A-LIGAEN: Der var engang hvor et opgør mellem Fortuna Hjørring og AGFs moderklub HEI fra Skæring havde været et opgør om guld og trak pænt med tilskuere i det nordjyske, sådan var det bestemt ikke denne lørdag.
Foråret havde på forhånd været en kæmpe skuffelse for både værterne fra Nordjylland og AGF, da de lørdag middag mødtes på Nord Energi Arena. Begge kom med nederlag i bagagen, hvor værterne senest tabte 0-2 i Brøndby, mens gæsterne hjemme tabte til bundproppen Kolding med 1-2.
Cheftræner Søren Kiilerich havde på forhånd varslet ændringer, men det blev kun til den ene, at målmand Maja Dybro fik chancen i stedet for en skadet Marie Gade.
Det var dog ikke til at se på banen, at de grønklædte Fortuna Hjørring-spillere faktisk kæmper om en bronzemedalje, mens gæsterne primært skal forberede sig på næste sæson.
God GF-start
For gæsterne startede ud som lyn og torden og inden for de første minutter havde de ret store muligheder, hvor Fortunas keeper, Andreea Paraluta måtte diske op med en pæn parade på en afslutning fra Signe Baattrup og i samme angreb fik også Johanne Guldbæk skudt på mål.
Senere kom Cecilie Johansen igennem i højre siden, men hendes afslutning tog Fortuna-keeperen sig af på selve mållinien. På dette tidspunkt havde værterne intet vist. De virkede på ingen måde motiverede og deciderede fraværende, hvilket betød at århusianerne styrede alt på banen.

Foto: Sportsphotos.dk
Elvira Nejmann og Cecilie Johansen var konstant udfordrende og farlige i højre siden og flere gange skabte de farlige chancer.
Men stille og roligt viste de tænder og især på omstillingerne var de farlige. Efter tyve minutter slog føromtalte Nejmann en aflevering ind på midtbanen, der endte hos en helt fri Fortuna-spiller der slog kontra. Hun endte med at være fri i højre siden af feltet, men heldigvis var Maya Dybro vågen i målet.
Fejl af Dybro
Men, AGF er hårdt ramt af de personlige fejl i dette forår og naturligvis skulle hjemmeholdet også lukrere på dette. Fortuna scorede således direkte på hjørnespark efter 20 minutter, da den tidligere AGF’er Sarah Dyrehauge scorede. I den situation så Maja Dybro dog meget skidt ud, da hun mistimede sit indlæg.
Gæsterne fortsatte dog ufortrødent med at presse trods de var bagud, men de blev bare ikke farlige på samme måde som i starten. Stadigvæk var højre backen Elvira Nejmann en stor oplevelse, men det var dog Cecilie Johansen der lagde oplægget, da anfører Sofie Vendelbo meget fortjent udlignede efter 38 minutter.
Et flot hovedstødsmål, der fortjent bragte balance i regnskabet.
Desværre var det ikke halvlegens sidste mål. Et minut før pausen slog Dyrehauge på ny et hjørnespark ind i feltet og efter lidt tilfældigheder kunne svenske Sara Olai heade bolden ind.
Ørkenvandring
Anden halvleg blev mildest talt en ørkenvandring af dimensioner. Hvad pausesnakken havde indeholdt skal være uvist, men nogen effekt havde det ikke rigtig. Målmand Maja Dybro var måske heller ikke klar over, at halvlegen var begyndt, for på et udspark lagde hun bolden ud i fødderne på en Fortuna-spiller i en situation, hvor Julie Mathiasen også så meget forvirret ud.
Stille og rolig genvandt gæsterne initiativet fra første halvleg, men billedet fra foråret blev tegnet på ny. Man spillede bolden rundt ude omkring feltet, man fik også lagt bolde ind i feltet, men hende der skulle være derinde og sparke den ind, hun manglede.
Derfor reagerede AGF-bænken også og forsøgte at få gang i offensiven, ved efter en times tid at skifte Johanne Guldbæk ud med den to år yngre Clara Littrup. Littrup der leverede en godkendt indsats mod Kolding i tirsdags og op til denne kamp havde vi her på sitet gættet på at Mie Lerche var blevet erstattet af Littrup til startopstillingen, men denne lørdag fik hun altså en halv time.
Det var da heller ikke fordi at århusianerne ikke kom til muligheder, men inde i feltet var skarpheden ikke der når det kom til boksspilleren Signe Holt Andersen.
De sidste 45 minutter var muligvis præget af træthed og varmen og en tør bane, for hjemmeholdet skabte absolut intet og AGF kunne ikke. Man prøvede med bolde i dybden, men det blev bare ikke andet end lige ved og næsten.
Japansk missil
Der var dog stadigvæk lidt i godteposen til hjemmeholdets fans, da japanske Risako Watanabe med fem minutter igen tog en overraskende afslutning fra distancen, som Maja Dybro måtte diske op med en flot redning og give hjørnespark på.
Derfor ebbede kampen også stille og roligt ud. Hjemmeholdet fik en tiltrængt sejr og kan stadigvæk kigge opad, mens AGF hænger fast på 5. pladsen og ikke rigtig har noget at spille for og deres næste kamp er om to uger, hvor FC Nordsjælland søndag den 24 maj kommer på besøg på Ceres Park Vejlby klokken 12.




