CERES PARK VEJLBY: Det var en hård omgang at skulle acceptere for AGF K’s cheftræner Søren Kiilerich.
Tirsdagens bundkamp mod Kolding K, blev ikke den der forløste det hele, tværtimod. Et nyt nederlag, en kamp hvor ikke ret meget virkede og hvor offensiven ikke meldte sig på banen.
Da FansAGF.dk snakkede med cheftræneren kort tid efter kampen, var det også tydeligt at mærke hvor ondt det hele gjorde.
Strømlinet
– Hvad gik der galt i dag, det virkede som om de overraskede jer?
– Vi ved godt hvad Kolding K kommer med og de er gode til netop dette. De er strømlinet igennem deres spillestil, hvor de skal køre deres omstillinger og i Frederikke Ludvigsen har de en stærk spiller til netop dette.
– Samtidig med at de har fået Amalie Lund tilbage, der spiller en rigtig stærk fysisk kamp i dag. Så de lykkedes med det de gerne vil, indledte han og kiggede fortvivlende på skribenten og fortsatte så;
– Banen var vandet i dag og den var dermed våd og det var med til at vi ikke fik vores spil til at fungerer.
– Vi spillede ikke hurtigt nok i dag og i forhold til for en uge siden mod Brøndby K, var vi bare et andet hold i dag.
Trænerteamet må kigge indad
– Der må vi jo kigge på i trænerteamet om der er nogle ting vi ikke får sagt til spillerne, om der er nogle ting vi ikke får gjort godt nok i træningen op til kampen.
– Måske også få hjulpet dem tilbage til gameplanen i løbet af en kamp, for det var ikke godt nok, heller ikke fra vores side, fortsatte han.
– Vi prøver at holde fokus på nogle ting, men vi får ikke holdet til at spille vores spil og så er det os vores skyld i trænerteamet og så må der være nogle ting vi kan gøre bedre.
– Den er meget hård den her, for Kolding K kan drille alle og det har de osse gjort, men det er bare hårdt at tabe til den her form for fodbold, fordi det er nogle ting man godt kan dæmme op for, konstaterede han.
– Det må også være en udfordring for dig, at I jo reelt ikke er farlige i 90 minutter. Der er da optræk til lidt, hvor Elvira Nejmann og Clara Littrup har et forsøg og Julie Mathiasen til allersidst, men der er intet der virker og det virker til at sætte sig psykisk i spillerne, hvordan ser du på dette?
Savner grimme mål
– Vi spiller dem lige præcis sådan som vi gerne vil. Vi spiller dem ned bag ved deres bagkæde og spiller den når de er splittet. Vi skal score i starten af anden halvleg, hvor vi får den erobret på kanten af deres felt, men desværre ikke rammer det tomme mål og der handler det om nogle gange at få de der grimme mål, dem man får foræret af modstanderen, dem får vi bare ikke.
– Vores modstander er gearet bedre defensivt og mere kyniske i boksen.
– Er det så tilbage torsdag morgen på træningsbanen og arbejde videre?
– Jeg er sådan set bare glad for at vi allerede har en kamp igen på lørdag, hvor det er to af forårets svageste der støder sammen, for så kan vi komme ud og vise vores rigtige spil, sluttede cheftræner Søren Kiilerich.



