CAPELLI STADION, KØGE: Der er de kampe, hvor man kan blive på banen i et par minutter efter sidste slutfløjt, for lige at stå og reflektere over hvad det var for en kamp.
Så er der sådanne nogle, som den AGF’s A-Liga-spillere oplevede lørdag eftermiddag. Her mødte man på udebane topholdet og mesterskabsfavoritterne fra HB Køge.
På forhånd var der ingen der levnede holdet nogen muligheder for point og sådan endte det desværre også.
Gode 65 minutter
Men at man nede med 1-0 ved pausen, skulle forlade banen med tenniscifre, den var der nok ingen der havde set.
Derfor tog det også lidt tid for forsvarsspilleren, 20-årige Milla Ahrenholt at udtale sig efter nederlaget, for øretæven var svær at komme sig over;
– Hvis man har set kampen (og ikke blot tjekker resultatet), vil man også kunne se, at vi spiller godt de første 65 minutter af kampen.
– Vi kommunikerer godt – både i kæderne og på holdet generelt, vi holder os godt til gameplanen, og vi holder dem væk fra mange store chancer.
Kan ikke holde Køge væk
– Det er klart, at de i perioder har bolden meget og tæt omkring vores felt, men man er også naiv, hvis man tror, at man kan komme til Køge og holde dem 100% væk fra chancer.

– Så jeg vil sige, at jeg er stolt og tilfreds med vores første 65 ish minutter af kampen, forklarede hun til FansAGF.dk efter kampen.
Fredag kom der en stor nyhed fra Vejlby. Manager Søren Kiilerich var fyret og det var assistenten, Anders Fedder Kristensen, der tog over.
Et af de få tiltag han nåede at indføre inden opgøret lørdag, var en ændring af systemet fra 3-1-4-2 og så over i en 3-4-3.
Ros til Ea og Lærke
Milla Ahrenholt syntes systemskiftet gik godt;
– Ja, det synes jeg. Vi er jo gået over til at spille 3-4-3 i dag, hvilket jeg synes fungerer godt, når vi har to så dygtige midtbanespillere i Ea og Lærke, der kan fylde noget og løbe mange meter inde på midten.
– Dermed kan vi også få flere spillere frem på banen, både i presset og når vi har bolden. Det er klart, at vi lige skal have nogle flere aftaler på plads, men vi ved, at det ikke kommer fra den ene dag til den anden, lød vurderingen fra hende.
Ærgerligt resultat
Efter en første halvleg, hvor det var meget begrænset hvad værterne kom igennem til af chancer, var stillingen kun 1-0.
Men efter lidt mere end en time gik det galt og de sidste 25 minutter, jamen der væltede det berømte korthus.
Det var ikke sjovt, det erkendte forsvarsgeneralen da også efter den hårde omgang;

– Jamen det er klart, at vi ikke kan være glade for de sidste 25 minutter. Det kan ikke komme bag på nogen.
Skal lukke bedre af
– Vi lukker 5 mål ind, hvilket gør, at det går hen og bliver et ærgerligt resultat. Vi nåede kun at arbejde med det nye system til træningen i går, så det var kun start 11, der nåede at mærke ændringerne på egen krop.
– Hvilket også gør, at det kan være svært for de spillere der kommer ind i løbet af 2. halvleg. Når det så er sagt, så skal vi jo bare være bedre til at lukke af nede bagfra til sidst i kampen i stedet for at gå højt op med for mange spillere, lød analysen fra hende.
– Til sidst; I har kun haft et enkelt træningspas og under 24 timer til at vænne jer til alt det nye, hvad mener du I skal bruge den kommende uge på?
Skal ned i detaljerne
– Vi skal sørge for at arbejde videre med de ting, vi gerne vil være bedre til. Vi skal fortsætte med at gå helt ned i detaljen i forhold til, de forskellige situationer, som vi kan komme i – både med og uden bold.
– Så tror jeg bare, at det er vigtigt, at vi tager en ting af gangen og virkelig nørder i dybden med det. De sidste fire kampe handler ikke om, hvorvidt vi får 0, 3 eller 12 point, men om at vi ser en udvikling i vores spil.

Foto: Bente Poder
– Dog skal vi selvfølgelig stadig gå på banen for at vinde hver kamp, sluttede Milla Ahrenholt over for FansAGF.dk
På næste lørdag gælder det næste kamp i A-Ligaen, når Fortuna Hjørring kommer på besøg i Vejlby og mon ikke man har brugt den kommende uge på at få stabiliseret defensiven frem mod det opgør.
Det er klokken 13 at det opgør spilles.
Artiklen bringes i samarbejde med Webdesignfirmaet, Gawistik.







