GENT ARENA: Det blev til en halvleg i torsdagens Conference League-kamp for forsvarsspilleren Tobias Mølgaard, da AGF på udebane mødte det belgiske tophold fra Jupiler League, KAA Gent.
Opgøret blev desværre tabt med 1-0, på en scoring af indskiftede Hyllarion Goore, to minutter før tid på et hovedstød.
Mølgaard har det på det seneste fået masser af spilletid, men da Jakob Poulsen startede med b-kæden torsdag aften på Gent Arena, blev det altså kun til 45 minutter.
Selvfølgelig ærgerligt
Han afløste islandske Grétarsson i pausen, hvilket allerede var planlagt på forhånd og efter kampen udtalte han sig til klubbens egen tv-kanal, AGF Play.

Foto: AGF.dk
– Det blev et nederlag her til aften til Gent, hvad følelse står du med efter kampen?
– Jeg er selvfølgelig ærgerlig, specielt når de scorer så sent som de gør. Det er et godt hold vi møder, men jeg syntes også de efterlod nogle muligheder til os, som vi muligvis ikke helt griber.
– Så ja det gør det ekstra træls, når vi taber kampen med 1-0, indledte han over for AGF Play.
Stærk europæisk indsats
– Hvad tager I med fra kampen her til aften?
– Det var en meget stærk indsats. En meget stærk europæisk indsats, i forhold til at det er nyt for mange af os.
– Så på den baggrund, syntes jeg vi tager en masse god erfaring med videre til opgøret på torsdag, hvor vi forhåbentlig skal have tre point.
AGF møder i Europa nogle andre hold, end dem de er vant til i Superligaen. Her kender man alle holdene ud og ind, mens det i Europa og mere specifikt Conference League, er nogle nye og andre spændende mandskaber man står over for.
Fedt udstillingsvindue

Foto: AGF.dk
Men hvordan ser Mølgaard på forskellene?
– Det er anderledes, for man kender dem jo ikke helt til bunds, som vi gør med holdene derhjemme.
– Men det er fedt og et fedt udstillingsvindue og samtidig interessant at se hvordan holdene gør det ude i Europa, så vi glæder os til at spille fem kampe mere og forhåbentlig flere end det.
– I møder FCK på søndag i Parken, det er tredje kamp på en uge, hvordan kommer I til at gå til den kamp?
Intet problem
– Vi går ind til den kamp for at vinde den. Vi spiller mange kampe i øjeblikket, men det er også mange sjove kampe, og det må ikke blive et problem for os og det gør det heller ikke.
– Det er altid fedt i Parken og det bliver det også søndag og jeg ved at jeg selv og drengene glæder sig helt vildt, sluttede Tobias Mølgaard over for AGF Play efter torsdagens kamp ude mod belgiske Gent.




