AGF og Mikael Anderson skal finde ud af, hvordan man gør ham mere afgørende for holdet…

Alt var fryd og gammen, da fodbolddirektøren hentede ham hjem til dansk fodbold, fra svensk fodbold i sommers. Men det er blevet hverdag og præstationerne har ikke været oppe at ringe endnu

AW
Alexander Witved
17. august 2026 · 16:53
Del
Mikael Anderson i hjemmekampen i Randers mod Sabah FK, hvor han startede på højre wingback og nej, det blev aldrig hans kamp. Indtil videre har det generelt været svært for ham at brænde banen af som AGF-spiller / Foto: Sportsphotos.dk

FREDENSVANG: Der var store smil og en islænding med krøller i centrum, da AGF henover sommeren, for omkring 15 millioner kroner, købte Mikael Anderson tilbage fra svenske Djurgårdens IF.

I øvrigt det samme beløb som man et år tidligere fik for ham. Med andre ord tegnede alt pludselig lyst, for islændingen havde øjensynligt takket nej til andre gode tilbud, for specifikt at vende tilbage til Fredensvang.

NU ER DET SÅ blevet hverdag. Holdet er kommet i gang med sæsonen og har spillet nogle kampe i Superligaen og Europa og ja kritikken er allerede begyndt at hagle ned over den altid så positive, optimistiske og smilende Anderson.

For indtil videre har han ikke for alvor, formået at levere de præstationer, som det var forventet, da han blev hentet hjem.

For 15 millioner er mange penge for en klub som AGF. Det er kun penge man putter i en spiller, når man er meget, meget sikker på at denne bliver en succes og det var fodbolddirektør Carsten V Jensen uden tvivl, da han købte islændingen tilbage.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen valgte denne sommer at sende 15 millioner til svenske Djurgårdens IF, for at hente Mikael Anderson hjem, indtil videre har islændingen ikke fundet sig til rette
Foto: Sportsphotos.dk

HER KOM EN SPILLER der kendte klubben, der var offensiv mindet, teknisk dygtig og som enhver forsvarsspiller i Superligaen ville hade på forhånd.

Både grundet hans evne som målscorer, hans evne til at sætte de andre op, men også fordi at han som spiller på banen, er meget verbal. Især over for modstanderen!

I Sverige og Allsvenskan havde han vist sig godt frem som målscore og assistmager, så det var naturligvis fantastisk, at han endte i Århus igen. Så hvorfor er han indtil videre ikke blevet den forventede succes?

EN AF FORKLARINGERNE FINDES helt klart i, at AGF ikke har hentet Mikael Anderson ind som en spiller, hvor spillet skal bygges op om ham.

Både han og holdet, skal så finde ud af, hvordan man bedst bruger hans kompetencer i det 3-4-2-1-system som Jacob Poulsen praktiserer.

Det gik godt i opstarten og træningskampene, hvor han leverede pænt med mål, men det blev også her, hurtigt hverdag.

Tobias Bech blev i opstarten afprøvet som falsk 9’er og dermed var der uden problemer plads til Mikael Anderson på 10’er-positionen. Nu er Tobias Bech så tilbage som 10’er og så er spørgsmålet, hvor skal man placere islændingen?
Foto: Sportsphotos.dk

For pludselig er Tobias Bech vendt tilbage i sin vante 10’er-rolle, i stedet for forsøget som falsk 9’er.

KRISTIAN ARNSTAD ER ANFØRER og bedst som 10’er og på midtbanen virker det lige nu som den stærkeste konstellation, hvis man bruger Magnus Knudsen og Jens Jønsson.

Alternativet ville være at bringe anføreren på den centrale midtbane, men så fjerner du noget fra hans spil.

Så kunne man bringe Anderson ud på højre wingback, men her sidder Gift Links tungt på pladsen, når han ellers er fit for fight. I de kampe hvor islændingen har fået chancen derude, har han ikke grebet den.

Der mangler simpelthen noget. Han har ikke det ekstra gear som Links har og defensiv er han heller ikke lige så stærk.

MEN INGEN TVIVL OM at der skal være plads til ham i startopstillingen, men hvordan gør man ham så god og hvorfor er det man ikke bygger spillet op omkring ham?

Svaret findes i sidste sæson og det faktum at AGF med og uden Kristian Arnstad er to vidt forskellige mandskaber.

Gift Links har været ude med en skade, men er nu klar igen. Mens han var skadet, fik Anderson chancen på højre wingback, men det var tydeligvis ikke hans favoritplads…
Foto: Sportsphotos.dk

Med al respekt for den krølhårede islænding, har nordmanden bare en anden spilforståelse og samtidig læser han spillet og gør de andre gode. Det har Anderson ikke formået at gøre endnu.

DERFOR ER DET INDTIL videre også svært at se, hvordan han rent faktisk skal passe ind på holdet, hvilket jo et eller andet sted, er helt vildt grotesk at skrive. Manden har altså kostet 15 millioner og burde være selvskrevet!

Men højre wingback bliver han aldrig. Han bliver alt for usynlig derude og måden han gerne vil involvere sig på i kampene, passer bedst til en 10’er-position.

Der er problemet bare, at to andre sidder tungt på pladserne. Havde han i det mindste brændt banen af, lavet nogle assister eller eksempelvis scoret i hjemmekampen mod Brøndby, så havde historien jo været helt anderledes.

Men det er bare ikke historien om comebacket indtil videre…

For han vil gerne, det kan alle mærke på ham. Han er sulten. Sulten efter succes både i Europa og i Superligaen.

SULTEN EFTER SEJRE og sulten efter at vise sig frem. Indtil videre har han bare ikke lykkedes med at vise den side af ham, som svenskerne så i det seneste år.

Men det kommer, det kan der ikke herske tvivl om. Skal AGF have succes, er han en af dem, der skal træde i karakter.

Jacob Poulsen, her fotograferet på Fredensvang, skal gøre sig mange overvejelser i forhold til hvordan han får Mikael Andersons kompetencer bedst muligt i brug på AGF-holdet…
Foto: Alexander Witved

Hvor, må tiden vise. Men nødvendig er han. Det blev han købt ind til og det skal Jacob Poulsen nok finde løsningen på!

Det plejer cheftræneren at gøre og derfor tror vi andre selvfølgelig også på det…

Nyhedsbrev

Få ugens AGF-historier, hver fredag