CERES PARK VEJLBY: Det var koldt tirsdag aften i Vejlby, hvor AGF tog imod oprykkerne fra FC Midtjylland i A-Ligaen.
Hjemmeholdet skulle ud og revanchere nogle svage præstationer i de seneste to kampe hjemme mod ASA og ude mod FC Nordsjælland og samtidig skulle man ud og jagte sæsonens blot anden sejr.
Anføreren syg
Anfører Cecilie Johansen måtte melde afbud til kampen med sygdom og det betød at midtbanespilleren Ea Rasmussen var anfører denne aften og Mathilde Braithwaite igen fik chancen på højre wingback.
A-LIGAEN
13. SPILLERUNDE, TIRSDAG D. 3/11, KL. 19
AGF – FCM : 0-2 (0-1)
Mål: 0-1 Hannah Fruensgaard (5.), 0-2 Mathilde Kaihøj (57.)
Dommer: Allan Staal
Tilskuertal: Ca. 300
Sted: Ceres Park Vejlby, Vejlby Centervej 53, 8240 Risskov
FansAGF.dks bud på AGF’s opstilling (3-1-4-2):
Marie Gade – Silke Lynge Larsen, Milla Højløkke Ahrenholt/Cecilie Harsløf (83.), Julie Poulsen – Ea Rasmussen (anf.) – Sofie Jørgensen/Laura Guldbjerg (83.), Dagmar W Jørgensen, Lærke Tingleff, Mathilde Braithwaite/Caroline Ahle (62.) – Mie Lerche/Sofie Lundberg (72.), Signe Holt Andersen/Line Aarhus (62.)
Manager: Søren Kiilerich
FansAGF.dks bud på FCM’s opstilling (3-2-3-2):
Milla-Maj Majasaari – Andrea Jeppesen/Frida Nautrup (55.), Sofie Vendelbo, Sanne Troelsgaard – Phiona Nabbumba, Hannah W. Fruensgaard – Mathilde Jessen/Nana Munk (55.) – Ida-Sofie Rathe, Marie Herdel/Anne Givskov (90.) – Rikke Dybdahl/Mathilde Kaihøj (55.), Signe Baattrup/Josefine Uhd (93.)
Cheftræner: Claus Struck
Netop Braithwaite skulle få en uheldig hovedrolle tidligt i kampen, hvor hun i en nærkamp med gæsternes Mathilde Jessen nede i AGFs eget felt, endte med spille bolden ud i fødderne på oprykkernes Hannah Fruensgaard.
Hun takkede for aflevering, lagde bolden til rette og sparkede den over i modsatte hjørne og så førte FC Midtjylland med 0-1.
Krøltoppen med kæmpe chance
AGF kom ellers ind til kampen med en offensiv tilgang og det så da også langt bedre ud, end det har gjort i de seneste kampe. Men farligt var det bare ikke.
Gæsterne med flere tidligere AGF-spillere både på banen og i cheftrænerstolen, kom for at spille på omstillinger og til det havde de kantspilleren Marie Herdel og offensivspilleren Signe Baattrup.
Førstnævnte var ikke så markant som plejede, men Baattrup boltrede sig og var konstant en udfordring.

Foto: AGF.dk
Hjemmeholdet kæmpede sig ind i kampen og efter 25 minutter skulle erfarne Signe Holt Andersen have bragt balance i regnskabet.
Et perfekt indlæg fra venstre siden af Silke Lynge Larsen, endte hos Signe Holt Andersen ved bagerste stolpe, helt fri.
Men hun kiksede afslutningen og det var meget symptomatisk for de hvidklædtes præstation.
Gode AGF-chancer
Kort efter fik Mie Lerche sendt en god afslutning afsted fra kanten af feltet, men den fik gæsternes finske målmand med fingerspidserne vippet over til hjørnespark.
Mod slutningen af første halvleg kom også Sofie Jørgensen frem til et godt forsøg, efter en god aflevering fra Signe Holt Andersen.
Men hendes afslutning tog den ene stolpe og smuttede hen over målstregen og over til den anden, men gik ikke ind…
Anden halvleg startede som første.

Foto: Mikkel Frode
Gæsterne lavede af samme årsag en tidlig udskiftning, da angriberen Mathilde Kaihøj kom på banen.
Hun skulle ikke bruge mange minutter på banen, før hun på forarbejde af Signe Baattrup kunne smutte forbi et par AGF-forsvarere, der ganske enkelt ikke var opmærksomme og så var stillingen 0-2.
Lerches skade
Derfra gik kampen i tomgang. Måske også forårsaget af AGFs unge angriber, Mie Lerche der efter et solouheld blev alvorligt skadet. For resten af kampen indeholdt ikke det store.
AGF kunne ikke byde ind med noget og gæsterne havde det de skulle bruge. Dog havde gæsternes Nana Munk en stor mulighed i det 98. minut, men Marie Gade i målet fik afvist.
Århusianerne er dermed stadigvæk fuldstændig isoleret i bunden af A-Ligaen og kan nu udelukkende fokusere på at klare frisag, når nedrykningsspillet begynder.
Næste opgave er en udekamp mod HB Køge.
Artiklen er bragt i samarbejde med Gawistik






