KOMMENTAR: Forleden dag var jeg sammen med min datter til skoletandlæge. Den lille prinsesse havde slået fortanden og skulle lige tjekkes efter. Da tjekket var overstået kunne den kvindelige assistent ikke lade være med at notere sig, at jeg havde en AGF-trøje på og som det mest naturlige kom det bare flyvende ud i rummet:
– Tror du de vinder mesterskabet…?
MIT UMIDDELBARE BUD er at hverken den kvindelige assistent eller tandlægen går op i fodbold og da slet ikke AGF, men her blev det nævnt og det er netop det der kendetegner Smilets By i disse dage, alle snakker om det uundgåelige. Kan et af byens kendetegn, klubben fra Fredensvang på Terp Skovvej endelig efter 40 år, vinde den guld medalje som byen hungrer efter.
Jeg troede heller ikke personligt selv på det, da jeg med mine sønner under påbegyndelsen af det nye Ceres Park stod derude med mine børn og blev stillet det ondskabsfulde spørgsmål: “Hvordan tror du AGF vil klare sig i denne sæson?” Mit svar var kontant, vi ville ikke komme i top-6, for holdet var ikke til det, men en 10 plads var nok realistisk.
For det her handler om meget mere, end folk uden for fodboldbyen Århus forstår. Det handler om selvforståelse, om at komme tilbage i det fine selskab og ikke mindst at lukke munden på alle dem, der konstant i de sidste mange år har konstateret, at “AGF bliver aldrig dansk mester igen!”
MEN DET HANDLER også om at vække en kæmpe i dansk fodbold. For det er Århus, kæmpen med en storheds i 50’erne og 60’erne og igen i 80’erne. I 80’erne med spillere som Troels Rasmussen, John Stampe, Bent Wachmann og Lars Lundkvist. Vindere, der opnåede en del i 80’erne og til sidst vandt guldet.
En kæmpe der vandt en pokaltitel i 1992 med Lundkvist som træner og igen i 1996, det år hvor Brøndby på eget græs snød os for guldet med et hovedstødsmål fra en vis Mogens Krogh, men siden da blev mest kendt for nedrykninger, for et utal af trænerudskiftninger og for spillerindkøb en masse, der aldrig slog til.
Foto: Sportsphotos.dk
Det er klubben, der i den grad har ledt efter sin plads, har meldt ud og haft ambitioner, men samtidig haft ufattelig svært ved at indfri dem. Man har muligvis opnået en bronzemedalje og man var i en pokalfinale, men det er bare ikke det samme, for det var ikke guld og det var det man jagtede. Det var det at komme tilbage på toppen. Vise, at der hvor man ser sig selv, der er man også.
MEN HVORFOR ER man så endt der i denne sæson, hvordan kan det overhovedet være realistisk, for har man overhovedet holdet til det og hvordan kan det være at det så muligvis sker ude på noget nær det mindste stadion der er i fodbold-Danmark. Det stadion der kom på overarbejde, da ugandiske James Bogere ved hjælp fra Maxime Soulas sørgede for det afgørende mål mod Sønderjyske.
Det handler rigtig meget om at have ramt plet på mange områder, om at være ekstremt ydmyge og ikke mindst om at holde begge ben solidt plantet på jorden. Noget man tidligere ikke var god til i det AGF’ske, men som man nu mestrer til topkarakter. Ikke mindst takket været kommunikationschef, Christian Thye Petersen.
Men også takket været cheftræner Jacob Poulsen. Vestjyden der blev hentet i Viborg hvor han leverede imponerende resultater, vestjyden hvis stil ligger så langt fra forgængeren, tyske Uwe Rösler og vestjyden der har ladet resultaterne tale for sig selv, som altid hygger sig og er ekstremt afslappet, når han holder sin pressemøder med journalister på ugens mediedag.
RÖSLER SLED SPILLERNE op. Var over dem konstant og det kunne ses på banen, hvor lysten til at spille forsvandt til sidst og hvor ydmygelserne stod i kø. Rösler ville ikke selv se det, men det kunne ledelsen og da først man havde fjernet norske Stig Inge Björnebye og erstattet ham med Carsten V. Jensen skete der noget.
Den store ændring skete dog først i sommers. Jacob Poulsen kom med et smil og en udstråling og en offensiv tro på tingene, man ikke havde troet var muligt at overføre til AGF. Spillestilen var pludselig 3-4-3 og spillerne skinnede og udstrålede en lyst til at leverer som sjældent er set.
Poulsen stod på sidelinen og så til, mens hans spillere udførte den offensive fodbold som ønskede, under den frihed som han gav dem plads til at have. Ikke i starten, der var lidt startvanskeligheder, men da først dagsordenen var sat, jamen så kørte toget på skinner.
Foto: Sportsphotos.dk
MEN DET HANDLER også om at han har troet på nogle spillere, gjort DNA’et klart og tydeligt på banen og det har betydet, at når en Frederik Tingager eksempelvis blev skadet, tog Henrik Dalsgaard over. Da Nicolai Poulsen ikke kunne mere hentede man Magnus Knudsen og samtidig har unge spillere lyst op, samtidig med at andre for alvor har vist deres kvaliteter frem.
Felix Beijmo leverer hver gang. Gift Links er beviset på at hvis man arbejder hårdt nok bliver man en af ligaens bedste på sin position og så er en Kristian Arnstad bare vokset og vokset sammen med en Tobias Bech.
Derudover må man heller ikke glemme 41-årige Jesper Hansen, der mod Sønderjyske beviste hvorfor han trods den store modgang i Herning, stadigvæk er det klare førstevalg i Århus.
“Poulsen stod på sidelinen og så til, mens hans spillere udførte den offensive fodbold som ønskede, under den frihed som han gav dem plads til at have.”
NATURLIGVIS ER DET ikke alt der er rosenrødt. Foråret har på mange måder været en skuffelse, hvor bekymrende få sejre og en offensiv uden udstråling og ekstrem få angriber-mål, har været nogle af overskrifterne, men skulle AGF søndag i Brøndby eller om en uge hjemme mod Viborg lykkedes med at vinde mesterskabet, er alt det glemt.
For der er ingen der siger, at De Hviie søndag aften bliver dansk mester.
Det handler om resultatet i Farum og senere i Brøndby.
MEN DET DER alligevel får undertegnede til at tro på det er den stemning, hype og tro der er i byen. Alle tror på det her og det kan ikke undgå at påvirke spillerne. Kan de ikke bukke under ville nogle så spørge og svaret er da åbenlyst; jo de kan, men det der gør at undertegnede ikke tror på det er at Henrik Dalsgaard, Jesper Hansen, Patrick Mortensen, Nicolai Poulsen og Frederik Tingager er der til at skabe roen og balancen.
De har sulten og den sult bliver alfa og omega. Læg dertil at søndag kan blive rigtig elektrisk. Lørdag startede med Samlet for Århus der sendte spillerne afsted fra Fredensvang og det ville under undertegnede meget, hvis ikke Farum først bliver velbesøgt og senere Brøndby Stadion.
Sagt med andre ord, spillerne kommer til at mærke en stemning, om end ikke mesterholdet fra 1986 eller nogle af pokaltitlerne formentlig kan måle sig med. Det bliver så vildt, at man formentlig skal opleve det.
DERFOR ER DET at søndag kan blive historisk, for det kan gøre en ende på 40 års tørke og stille en sult, der sjældent er oplevet i dansk fodbold.
Som Dalsgaard formulerede det torsdag: “Jeg er ligeglad med hvor grimt det bliver, bare vi får det guld” og sådan vil hele Århus formentlig have det søndag.
Schweizerbageriet har også lovet guld og lovet medaljoner og skal vi andre så ikke bare håbe på at vi får lov til at gå amok søndag aften…