VEJLBY: Bundholdet i A-Ligaen, AGF, henter endnu en forstærkning.
Denne gang er det den 21-årige midtbanespiller, Carla Schulz, der tiltræder på en kort aftale, det meddeler AGF Kvindefodbold tirsdag aften på deres Facebook-side og på AGF’s hjemmeside.
Det er faktisk en offentlig hemmelighed at midtbanespilleren nu tiltræder i klubben, for forleden meddelte OB hvor hun kommer fra, at de havde sendt hende mod Århus.
Den nytilkomne AGF’er fået sin fodboldopdragelse i Brøndby IF og FC Nordsjælland, hvor hun var anfører for U/19-holdet og hun var i 2023 med til at vinde U/18-pokalturneringen.
Som seniorspiller har hun repræsenteret Brøndby IF, B.93 og altså senest OB. Hos striwerne stod hun noteret for 24 A-Liga-kampe og pokalkampe i sidste sæson.
Dygtig duelspiller
Fra kilder med kendskab til AGF’s nyeste tilgang, går beskrivelsen på en dygtig duelspiller, der havde den højeste andel af vundne tacklinger i hele U/19-Ligaen, da hun spillede for FCN.
Dernæst skulle hun også være en ganske fornuftig pasningsspiller, der altid gerne vil have bolden. Eneste minus kan være lidt på farten.
Chefen for AGF Kvindefodbold, Daniel Lauridsen, sætter følgende ord på Carla Schulz;
Mange kompetencer
– Carla er en dygtig midtbanespiller med både offensive og defensive kompetencer. Hun er dygtig i presset og en alsidig spiller som kan dække store områder og har en smittende energi i sit spil.
– Hun har prøvet meget og har stor erfaring fra A-Ligaen. Så hun vil bidrage fra dag et og styrke vores trup, udtalte han til klubbens hjemmeside.
Hovedpersonen glæder sig også, især til at starte et nyt kapitel i fodboldtilværelsen;
– Jeg skal bidrage med hårdt arbejde, energi og en stor vilje til at vinde. Jeg ser mig selv som en spiller, der arbejder for holdet – både defensivt og offensivt.
Skabe balance på midtbanen
– Derudover vil jeg gerne være med til at skabe balance på midtbanen. Jeg glæder mig til at komme i gang, lære en masse og udvikle mig sammen med holdet, var ordene fra Carla Schulz
Første gang hun får mulighed for at trække den hvide trøje over sig, er onsdag aften når AGF i KvindePokalturneringen ude møder C-Liga-mandskabet Silkeborg IF.




