CERES PARK VEJLBY: For en måneds tid siden var der fest og glade dage på AGFs midlertidige hjemmebane, dan man fejrede klubbens første mesterskab i 40 år. Modstanderen var Viborg, men efterdønningerne fra den kamp er nu kommet.
Fodboldens Disciplinærinstans har torsdag eftermiddag afsagt dom efter hændelser ved netop århusianernes sidste hjemmekamp.
For der var desværre både baneløbere og brug af pyroteknik i forbindelse med kampen.
Stor bøde
Århusianernes er derfor blevet idømt en bøde på 150.000 kr. og er samtidig fradømt muligheden for at have tilskuere på D-tribunen (ende-tribunen) ved den næstkommende kamp.
DOMMEN:
Om sanktionen har Fodboldens Disciplinærinstans oplyst følgende:
Fodboldens Disciplinærinstans har ved ansættelses af sanktionen blandt andet lagt vægt på, at der fra AGF’s tilskuerafsnit blev foretaget affyring af minimum 187 stk. pyroteknik, og at den massive affyring under kampen fremstod planlagt og organiseret og medførte en kampafbrydelse på samlet 3 minutter og 40 sekunder, at der blev kastet minimum 53 stk. ølkrus og en bøllehat, at der er sket baneinvasion fra minimum 10 tilskuere, samt at omkring 10 maskerede tilskuere med tasker trængte sig ulovligt ind på stadion uden visitation.
Fodboldens Disciplinærinstans har desuden lagt vægt på, at det i AGF’s tilfælde er den 13. indberetning, der kan tilregnes klubben, som instansen sanktionerer inden for de seneste 12 måneder i relation til overtrædelse af sikkerhedscirkulæret
Det drejer sig om premierekampen i den kommende sæson hjemme mod Brøndby IF den 25. juli i 3F Superligaen.
AGF har naturligvis taget dommen til efterretning og på klubbens hjemmeside melder administrerende direktør i AGF meget klart ud, han tager nemlig på det skarpeste afstand fra de hændelser, der er årsag til den vidtgående straf.
Stor økonomisk skade
– Det er helt uacceptabelt, at vi nu igen står i en situation, hvor vi ikke alene tager økonomisk skade med store bøder og mange tabte indtægter, men også sportsligt skade ved at svække opbakningen fra vores fans i et rivalopgør – også på fanscenen – mod Brøndby.
– Det er en adfærd, der er destruktiv for vores fodboldklub, det er hensynsløst over for alle de tilskuere, der kan finde ud af at opføre sig ordentligt, og vi vil ikke finde os i det.
Dialog med fans
– Vi må – ud over at sanktionere dem vi kan identificere – tage en dialog med vores fans for at komme denne utilstedelige adfærd til livs, udtaler Jacob Nielsen.
AGF informerer samtidig om, at man stadig er i gang med omfattende undersøgelser og gennemsyn af videomateriale med henblik på at identificere og straffe gerningsmændene.




