OFFICIELT: AGF sikrer Rasmus Carstensen på en kontrakt til 2030

En lang transfersaga er overstået, da århusianerne nu endelig har købt wingbacken af tyske Köln og udstyret ham med fireårig kontrakt

AW
Alexander Witved
8. juli 2026 · 14:48
Del
Rasmus Carstensen er nu officielt AGFer og har fået kontrakt til 2030 / Foto: Sportsphotos.dk

FREDENSVANG: Rasmus Carstensen bliver i AGF på en permanent aftale, det har klubben netop offentliggjort på deres hjemmeside.

Efter en sæson på leje fra Bundesligaklubben 1. FC Køln har århusianerne nu sikret sig wingback’en på en kontrakt, der gør ham til AGF’er frem til sommeren 2030.

Den nye aftale kommer efter en sæson, hvor Rasmus Carstensen blev noteret for 30 kampe og fem mål i den hvide trøje.

Bidrager meget

Den 25-årige back og kantspiller, der primært er blevet brugt som wingback i det århusianske, kom fra et lejeophold i polsk fodbold.

Nu bliver lejeaftalen altså vekslet til et permanent ophold, da AGF og 1. FC Køln er nået til enighed om betingelserne for en transfer.

– Vi er meget glade for, at det nu er faldet på plads med Rasmus. Det kan godt blive lidt af en kliché at sige, at en spiller bidrager både på og udenfor banen, men med Rasmus passer det virkelig godt.

– Som wingback har han en stor motor og er garant for mål og assist, og han arbejder altid hårdt for holdet. Og så er han simpelthen en god fyr, der fylder på den gode måde på Fredensvang og i omklædningsrummet.

– Så det er dejligt, at han nu er rigtig AGF’er i de næste fire år, udtaler fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Før AGF har Rasmus Carstensen spillet for netop den kommende modstander i Champions League-kvalifikationen, Lech Poznan med hvem han sidste år blev polsk mester.

Her nåede han 15 kampe og scorede to mål i den polske Ekstraklasa-liga.

Glad for tilliden

Tidligere er Carstensen noteret for 23 Bundesliga-kampe for Køln, ligesom han også har optrådt i den bedste belgiske række, da han i 2022 skiftede fra Silkeborg IF til KRC Genk.

– Jeg er enormt glad for, at der nu er fundet en løsning, så jeg kan kalde mig permanent AGF’er, ligesom jeg er glad for, at klubben har vist mig tilliden.

– Jeg er faldet virkelig godt til i Aarhus og på Fredensvang, og efter den enestående oplevelse med mesterskabet med fejringen med byen og vores fantastiske fans, glæder jeg mig nu til den nye sæson og til de nye udfordringer i 3F Superligaen og med europæisk fodbold, slutter Rasmus Carstensen.

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag