CERES PARK VEJLBY: Ansigterne sagde mere end ord nogensinde kan beskrive. Skuffelserne og frustrationerne lyste ud af AGF K-spillerne, som de kom ud fra stadion i Vejlby og op mod omklædningsrummet.
Nederlaget på 1-2 til bundproppen Kolding K var svær at fordøje.
En af dem der faktisk leverede fornuftigt var Clara Littrup, men hun forsøgte dog at sætte ord på indsatsen;
En træls kamp
– Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, det er en træls kamp. Vi får ikke så meget ud af spillet som vi gerne vil og så scorer de to irriterende mål, blandt andet et straffespark. Det er meget surt at stå i den her situation
– Hvordan føles det inde på banen?
– Vi får det ikke til at glide i dag, vi kommer ikke rigtig frem til noget, vi mangler det sidste, ligesom i alle andre kampe her i foråret.
Mange ting spiller ind
– Er det selvtilliden eller hvad tænker du?
– Ja, det ved jeg ikke, det er svært at svare på. Jeg tror der er mange ting der spiller ind lige nu og at det bare ikke kører, som vi gerne vil.
Forsvarsspilleren Elvira Nejmann var næsten grædefærdig, da hun udtalte sig kort tid efter:
– Det er jo for dårligt. Vi taber og vi spiller ikke op til niveau og hvis jeg havde svarene på hvorfor det var så skidt, så var jeg kommet med løsningerne inde på banen.
– Sætter mig ik igennem…
– Hvad med dig selv?
– Jeg er for dårlig, for jeg sætter mig ikke igennem i nærkampene og det bliver bare ikke til noget godt, lød det meget kortfattet.
Til sidst kom angriberen Signe Holt Andersen gående og hun var også rystet.
– Endnu et nederlag, kan du sætte ord på det?
– Jeg ved det ikke. Vi rammer ikke hinanden i dag, vi ligner ikke om selv, vi laver mange fejl. Jeg tror det er den kamp vi har været dårligst på bolden i foråret og så kommer vi skidt ud til anden halvleg, efter vi har afsluttet første halvleg okay, indledte hun.
– Er det deres 1-1-mål der slår jer ud?
– Jamen det ved jeg ikke, det er svært at sige. Det er naturligvis ikke fedt, at de udligner så hurtigt, men altså vi er nødt til at have fokus på os selv og så minimerer vores egne fejl, for så står vi ikke i den her situation.
– Udefra ligner det en kamp, hvor alt går galt, er det også din følelse?
– Jamen det gør det også.
– Igen laver I mange fejl, hvordan oplever du det det?
– Ja, i hvert fald som kampen skrider frem syntes jeg vi laver mange tekniske fejl og vi er sløsede.
Ku ikke tæmme en bold
– Jeg ved ikke om banen var glat eller hvad det var der foregik, men vi ligner jo i perioder fodboldspillere der ikke kunne tæmme en bold.
– På forhånd regnede I med at de ville stå kompakt, men de kom jeg ret meget offensivt, overraskede det jer?
– Nej, for det havde vi trænet, at de ville gå op og stresse os. Men de er generelt en blanding som modstander, enten presser de højt eller også stiller de sig ned, det er altid spændende. Så vi var forberedt og vi blev ikke overrasket.
– Det hænger bare ikke sammen i dag.
Skal nok finde troen
– Begynder Jeres tro på at foråret skal give en sejr at fordufte stille og roligt nu?
– Den skal vi i hvert fald finde frem, det er klart at her ti minutter efter kampen ser det sort ud, men når vi lige får samlet os, så skal vi nok finde troen frem igen, for det bliver vi nødt til, sluttede hun over for AGF-FANS.



