen at det groft sagt har haltet. Mod Lyngby var de trætte ben med til at levere en indsats, der ikke var en dansk mester værdig.

Naturligvis har man manglet spillere grundet skader og samtidig har nye navne skullet spilles ind, men dem der var tilbage fra sidste sæson, er ganske enkelt ikke trådt i karakter.

Det må være konklusionen, når man tirsdag aften kollapsede i Baku og samtidig sad tilbage med følelsen af, at der virkelig ikke var mere at give af.

I hjemmekampen mod Lech fra Polen gik det desværre helt galt og man fik en øretæve på 1-4, som man vendte i returkampen, men tendenserne var desværre på vej i den forkerte retning
Foto: Sportsphotos.dk

Få kampe inde i den nye sæson, virkede rigtig mange af spillerne trætte og uden overskud og derfor må spørgsmålet naturligvis være; hvad nu?

SKAL MAN SÅ VIRKELIG frygte for denne sæson, skal man frygte for afklapsninger mod portugisiske Benfica.

Bliver sæsonen i Superligaen et gigantisk mareridt, eller kan man håbe og formode, at der må være sult og ærgerrighed tilbage i disse danske mestre der gør, at bunden nu er nået og der nu skal kigges fremad?

Den vej vælger undertegnede gå med. For AGF kan simpelthen ikke blive ved med at præstere, som der hidtil er blevet præsteret.

Nuvel i den første kamp mod Brøndby i Superligaen, så man det kendte AGF-mandskab, men sidenhen, blev det godt nok gemt helt væk.

DET HANDLER OM RESPEKT for trøjen og de mange fans, der konstant er der og støtter op. Måske er klubben blevet nogle markante profiler færre og måske er skaderne et stort tema.

Men der er stadigvæk 11 mand på banen, når kampen fløjtes op og der må være en indstilling og mentalitet hos dem, der siger at nu skal der andre boller på suppen.

For de erfaringer man indtil videre har gjort sig i Champions League-kvalifikationen, dem kan ingen tage fra dem.

Hurtigere boldomgang, hurtigere i tanke og fødder, man skal i den grad begrænse de personlige fejl og ikke forære modstanderen bolden og man skal ikke mindst, vær klar fra første fløjt.

Man spillede på ingen måde godt, men vandt alligevel det første opgør i Randers med 2-1 over Sabah FK. James Bogere fik sit gennembrud, men man sad alligevel og manglede noget fra AGFerne, de var der ikke rigtig…
Foto: Sportsphotos.dk

I Superligaen kender man samtlige modstandere.

MAN VED HVAD MAN møder, hvad der taktisk venter, ved hvordan de griber kampene an.

Så er der naturligvis trætheden og det faktum at Jacob Poulsen stiller meget med de samme startende 11’ere.

Men der må man også kunne forvente, at disse spillere må og skal også kunne bruge erfaringerne fra mødet med bedre modstandere, i opgør mod hold, der ikke må forventes at have samme niveau.

Jens Jønsson og Mikael Anderson bør være vant til en anden scene. Tiden i græsk, tyrkisk, spansk og svensk foldbold gør, at de er vant til det pres, holdet har oplevet i disse kampe.

Jønsson har indtil videre leveret det man kunne forvente af en erfaren 33-årig midtbanespiller, men Anderson mangler stadigvæk at træde i karakter.

At blive et med holdet og forstå det system, som AGF uge efter uge praktiserer.

EN SPILLER SOM Gift Links skal også vågne op til dåd igen. Forlængede for kort tid siden sin kontrakt, fordi han uden for diskussion er en af Superligaens bedste på sin plads, når han vælg og mærke leverer.

Men, det har han altså ikke gjort i noget tid. En skade har ikke hjulpet på det, men i tirsdags var han altså en skygge af den spilleglade sydafrikaner, der charmer hele Århus.

Mikael Anderson blev hentet til fra svensk fodbold i sommerferien og al var fryd og gammen. Men islændingen har overhovedet ikke fundet sig til rette i det system som AGF praktiserer og indtil har comebacket var skuffende
Foto: Sportsphotos.dk

Unge Frederik Emmery har gang i en fantastisk udvikling, man så igen og igen antydningerne af hvad det er han bidrager med, når først han udfordrer.

Nu er det op til holdkammeraterne at steppe op og vise, at de ikke lader ham blive en enhed, men benytter sig af hans kvaliteter til at komme frem til chancerne.

For der er muligheder for dette hold. Måske ikke i Europa League, måske bliver det kun Conference League.

Men så tag imod det i får og gør ligesom de øvrige danske tophold, FCK og FCM og udvikl jer med det, i stedet for at lade jer grave ned i et hul.

INGEN HAVDE PÅ FORHÅND, sådan helt og aldeles realistisk forventet succes i Champions League, måske drømt om det, men ikke forventet det. Dertil er AGF simpelthen ikke vant til at spille de kampe.

Samtidig er truppen heller ikke blevet forstærket synderligt oppe fra Carsten V. Jensens kontor. Der satses på egne talenter og det er helt sikkert også meget fornuftigt.

Men det kommer til at give skuffelser og nederlag, når modstanderne pludselig er langt stærkere og man pludselig ikke længere er store talenter, men faktisk en del af trup der skal levere.

DET ER DET VI skal se nu! Nemt bliver det ikke og tirsdagens kollaps gør helt sikkert også, at optimisterne for en stund kipper lidt mindre med flagene og i stedet sætter sig i hjørnet og betragter, før de synger med igen.

Sådan er virkeligheden altså bare! Den virkelighed skal spillerne vågne op til og finde sig til rette i og det kan de også godt. Men det er dem der skal gøre det, ikke fansene og ikke træneren.

Derfor må man som fan og skribent også prise sig lykkelig for, at sæsonen stadigvæk er meget ung.

Lige nu er Frederik Emmery en af de spillere som bringer håb og optimisme ind på AGFs hold. Han leverer hver gang og er en spiller modstanderne må frygte frem mod hver eneste kamp…
Foto: Sportsphotos.dk

Tredje runde i Superligaen begynder i morgen og FansAGF.dk kommer naturligvis med en optakt, og i Europa venter en tæt på umulig opgave, som kan blive til den fedeste opgave, fordi ingen forventer noget som helst.

Det må og skal man vokse af. Erfaringerne skal man bruge og overføre til Superligaen. For så kan der ske ting og sager og i løbet af sæsonen. Man vil opdage, at intet er umuligt.

SÅDAN ER DET AT være forsvarende dansk mester og det drømte AGF jo som bekendt om i 40 år. Nu skal de bruge erfaringerne, det udvikler og det giver grobund for nye muligheder, så man ikke igen skal vente mange år, på at komme i Europa og det tror alle i fodboldglade Århus på sker…

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag