VEJLBY: Så er det i morgen kl. 13 at sæsonens hidtil vigtigste fodboldkamp spilles for AGF og ASA, når de på Ceres Park i Vejlby støder sammen i 11. spillerunde.
Det er samtidig et opgør hvor De Hviie jagter revanche, eftersom lillesøsteren fra Frederiksbjerg vandt det første opgør i Vorup med ikke mindre end 3-1.
Sidenhen har sæsonen udviklet sig vidt forskellige for de to Århus-klubber i landets fornemste fodboldrække for kvinder, A-Ligaen.
“SLAGET OM ÅRHUS”
Det er aldrig sket tidligere, at to Århus-baserede mandskaber inden for kvindefodbolden, møder hinanden i landets bedste række.
Den vi kender som A-Ligaen.
Det hylder FansAGF.dk ved at snakke med De Hviies spillere, for at høre hvor klar de er til returkampen i Vejlby, lørdag klokken 13.
ASA vandt det første opgør i premiererunden med 3-1 i Vorup
Tirsdag var det målmand Marie Gade der varmede op
Onsdag var det midtbanespilleren Ea Rasmussen
Torsdagvar det wingbacken Sofie Jørgensen
Idag fredag er det Sofie Lundberg og Mie Lerche der udtaler sig
I morgen lørdag er det manager Søren Kiilerich der bringer det sidste interview
AGF, som har ambitioner og som helt sikkert ser sig som værende en kandidat til top-6, ligger suverænt sidst, mens oprykkeren ASA meget overraskende, ligger på netop 6. pladsen.
I sidste spillerunde vandt de i Vorup med 1-0 over en anden oprykker, nemlig FC Midtjylland.
Vil ha tre point lørdag
Så da FansAGF.dk i løbet af ugen snakkede med offensivspilleren Sofie Lundberg, måtte der vel være noget revanche der skal tages, når holdene mødes igen?
– Det kan man da godt sige. Vi er i hvert fald klar til at vise, at det ikke var sådan, det skulle være, og så håber vi selvfølgelig, at vi kan tage de tre point på lørdag, indledte hun.
Kan man så sige at de har håneretten og hvordan skal AGF’erne så få ændret på det i lørdagens hjemmekamp?
Vise vi er de bedste
– Det ved jeg ikke, om de har, men vi skal i hvert fald fokusere på os selv og vores eget spil. Vi skal ud med en masse energi og intensitet og vise på banen, at vi er det bedste hold på dagen, forklarede hun videre.
ASA burde som oprykker og med et begrænset spillerbudget og med en spillertilgang der har været overskudslageret fra de andre klubber, eksempelvis AGF selv, vel ikke ligge og lege med i top-6?
Hvordan ser Sofie Lundberg på dette;

Har vist de kan være med
– Jeg synes, de har gjort det godt, og de har selvfølgelig vist, at de kan være med. Men vi fokuserer mest på os selv, og vi ved, hvad vi kan, når vi rammer vores niveau. Så vi går ind til kampen med en tro på, at vi kan få et godt resultat.
Når nu der sidder en masse små AGF-fans og skal forsøge at overbevise deres forældre om, at de skal på Ceres Park Vejlby i morgen, for at dette historiske lokalopgør i Vejlby, hvad bliver salgstalen så for den teknisk velfunderede offensiv-spiller?
Vi vil give dem en god oplevelse
– Jeg synes, de skal komme og støtte os i en kamp, hvor der helt sikkert er noget på spil. Vi vil gøre alt for at give dem en god oplevelse, og så håber vi selvfølgelig, at vi kan give dem tre point at tage hjem på, sluttede Sofie Lundberg.

Foto: AGF.dk
Senere i dag bringer FansAGF.dk også et interview med Mie Lerche, der kommer en kommentar og optakt og lørdag lægger vi fra morgenstunden ud med et interview med cheftræner og manager, Søren Kiilerich




