Åbner i en ny fane

Tre ting, jeg tog med fra kampen mod Braga

Som altid når AGF har spillet i Europa, pokalen eller Superligaen, er FansAGF.dks ekspert klar med analyse på det han så

AW
Alexander Witved
5. november 2026 · 22:55
Del
Luka Callø spillede med et mentalt mod, som man ellers kunne have forventet var udfordret efter den periode, hvor han har været væk, lyder analysen fra Michael Winther-Rasmussen / Foto: Michael Winther-Rasmussen

1 Callum McCowatt har fået en blandet start på tilværelsen i AGF, og det var heller ikke, fordi han var vores mest iøjnefaldende spiller på dagen.

Men det var med pil opad, og det skyldes sandsynligvis, at han nu havde Gift Links til sin venstre side.

Sydafrikaneren bevæger sig oftere væk fra sin position, hvilket efterlader nogle tomrum og noget plads, som McCowatt kan udnytte på en anden måde end når Frederik Emmery har pladsen.

2 Så blev der roteret igen-igen, og så kunne der jo sådan set godt have været tændt et rødt advarselslys.

Callum McCowatt har haft lidt svært ved at finde sig til rette, når makkeren til venstre har været Frederik Emmery. Han fik væsentligt bedre vilkår med en bevægelig Gift Links. (Arkivfoto) Foto: AGF.dk

Men hvad der tidligere i sæsonen har været en kilde til nervøsitet i bagkæden, var mod Braga erstattet af mod og mandshjerte.

Fejlene var færre, og når de kom, udløste de ikke flere oven i hinanden. Det er, som om relationerne fungerer bedre og bedre, selv når det ikke er stamspillerne, der starter inde.

Det kan være, at vi står sidst på sæsonen og ser tilbage på efteråret og konstaterer, at Jakob Poulsens mange rokeringer rent faktisk har gjort holdet som helhed væsentligt mindre sårbart over for skader og karantæner.

3 Der er simpelthen nødt til at ryge en anerkendelse af sted til staben rundt om Jakob Poulsen, for det er efterhånden ret slående, hvor stærkt skadede eller fravalgte spillere træder ind på holdet.

Gift Links er på rekordtid blevet en spiller, der ikke ser ud, som om han har været væk.

Luka Callø spillede med et mentalt mod, som man ellers kunne have forventet var udfordret efter den periode, hvor han har været væk.

Det kan godt være, at relationerne i denne sæson har været ramt på grund af skader og rokeringer, men hatten af for, hvordan der arbejdes med det mentale på individuelt niveau.

Kniven er stadig for struben i Europa

Vi har endnu ikke vundet i Conference League, og spørgsmålet er, om uafgjort mod Braga ender med at gøre en reel forskel.

Luka Callø er denne sommer vendt tilbage til Fredensvang, efter endt lejeophold i Aarhus Fremad og naturligvis blev han skadet i opstarten. Har fået kampe i Europa og Superligaen, har gjort det nogenlunde, men tydeligt at han mangler hår på brystet og erfaring og nogen han kan læne sig op af…
Foto: Sportsphotos.dk

Vi har to point, og vi skal bruge fem mere for realistisk at kunne byde ind på videre deltagelse.

Det er noget af et krav til de resterende tre kampe.

Skal det ske, skal der hentes en sejr mod Inter Club d’Escaldes på udebane i Andorra, men også uafgjort mod henholdsvis Brann på udebane og Twente på hjemmebane, hvis da ikke én af de to kampe kan kaste en sejr af sig.

Både nordmændene og hollænderne er startet Conference League stærkt, men Brann, som venter i næste runde, har dog haft udfald på eget græs i den hjemlige turnering.

Her er det samtidig værd at notere, at der venter en hybridgræsbane og ikke en kunstgræsbane, som hovedparten af de norske klubber i Eliteserien ellers spiller på.

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag