Mon ikke Årets Legende vil være glad for at blive fejret efter en uge med to mulige sejre…

Skal vi ikke starte med at være hudløst ærlige; alle AGF-fans drømte sig tilbage i top-6, da mestrene søndag aften i Parken spillede 1-1 mod FC København. I hvert fald i store perioder af anden halvleg!

For spillet var i periodevis der, sådan som vi kender De Hviie. Målsøgende, direkte, der var en stærk defensiv præstation og så var der spillere der trådte i karakter.

Samtidig blev vi modsat, i de første 45 minutter modsat mindet om hvorfor klubben lige nu er et bundhold og hvorfor fire point op til AC Horsens på 6. pladsen kan virke af meget…

Da Frederik Tingager allerede efter et lille halvt minut kom op til en hovedstødsduel, uden dog at få headet den væk og brasilianske Robert bagefter var tæt på at score, sad undertegnede og tænkte det her bliver en lang aften.

Tilbage sad man pludselig med torsdagens skuffende 1-0-nederlag i Conference League ude til belgiske Gent i frisk erindring. For selvom AGF var to minutter fra et meget flot og vitalt point, var det på ingen måde fortjent og samtidig så vi fans også det, vi har set mange gange i denne sæson.

At offensiven ikke har leveret og at defensiven kun med nød og næppe får afværget. At der skulle trækkes luft ind, før næste bombardement blev påbegyndt.

Sådan var det også i Parken i de første 45 minutter.

Callum McCowatt, dyrt indkøb spiller fra Søhøjlandet var så anonym, at undertegnede sad og på ny overvejede, hvorfor det var så vigtigt at hente ham.

Hvad er det egentlig han skal tilføre dette hold. Hvad var grunden til at Sebastian Jørgensen ikke fik chancen, eller at Kristian Arnstad blev skubbet derop.

Måske koster han i det store europæiske billede ikke ret mange penge. Men i AGFs transferbudget, kostede han vanvittigt mange penge og kan blive endnu dyrere endnu og indtil videre, har han ikke formået at overbevise om at han er investeringen berettiget.

Til gengæld viste Tobias Bech i glimt den Tobias Bech der i efteråret og i enkelte tilfælde i foråret, var en stærk spiller for mestrene. Hvorfor det var han blev topscorer.

Hans arbejdsmoral kan ingen tage fra ham. Han ser de andre, bare spørg unge Frederik Emmery. Men målfarligheden den mangler og de chancer der i sidste sæson blev sparket ind, bliver på det skammeligste forspildt nu.

Det så man tydeligt et kvarter før tid, da Kristian Arnstad pludselig lagde afleveringen. Men Bech, alene med Ákos Markgráf, mistede et touch og en stor chance, jamen den var forspildt.

Men AGF viste overordnet set det i anden halvleg, vi vil se.

At de tror på at de kan få resultater, selv på meget svære adresser og det må man sige at Parken på Østerbro er. At når de spiller, som vi ved de kan, bør og skal man være bedre end bundplaceringen.

For i deres selvbevidsthed og i alle AGF-fans øjesmed, er den nuværende 10.plads simpelthen uacceptabel. Det er den også når tv-pengene bliver udbetalt. Der hedder den ikke længere mere end 8 millioner, men i stedet 900.000, noget af en forskel må man sige.

Men i anden halvleg i Parken så vi et AGF-hold, der med mere skarphed, kynisme i feltet og de velkendte afgørende marginaler, havde fået mere end det ene point. Det gjorde de bare ikke og så var løverne tilmed tæt på at snuppe alle tre.

Desværre er det samlede facit i stillingen efter denne spillerunde, at mestrene ikke har rykket sig overhovedet. Det er desværre ret meget historien om denne sæson.

I perioder har man jublet, troet og tænkt nu var den der og så blev det hverdag. Den ene dag var man som fan tilbage i foråret og holdet der ikke kunne besejres og hvor alt gik i én retning, for så den næste dag at have følelsen af, at så kender vi AGF igen!

Det handler naturligvis også om at de spillere der er blevet hentet ind simpelthen ikke har leveret varen, måske slet ikke har fået chancen. At det først er nu hvor en Tingager og Mølgaard endelig er tilbage efter et skadesforløb og kan blive bragt i spil, at brikkerne begynder at falde på plads.

For Colin Rösler skal pludselig se langt efter sin plads og i venstre siden er der pludselig også alvor konkurrence om pladsen.

Ingen tvivl om at FCK var fysisk århusianerne overlegne i Parken, der havde bundholdet fra Fredensvang det i store perioder rigtig svært.

Ikke mindst til sidst, hvor det var en kongeredning fra 41-årige Jesper Hansen der reddede AGF, men samtidig var det også en fornøjelse at opleve forsvarskaptajnen Tingager gå rundt og brokke sig, når holdkammeraterne ikke leverede varen.

Det har været savnet og så har det været savnet, at anfører Arnstad hev sig selv op.

Leverede de gyldne afleveringer og bare viste, hvor vidunderlig og fantastisk god en fodboldspiller han egentlig er, for så begynder spillet for alvor at glide offensivt for AGF.

Men alt dette hjælper ikke noget, hvis ikke man fortsætter det man har igangsat.

Jakob Poulsen skal til at finde ud af, hvem det er han vil satse på. Det hjælper ikke, at fordi han møder et ukendt albansk mandskab torsdag i Conference League, som FCM kun fik 1-1 med ude, at han på den lånte hjemmebane i Randers igen, laver mange ændringer.

Det samme gælder den mindst dobbelt så vigtige legende-kamp den kommende søndag, hvor en sejr for alvor kan indgyde håb.

Et håb om at dette AGF-mandskab er på rette vej og at en ranglet tysker måske er ved at finde målformen og at Frederik Emmery er heldigere med sine afslutninger, end han var søndag aften, hvor overlæggeren tydeligvis ikke havde forstået, at den skulle samarbejde!

En uge med sejre, vil give selvtillid og sende signaler. De signaler er vigtige, for sæsonstarten har været en katastrofe og at man kun har én sejr på nuværende tidspunkt, havde formentligt kostet en cheftræner i mange klubber.

Men Jakob Poulsen har leveret i AGF. Et dansk mesterskab, han har ført dem i Europa og efter et transfervindue, der på ingen måde var imponerende, har han alligevel holdt fanen højt og nu ser det ud til, at det måske begynder at give pote.

Det ved vi søndag klokken 20.

Der hylder vi også legenden Wachmann. En klubmand der spillede 408 kampe for AGF i perioden 1979-1989 og tilmed vandt en masse sølvtøj.

Det var andre tider i dansk topfodbold.

Men mon ikke den i dag 65-årige netværkschef vil være tilfreds, hvis hans hjerteklub slutter ugen af med en sejr i Conference League og i Superligaen. Det kan betyde at man er på rette vej og det har man brug for.

Ingen af spillerne på banen, kommer formentlig i nærheden af præstere det som Årets Legende præsterede i 80’erne, men mindre kan nok også gøre det.

De kan jo starte med at levere to sejre. Det hjælper altid på den gode fest, som søndagens hovedrolleindehaver var kendt for at kunne skabe, bare for at nævne det…