Nytilkomne Laura Guldbjerg føler sig taget rigtig godt imod i AGF

Den 29-årige forsvarsspiller fik sin uofficielle debut i lørdags mod Hjørring i Vejlby og kan formentlig se frem til den rigtige debut på lørdag, når AGF møder ASA i Vorup

AW
Alexander Witved
23. juli 2026 · 22:37
Del
Indtil videre har Laura Guldbjerg kun positive ting at sige om starten hos AGF, hvor der tilmed også var godt med spilleminutter i træningskampen mod Fortuna Hjørring / Foto: AGF.dk

VEJLBY: Det hele er stadigvæk relativt nyt for hende, selvom hun allerede har fået sin uofficielle debut, nemlig i lørdags, hvor Fortuna Hjørring kiggede forbi.

Alligevel var smilet stort, da FansAGF.dk efter torsdagens træning fangede 29-årige Laura Guldbjerg, som er kommet til fra spansk fodbold, for at få hendes forventninger til A-Ligaens niveau og det at være vendt hjem.

Højt niveau

– Hvordan formoder du at niveauet er i A-Ligaen?

– Jeg synes, niveauet virker højt. Der er mange dygtige spillere og specielt er der kommet en del profiler til.

– Det er en liga, hvor der bliver stillet store krav både fysisk og taktisk, og det er noget, jeg virkelig ser frem til at blive en del af, indleder hun.

En god oplevelse

– Hvordan føler du den uofficielle debut gik mod Fortuna Hjørring i lørdags?

– Det var rigtig fedt at få mine første minutter. Jeg synes, det var en god oplevelse, også selvom der selvfølgelig stadig er ting, jeg skal arbejde på.

– Derfor var det samtidig rart at mærke holdet og komme ind i rytmen. Jeg glæder mig til at udvikle mig endnu mere.

– Hvordan synes du den korte opstart generelt er gået?

Blevet taget godt imod

– Jeg synes, starten har været rigtig god. Jeg er blevet taget godt imod af både spillere og stab, og jeg føler allerede, at jeg falder mere og mere til.

– Der er selvfølgelig mange nye ting jeg skal vænne mig til, men jeg nyder udfordringen og føler, at jeg har mulighed for at udvikle mig.

Fokus på detaljerne

– Er der stor forskel på træningen du oplevede i spanske Real Oviedo, til det du oplever under Søren Kiilerich og hans stab?

– Der er selvfølgelig nogle forskelle. Jeg oplever, at træningen her har et højt tempo og stor intensitet, samtidig med at der er meget fokus på detaljerne og den taktiske del, slutter hun.

Med salget af Julie Mathiasen til svensk fodbold onsdag, kan Laura Guldbjerg formentlig se frem til den officielle debut på lørdag, når holdet skal til Vorup og møde ASA.

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag