1. Janni Serra har gået meget igennem i sin tid i AGF, men tyskeren er måske lige nu i sin bedste form siden ankomsten i 2023.
Selvtilliden er i hvert fald begyndt at slå igennem. I en svær første halvleg med en mand i undertal kunne han både vende med bolden og endda drible sig fri og dermed sikre holdet en vej tilbage i kampen.

Det er næsten ikke til at bære, hvis den skade, han pådrog sig, koster en længere pause.
2. Det mentale fundament står stærkere og stærkere. Egnatia var ikke skræmmende, men en tidlig udvisning og 0-1 ville tidligere på sæsonen have revet korthuset ned.
Det gjorde det på ingen måde denne gang. Selvtillid bygges én kamp ad gangen, og pilen peger mere og mere i den rigtige retning.
3. Jesper Hansen er nu klart førstevalg i målet. Igen. Anderledes kan budskabet ikke være, når veteranen både er førstevalg i Superligaen og i Conference League.

Foto: AGF.dk
Hansen gjorde det godt og havde et par gode redninger undervejs, så Mads Hedenstad får næppe chancen før pokalkampen i Roskilde.
Var det så det?
Med ét point i de første to kampe i Conference League og et blik på de resterende kampe ser videre avancement mere end vanskeligt ud.
Desværre, for albanerne var ikke gode og overraskede ingen.
Deres farligste våben var omstillinger, hvilket var udpeget på forhånd, og inden for det første kvarter havde det alligevel resulteret i et rødt kort og en scoring.

Forude venter en hjemmekamp mod Braga (Portugal), en udekamp mod Brann (Norge), en hjemmekamp mod Twente (Holland) og en udekamp mod Inter Club d’Escaldes (Andorra).
Det kræver formentlig seks point mere at komme videre fra det indledende ligaspil.



