Tænke sig, hvad spillere man kan få for sammenlagt 50 millioner, bare ikke drømmespilleren….

HASSELAGER: At bruge 50 millioner på spillere i et transfervindue, så er det vel et eller andet sted forkert, når man bagefter står tilbage og så alligevel konkluderer at pengene er brugt forkert.

Men det gør undertegnede nu alligevel. For selvom fodbolddirektør Carsten V Jensen har haft godt gang i fyldepennen og som sådan har hentet interessante spillere til Fredensvang, er spørgsmålet alligevel om de alle sammen var nødvendige.

Var nogle af dem mere spillere der blev hentet, fordi det var nemme spillere og kunne man reelt have brugt pengene langt mere fornuftigt. Hvis altså man kan definere ordet fornuftigt!

Indrømmet, da man inden sommerens vindue for alvor gik i gang, var undertegnede allerede begyndt at overveje hvad der kunne ske og hvor mange nye spillere klubben ville hente ind.

Hvem ville han sælge, fordi pengene blev for store og hvem ville han sige farvel til, fordi der ikke var en fremtid for dem, på Fredensvangs baner.

Man vidste allerede hurtigt efter det fantastiske mesterskab, at Patrick Mortensen, Felix Beijmo og Henrik Dalsgaard var væk.

De to førstnævnte skiftede gratis videre til AGF’s værste konkurrenter, den sidste stoppede karrieren, der var ikke flere mål der skulle opnås…

Det var tre ledere, tre spillere der havde fantastiske stemmer på banen og tre personligheder, der for alvor var med til at kendetegne mesterholdet i sidste sæson. De ville vinde og vinde for enhver pris og de var villige til at gøre alt for det mesterskab.

Det er tæt på at umuligt at afløse sådanne typer og efter vinduet er lukket, er konklusionen også at det på ingen måde er lykkedes.

Hvor lang tid har Carsten V Jensen så vidst, hvad fremtiden bragte er underordnet nu. Men man kan godt undre sig over, at man ikke har haft en klarere idé om hvad der skulle ske, fremfor de løsninger der rent faktisk blev fremvist.

For det så udadtil godt ud, at hente Jens Jønsson ombord igen. Kontrakten udløbet i det græske, en rigtig Århus-dreng, men fast mand er han ikke og formentlig sagde han ja til hvad der end kom på bordet, fordi det var AGF og det var en kontrakt.

Mikael Anderson havde leveret varen i Sverige, han kostede det samme, som man selv fik, da han skiftede, men hvad bringer han med sig.

Udover at have snakketøjet i orden, er han altså ikke en leder der går forrest. I hvert fald ikke som de tre der blev nævnt indledningsvist og det har man også set på banen, eksempelvis i onsdags mod FCM.

Han er flink og imødekommende overfor medierne, venligheden selv og indtil videre ikke typen der udadtil har brokket sig over, at han har siddet på bænken.

Men det er altså mange penge at bruge på en spiller, man tilsyneladende henter hjem fordi han gerne vil tilbage til byen og som på ingen måde har tilført århusianerne det ønskede. Endnu i hvert fald.

Norske Colin Rösler, med det for AGF-fans så velkendte efternavn, havde ikke spillet en kamp siden maj, da han blev hentet ind fra svensk fodbold og med det samme kastet for løverne.

Lad det være sagt med det samme, imponeret har han altså heller ikke. Nøj, der har været problemer og mod FCM var han igen involveret i målene.

Det har han også været i den europæiske kampagne og når man tænker på, at han skulle stabilisere defensiven og være en leder – et ord der generelt går igen ofte, kan man ikke sige at Carsten V Jensen indtil videre har fået valuta for pengene.

Rasmus Carstensen og Sebastian Jørgensen var begge lejet spillere, man konverterede til faste aftaler, men igen er spørgsmålet kunne penge være brugt mere rigtigt.

De har ikke været dyre, men begge har elsket at være i Århus og spille for AGF. De er bare ikke faste startere og heller ikke typer, der umiddelbart står først for, når det formodet stærkeste hold skal sættes.

Kunne man i stedet have brugt pengene på én spiller og dermed én spiller der ville have gjort en forskel?

Inden vi går til de to sidste spillere man virkelig har betalt for, så kigger vi også på, hvad der er røget ud af døren.

Her er det rigtig interessant, at Jonas Jensen-Abbew blev solgt til ADO Den Haag og hollandsk fodbold og dermed kan han forhåbentlig få kickstartet karrieren igen.

Han var i den grad gået i stå i Århus. Præstationerne var svingende, for ikke at sige decideret ringe, så at man har fået en lille smule hjem i forhold til det pænt store beløb man i sin tid investerede i at få ham til Århus fra FCN, er vel et eller andet sted bedre end ingenting.

Hverken Youssouph Badji eller Richmond Gyamfi har en fodboldmæssig fremtid i Århus og derfor er lejemålene, set ud fra AGF’s perspektiver, fantastiske. Man håber på at de får gang i deres respektive karrierer igen og fremviser en målform og at selvtilliden kommer i top.

For så kan det være, at de leverer så stærkt, at mulige aftagere finder dem så interessante, at De Hviie får sendt dem videre og tjener lidt på dem og dermed glemmer hvor store flops de reelt har været.

Tilbage til Fredensvang og et goddag til en islænding og en new zealænder.

Daniel Leo Gretarsson og Callum McCowatt. Spillere hentet for cirka 22,5 million kroner i Sønderjyske og Silkeborg. Spillere der relativt hurtigt bør være en fast del af startopstillingen. Spørgsmålet er igen, kunne pengene være brugt bedre?

Kunne man have fået en angriber, den meget efterspurgte af slagsen fra fansenes side i dette vindue, eller var dette reelt de bedste handler som Carsten V Jensen gjorde i dette vindue?

Rygterne går jo på, at han tidligt viste interesse for Alexander Lind, men der må undertegnede alligevel stille spørgsmålet; hvorfor?

Ville han overhovedet passe ind til AGF! Der er for meget ego og selviskhed over Lind og passer det ind til AGF? Et andet rygte gik også på Mikael Uhre.

Han spiller overhovedet ikke i FCM, men ville han være bedre end dem man havde i forvejen og hvor lang tid skulle han bruge på at finde sig selv…

Sagt med andre ord, århusianerne ville gerne have en angriber, men sådan en koster penge og sandheden er altså bare, at AGF ikke er særligt attraktive.

Heller ikke selvom de er danske mestre og har været i Europa. De er nemlig ikke med der hvor udstillingen er smukkest, og så handler det også om lønningsposen og her kan AGF helt sikkert ikke måle sig med FCM, FCK, FCN og Brøndby.

De er langt efter. Når de to førstenævnte henter spillere, er det jo på en hylde, hvor AGF formentlig ikke engang ville kunne sende et acceptabelt bud afsted!

Hvor mange af de spillere som AGF har hentet, ville omvendt være interessante for de fire førstnævnte?

Hvilke af dem ville egentlig kunne spille sig på holdkortet, ja ville de overhovedet sidde på bænken der?

Nej, vel. Men historien om AGF og dette vindue er også, at sæsonen har udviklet sig som et mareridt i Superligaen, hvor de mange skader også har ødelagt meget for måden AGF gik til transfervinduet på.

Det er blevet de unges sæsonstart og det har kostet dyrt, fordi de ikke har været klar og dem de skulle læne sig op af, har ikke leveret endnu.

Ja, dem de skulle læne sig op af, har tilmed haft svært ved overhovedet at spille sig i startopstillingen. Derfor måtte der handles og derfor er Callum McCowatt og Gretarsson købt ind. Dagsordenen er mål i front og stabilitet i defensiven.

Gretarsson skal udfordre Eric Kahl i forsvaret, men hvad med den centrale styrmand i tremandsforsvaret og hvad med de tre mand i front.

Tobias Bech har spillet meget, men slet ikke været tilnærmelsesvis så farlig og heller ikke været så involveret i mål, som i sidste sæson.

James Bogere mangler meget som 9’eren, det samme gør Stefen Tchamche og til sidst men ikke mindst, er Janni Serra mere en spiller der virker som back up, fremfor en man har tillid til. Kendetegnende for alle tre, det er valgmulighederne i front, dem der skal gøre det.

Nu er det store spørgsmål så bare, hvad kommer der til at ske med dette AGF-hold i efteråret indtil transfervinduet åbner igen og hvad er planerne så.

Klubben har så store udgifter til det nye stadion i Kongelunden, at der umuligt kan være lige så mange penge at gøre godt med næste gang og hvorfor solgte man så ikke nogen.

Strategien var bevidst, man ville beholde profilerne. Men spørgsmålet er omvendt så bare, hvor meget kunne man have fået ind, for har de leveret på så højt et niveau til, at man kunne tjene ordentlige summer?

Kristian Arnstad har ikke som anfører brændt Superligaen ordentlig af, selvom han har scoret lidt mål og vist periodevis højt niveau i Europa.

Men når man ikke formår at overføre det til Superligaen og samtidig også havde det svært i foråret, så bliver begynder det rent økonomisk at se svært ud.

Tobias Bech er også en skygge af det man så tidligere og Gift Links har heller ikke imponeret i den nye sæson.

Så skulle man have solgt dem, havde beløbene formentligt ikke været deroppe, hvor AGF gerne havde set dem ligge og da slet ikke deroppe, hvor eksempelvis FCM sælger spillere for.

Men er vinduet bestået? Umiddelbart nej, for så skulle man ikke handle som AGF gjorde til sidst og man havde helt sikkert været langt mere velovervejet omkring, hvad man brugte sine penge på.

Kigger man på hvor mange af spillerne der har forstærket mestrene, siger det alt. Men når man ikke kan få det man gerne vil have, må man jo nøjedes med det man kan få og det selvom man altså har titlen; dansk mester.

Men det rykker desværre ikke ret meget på banen og det sender heller ikke stærke signaler udadtil. Men det var hvad det kunne blive til denne gang for fodbolddirektøren og de 50 millioner kroner som klubben brugte på ny spillere…